Underholdende, levende og smuk ny version af kæmpe musicalhit
En overdådig scenografi, velkoreograferede ensemblescener, en nuttet børneflok og stærke sangere krydret med en snert af komedie. Det er Aarhus Teaters opskrift på en 2025-version af ”The Sound of Music”.
Kritikere vil mene, at ”The Sound of Music” fra 1959 er en støvet og halvkedelig musical med alt for mange ligegyldige sidehistorier og et romantiseret billede af historien. Ikke desto mindre spiller den netop nu på to af landets største scener – på Det Ny Teater i København og på landsdelsscenen i Aarhus.
Men kan man forny musicalklassikeren, så den føles relevant i dag? Og kan det gøres på en måde, så både hardcore fans og musicalnovicer vil synes om resultatet? Aarhus Teater giver et bud på en 2025-version, som især overrasker på ét punkt.

