Camilla Lehmann skuffede familien, da hun mødte op til fest uden Casper Christensen

Som 13-årig ringede hun direkte til direktøren i Legoland for at få et job som skuespiller i parken.

Som 19-årig tog hun fra Haderslev til København for at arbejde professionelt som fotomodel.

Og som 35-årig medvirker hun nu i alverdens tåkrummende øjeblikke på landsdækkende tv.

Camilla Lehmann er typen, der vil fremad. Uden bremser, uden forsikring.

Sådan ser det i hvert fald ud.

Hun har fået sit store gennembrud i rollen som Casper Christensens kæreste, ”Fnug”, i den populære og evigt grænsesøgende komedieserie ”Klovn”, men sandheden er, at Camilla Lehmann er alt andet end det, vi ser på tv.

Det kan Frank Hvam formentlig bekræfte.

Under forårets optagelser til den nyeste sæson af ”Klovn” talte han og Camilla Lehmann om, at de begge havde en iboende trang til at uddanne sig i det, hun kalder et rigtigt fag.

Bare for at føle, at de bidrager med noget, siger hun.

»Det føles ikke som et ægte arbejde at lave ”Klovn”. Det er bare voksne, der leger rundt og har det enormt sjovt. Vi har selvfølgelig et skriv på, hvad der skal ske i scenerne, men replikkerne finder vi på undervejs,« siger Camilla Lehmann.

Vi har mødt den tv-aktuelle model og skuespiller til seks spørgsmål om eget liv:

Hvad forstår vi ikke ved din profession?

»Folk har svært ved at kende forskel på fiktion og virkelighed. Lige præcis med ”Klovn”-serien er det også forståeligt, for det er en god blanding.

Mange tror, at jeg er ligesom karakteren ”Fnug”. Jeg har været til en familiefest, hvor nogle lidt ældre mennesker langt ude i familien ikke forstod, hvorfor Casper Christensen ikke var med mig. De havde sådan glædet sig til at møde ham.

Jeg har også engang mødt en barfodet kvinde i Landbohøjskolens Have på Frederiksberg. Hun satte sig ned på hug og ville tale om min spiritualitet. Jeg måtte jo skuffe hende og sige, at det er ”Fnug”, der er spirituel – ikke mig. Jeg har meget lidt til fælles med ”Fnug”. Altså, der bor jo en jysk mand inden i mig, som går op i realkreditlån.«

Hvad giver dig den stærkeste følelse af mening i livet?

»Jeg har to børn på fem og to år. Deres små kinder og små, fede hænder. Det er det bedste i hele verden. At få dem til at sove. At mærke deres små fødder på min ryg, når vi sover sammen. Intet slår den følelse, selvom forældrelivet også kan være hårdt.«

Hvilken samtale står klarest for dig?

»Som 13-årig ringede jeg til direktøren for Legoland og spurgte, om min veninde og jeg måtte lave gadeteater rundt i parken. Vi ville klæde os ud, improvisere og tale med gæsterne.

Det havde været så nemt bare at sige nej til to børns skøre idé, men direktøren sagde ja, og det endte med, at vi weekendarbejdede i Legoland i flere år.

Som ung i Haderslev var vi også mange, der spillede amatørteater, og der oplevede jeg den samme tillid. Jakob Tekla Jørgensen, der dengang var chef på Teatret Møllen, tog os under sine vinger og stillede lokaler, teknik og alt muligt andet til rådighed.

Begge dele har været så afgørende for min karriere. Fordi jeg tidligt oplevede, at nogen troede på mig. De gav mig ikke bare en hestesko ind i branchen, de gav mig også gejst og motivation. Hvis jeg i mit ungdomsliv kun var blevet mødt af lukkede døre, ville jeg have mistet pusten.

Jeg tænker tit over det i dag. Jeg skal huske at møde de unge, energiske mennesker med åbne arme og hjælpe dem videre, for det betyder alt. Særligt i en kunstnerisk branche.«

Hvad siger din kritiske stemme til dig?

»Jeg ved, der er mange kreative mennesker, som bøvler med selvkritik, men jeg har faktisk ret meget kontrol over min kritiske stemme. Jeg kan godt sige ”hold kæft” til den. Oftest i hvert fald. Det gælder også i mit modelarbejde, hvor der er mange holdninger til krop, udseender og idealer.

Under optagelserne af ”Klovn” havde Frank (Hvam red.) og jeg en god snak om følelsen af ikke at gøre nogen forskel. At vores arbejde bare er tivolikrymmel, der drysses ud over rigtige mennesker med rigtige jobs – dem, som faktisk bidrager til samfundet.

Sjovt nok ringede min moster noget tid efter. Gennem sit arbejde på hospice havde hun talt med en kirurg fra en kræftafdeling. Kirurgen fortalte min moster, at det eneste, han kan overskue efter en rigtig slem arbejdsdag, er at slappe af i sofaen med sin kone, spise deres favoritslik og se et par ”Klovn”-afsnit.

Jeg blev helt rørt.

Det var en lille lussing til min kritiske stemme. Jeg bidrager jo faktisk også. Tænk, at jeg har et arbejde, som kan gøre en dårlig dag lidt bedre for nogle.«

Hvilken konkret ting kunne du aldrig finde på at skille dig af med?

»Jeg er et analogt menneske, så jeg har selvfølgelig fysiske fotoalbums på hylden. Dem vil jeg aldrig slippe. Og hvis jeg må gradbøje spørgsmålet lidt, vil jeg sige København. Jeg elsker bare den by. Det er det længste kærlighedsforhold, jeg har haft.

Der er aldrig kommet en lyst til at forlade lejligheden for at vende hjem til parcelhuslivet i Jylland. Vi bor tæt på Landbohøjskolens Have, som er den fineste, lille lomme. En romantisk, skøn og skjult park. Det er vores sted.«

Hvad er det dummeste, du har brugt penge på?

»Jeg var et meget mærkeligt barn, som tidligt begyndte at spare penge op. Da jeg som 19-årig flyttede fra Haderslev til København for at arbejde som model, tjente jeg de første rigtige penge, men jeg havde slet ikke lyst til at bruge dem på fester eller smarte tasker.

Jeg er meget fornuftig og velovervejet, næsten kedelig. Min kone griner ad mig og kalder mig en privatøkonomisk nørd. Hun prøver at lære mig, at man godt må leve lidt.

Det gjorde jeg faktisk sidste sommer, da jeg var med min veninde Ida, som er musiker, på en festival i Tyskland. Der lå en forlystelsespark tæt på festivalen, og vi elsker begge rutsjebaner. Det er sjældent, man finder andre voksne, der er vilde med den slags, så dem skal man holde fast i.

Vi havde kun én dag i parken, så vi købte fast track-armbånd til at springe køerne over. Det var selvfølgelig fedt at nå alle forlystelser, men det var så pinligt at gå forbi den lange kø af børn, som stod pænt og ventede i en time. Så kom vi der: to dumme, overgearede mødre, der bare skulle fremad.

Signalet i at vise børn, at man kan betale sig til at komme foran i køen, det er så forkert. Jeg kan slet ikke have det. Men vi gjorde det, og jeg skammer mig stadig.«