De var barndomsvenner, før de blev kærester i studenterugen. Nu renoverer de deres første lejlighed i Øgaderne
Det var skæbnen, der var på spil, da Natascha Fedders og Jakob Truelsen endelig fandt sammen efter mange års venskab, mener hun. Han kan håndværket, hun elsker at indrette, og efter et års renovering er deres lejlighed i Øgaderne på nippet til at være færdig.
Natascha Fedders og Jakob Truelsen har været venner, siden de var børn i Sønderborg, men ifølge Natascha Fedders har det altid ligget i kortene, at de to ville ende sammen.
Midt i studenterugen for otte år siden blev de kærester, og siden flyttede de til Aarhus.
Efter fem år i en lejebolig besluttede de sig for at købe en lejlighed, som de kunne sætte i stand og gøre til »et magisk hjem«. Et af deres krav var, at den skulle ligge i en høj stueetage, hvor forbipasserende ikke kunne kigge ind, med en lettilgængelig udgang til haven til hunden Nala. Og så skulle det være muligt at sætte sit eget præg på den.
Parret var mange faldefærdige og nyistandsatte lejligheder igennem, før de faldt for den 73 kvm store lejlighed i Øgaderne tæt ved Universitetsparken, hvor der var ro, og hvor Nala kunne blive luftet.
Parret har selv lavet både gulve, loft og vægge i alle lejlighedens værelser og renoveret køkken og bad. I køkkenet var udtrykket tungt og mørkt, så alle overskabe er sløjfet, og i stedet har de bygget et højskab i hjørnet. Vaskemaskinen er blevet erstattet af en integreret opvaskemaskine, da der er vaskemaskine i kælderen.
I februar stod køkkenet helt færdigt, og nu mangler parret kun at lægge den sidste hånd på badeværelset i løbet af de næste ugers tid. Vi har bedt Natascha Fedders om at fortælle om renoveringsprojektet i køkkenet, hvor parret har forvandlet korkgulv til cementgulv og Ikea-hacket et smukt blågråt køkken med en stålbordplade.
Lys, luft og et køligt udtryk
»Lejligheden trængte til en kærlig hånd, da vi flyttede ind, men vi følte os klar til at tage udfordringen op. Det var vigtigt for os at skabe et hjem, hvor der var plads til gæster. Der er sikkert mange, som bare ville have flyttet ind uden at renovere, men vi ville gerne indrette et minimalistisk hjem med rene linjer.
Der var ret mørkt, så det var vigtigt, at alt, hvad vi gjorde, skabte mere lys og luft. Derfor valgte vi at åbne op mellem stue og spisestue, og gulvene er blevet slebet og ludbehandlet, så de er blevet lysere. Især i køkkenet har vi tænkt lyset og letheden ind i alle vores løsninger. Det skulle føles rart at være der.
Gulvet var af kork, og under det lå der rådne brædder, så vi har lagt et cementgulv i stedet for at skabe et køligt og åbent udtryk. Det var faktisk ret let. Vi lagde først et slidlag af stærk flydebeton, og derefter hældte vi en flydespartel på. Det er blevet råt og megasejt, men jeg ville ønske, at vi havde været lidt mere omhyggelige med cementen – der mangler lidt finish.
Det hvidmalede køkken med træbordplade rev vi ud for selv at lave et nyt. Elementerne har vi købt i Ikea, og så har vi fået Dansk Boligstål til at lave den flotteste bordplade. De kom og målte op og monterede den, da den på grund af de mange kanter skulle svejses sammen inde i køkkenet. Alle vores penge ligger i dén bordplade. Det var en prioritet, og den er virkelig pænt udført.
Reaktionerne fra familie og venner har været blandede – vores forældre er fra en anden generation og mener, at den bliver for hurtigt ridset. Men vi elsker den patina, den allerede har fået, selv om den kræver lidt ekstra rengøring.
Vi valgte en lysegrå farve på fronterne, fordi den går så godt i spænd med stålet, og i det rette lys får den en smuk, lyseblå farve. Vi har ladet en smal bogreol i køkkenet stå uden låge. Det er en fed tilføjelse, som giver køkkenet et lettere udtryk.
En anden gang placerer vi ikke emhætten i loftet, for det betød, at vi måtte sænke loftet lidt, og vi bruger den ikke så meget. Jakob mente, at det ville blive for omfattende med emhætte i kogepladen, mens jeg bare ville prøve det af. Det skabte lidt uenighed. Jeg er den af os, der har mange – men ikke altid realistiske – idéer, og Jakob er den jordnære modvægt. Vi plejer at sige, at jeg er “speederen”, og Jakob er “bremseren” i forholdet, men vi finder altid et godt kompromis i sidste ende.
Da vi købte lejligheden, havde vi begge fuldtidsjob ved siden af, og vi boede der under istandsættelsen. Det var ret kaotisk. Hvis jeg skal give et tip videre, er det at vente med at flytte ind til efter renoveringen.
Vi brugte al vores tid i weekenderne og om onsdagen på at knokle igennem, da Jakob spiller fodbold de andre dage, og det er ligesom ham, der kan alt håndværket. Når det er blevet for meget, har vi givet hinanden fri til at tage ud med venner og forny energien.
Det har nok taget længere tid, end det kunne have gjort, men det lykkedes. Vi er færdige lige om et øjeblik, og det er så dejligt. Det giver en unik tilfredsstillelse at have lavet det hele selv. Jeg glæder mig til at komme hjem uden at skulle gå i gang med et projekt.
Man siger jo altid, at man aldrig vil gøre det igen, men når vi lige får det lidt på afstand, er vi sikkert klar til at tage turen igen. Næste gang bliver det et hus ved skov og vand – men tæt på Aarhus.«
