Parret var skeptiske over for idéen, der satte æstetik over praktik. Men i dag er de glade for, at de lod sig overtale af svigersønnen
Arkitekt Troels Thorbjørnson har tegnet svigerforældrenes fritidshus med 10 sovepladser på 91 kvadratmeter, der tilgodeser alle generationer. De voksne har fået en hjemmearbejdsplads i annekset, og de mindste har fået en helt særlig sandkasse.
Det var ikke meningen, at der skulle placeres en sandkasse foran huset i en fordybning i klitlandskabet, men eftersom faskinen – et midlertidigt vanddepot, der opsamler regnvand – skulle graves ned her, og strandsandet begyndte at ophobe sig, tog Troels Thorbjørnson konsekvensen og lod sandkassen være der.
»Man kan godt sige, at vi har gjort en dyd ud af noget, som ellers kunne have være opfattet som et problem. Det er faktisk en fordel, at vi voksne kan sidde inde i det store leverum og kigge på de små, når de leger i sandkassen,« siger Troels Thorbjørnson, som ovenikøbet kan stikke et par is ud ad sidevinduet til børnene – så han ikke behøver forlade huset.
Han har tegnet fritidshuset til sine svigerforældre, som til at begynde med tvivlede lidt på hans idé med et stort panoramavindue i køkkenet, som ikke kan åbnes. Men de blev overbeviste af flere årsager, dels at det rent æstetisk virker bedre, dels at det følger den arkitektoniske tanke med lange linjer, og dels at man i stedet bare kan åbne vinduet mod syd.
»Vinduet er fem meter langt, og da det var muligt at lave et ubrudt vindue på grund af den bærende bjælke, fik jeg heldigvis overtalt min svigermor til at have et køkken uden mulighed for at lukke et vindue op,« siger Troels Thorbjørnson og fortsætter:
»Løsningen fungerer bedre visuelt, og jeg kan godt lide fornemmelsen af, at øjet ikke standes af en sprosse. Jeg har derfor arbejdet meget med de lige linjer ved vinduerne, så væg og vinduesramme går ud i et. Det fjerner distancen mellem udsigten og beskueren. Vinduet opfattes ikke, fordi karmene skjules.«
Fritidshusprojektet har høstet stor anerkendelse blandt familie og venner samt af arkitekter i omgangskredsen. Familien er meget tilfreds med, at de har fået et fritidshus med 10 sovepladser, som de kan bruge året rundt.


