Fortsæt til indhold

Serieklummen: Her er tre vildt spændende agentserier, du skal se i september

Hvad med et seriemesterværk med masser af nervepirrende spænding? Ja, hvorfor ikke tre? SkyShowtime og Disney+ byder på aktuelle agentthrillere fra allerøverste hylde, mens Netflix rummer overset guld.

Fra venstre: ”The Bodyguard”, der kan ses på Netlifx, ”Paradise”, der kan ses på Disney+ og "The Agency”, der kan ses på SkyShowtime. Fotos: PR
Weekend

Hver måned kommer Jyllands-Postens magasinredaktør, der er passioneret serieforbruger, med personlige anbefalinger og guider til de mest interessante premierer.

Det kommer som en overraskelse til allersidst i første afsnit. Det ser pludselig ud, som om der er en sprække i himlen. Som om sol og skyer, vind og himmel alt sammen er kunstigt. Og det er det faktisk også. Men det er slet ikke det mest foruroligende i denne ekstremt interessante Emmy-nominerede spændingsserie, der i sig selv er et prøveabonnement værd.

I thrillerdystopien “Paradise” på Disney+ er ikke bare himlen, men også lyset og insektlydene fabrikerede, for secret service-agenten Xavier Collins og byens øvrige 25.000 indbyggere bor nemlig i en kæmpemæssig bunker. Efter jorden er gået under, og alt og alle ellers er blevet udslettet.

Alle har derfor mistet nogen, der stod dem kær, i apokalypsen, men det er blot det følelsesmæssige bagtæppe. Seriens spændingsmotor er derimod opklaringen af mordet på den fordrukne og ulykkelige amerikanske præsident, som Collins skal beskytte, men som han finder slået til blods i sine private gemakker.

Men hvem har ressourcerne til at ramme præsidenten uden at blive opdaget i det totalt overvågede minisamfund, hvor alle bærer et digitalt armbånd? Og hvorfor skulle han overhovedet dø?

Pilen peger på byens reelle beslutningstager, den foretagsomme multimilliardær Samantha Redmond, der er lige så dubiøs som enhver anden af historiens nuancerede karakterer – og netop deres psykologiske dybde og de velspillende skuespillere, der levendegør dem, er et af det dystopiske mordmysteriums helt store esser. Selv Collins stenansigt er scene efter scene rammende udtryksfuldt.

Det samme gælder den måde, den formidable Michael Fassbender levendegør en anden agent i det mere klassiske, men alligevel ultramoderne og psykolabyrintiske spiondrama ”The Agency”. Det amerikanske remake af franske ”The Bureau” spiller på SkyShowtime, der blandt andet kan tilkøbes via TV 2 Play.

Jeg er simpelthen en sucker for psykologisk dybde i karakterer, for uden motiver, relationer, følelser, ja, følelsesfuldhed, er plot jo blot overfladisk ophobning af handlinger, der ikke rigtig hooker ens dybere engagement i historien. Men det gør CIA-agenten med kodenavnet Martian.

Martian/Brandon Colby/Paul Lewis har arbejdet undercover i seks år i Sudan, hvor han har opbygget et lokalt netværk af indflydelsesagenter, men også har indledt et hemmeligt kærlighedsforhold til den gifte professor i antropologi Samia. Pludselig bliver han trukket hjem til CIA’s kontor i London, og var der så egentlig overhovedet kærlighed i det forhold?

Hjemme i byen af glas og stål genoptager han forholdet til sin ironisk distancerede teenagedatter, men snart kommer både han selv og datteren under pres, for nogen arbejder hårdt på at afsløre hans cover. Muligvis har forsøget tråde til en lyssky operation på russisk besat ukrainsk territorium, som end ikke hans chef i CIA rigtig ved noget om.

Men operationen kommer i fare, da en af de vigtigste russiske CIA-agenter forsvinder sporløst, og den erfarne feltagent Martian får til opgave at opspore ham. Før han selv bliver opsporet.

Mere i samme stil?

Et andet effektivt agentdrama med karakterer, der har noget på spil, er den formidabelt paranoide miniserie ”Bodyguard” på Netflix. Den traumatiserede Afghanistan-veteran David skal beskytte en af de ministre, Julia, som er politisk ansvarlige for at have sendt ham afsted til det meningsløse krigshelvede.

Det sætter ham i et dilemma imellem professionelle idealer og personlige erfaringer, der ikke bliver bedre af, at ukendte gerningsmænd forsøger at slå ministeren ihjel i en serie spektakulære attentater. Og da slet ikke, da han forelsker sig i hende.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Film og serier