Scarlett Johanssons instruktørdebut mangler mod

Hvis hensigten er ren, kan bedrag være i orden.

Det er den tvivlsomme morale i Scarlett Johanssons instruktørdebut, ”Eleanors sandhed”. Her spiller den 96-årige, karismatiske skuespiller June Squibb en jødisk kvinde, der i sorg over at have mistet sin bedste ven kommer til at fortælle en løgn for at få nye bekendtskaber. En løgn, der vokser sig større og større.

Det lyder måske uskyldigt. Men når løgnen er, at hun har overlevet Holocaust, er vi i en liga, der føles ude af proportioner med den feelgood-stemning, Johansson forsøger at skabe.

Holocaust-gruppe ved en fejl

Da vi møder Eleanor, bor hun sammen med sin livslange bedste veninde, Bessie, i Florida, efter at begge deres mænd er døde. De gør alting sammen, inden Bessie dør, og Eleanor flytter hjem til sin datter, Lisa, spillet af en skøn Jessica Hecht, i New York.

Lisa melder Eleanor til Broadway-sang i det jødiske kulturcenter, hvor hun håber, at moren kan finde nogle nye venner. Ved en fejl kommer Eleanor i stedet til at tilslutte sig en støttegruppe for Holocaust-overlevere.

De byder hende alle velkommen og spørger til hendes historie. Men i stedet for at forklare situationen, som ethvert normalt menneske ville gøre, fortæller hun om Bessies oplevelser i en kz-lejr i Polen, som om det var hendes egne.

I gruppen er den unge journaliststuderende Nina, og hun bliver så rørt af Eleanors historie, at hun spørger, om hun må interviewe hende. Først siger Eleanor nej tak. Men i sin ensomhed inviterer hun alligevel Nina på besøg.

Det viser sig, at Nina sørger over sin mor, der døde seks måneder forinden. De to udvikler et tæt venskab, mens Eleanor fortsætter med at udbygge sin falske historie. Og det bliver kun værre, da Ninas far, der er tv-journalist, får øjnene op for dette livsbekræftende menneskeportræt.

Utroværdig langstrakt løgn

Vi ved, at det er et spørgsmål om tid, før Eleanors løgn bliver opdaget. Men vejen derhen er i stigende grad pinagtig og ikke mindst utroværdig.

Måske kan vi tilgive Nina for ikke at faktatjekke Eleanors historie, fordi hun stadig er studerende. Men hvad med hendes underviser, hendes medstuderende, hendes far og hans producere, der alle bliver involveret?

Og godt nok er Eleanor desperat efter både venskab og opmærksomhed. Men det virker urealistisk, at hun ikke bakker ud, før hun potentielt ydmyger sig selv på nationalt tv.

Bedrag uden konsekvenser

I en scene taler Eleanor med den lokale rabbiner, fordi hun har besluttet sig for at få en forsinket bat mitzvah. Rabbineren giver hende det afsnit fra Toraen, der handler om brødrene Jakob og Esau. Jakob udgiver sig for Esau og tiltusker sig dermed familiens førstefødselsret. »Så bedraget har ingen konsekvenser?« siger June glad.

Filmens store problem er, at det heller ikke har nogen konsekvenser for Eleanor. Frem for at gå ind i hendes mørke og problematiske sider – hendes lystløgne, trang til at være i centrum, skarpe tunge og konstante kritik af hendes datters udseende, lejlighed og livsvalg – bliver hun undskyldt på grund af sin sorg.

June Squibb gør det fint – især i filmens første, mere komiske del – men får ikke mange lag at arbejde med i Tory Kamens manuskript.

”Eleanors sandhed” er gennemsyret af sentimentalitet og nuttet feelgood-komik, der får Bessies Holocaust-rædsler til at føles malplacerede. Den havde været langt mere interessant, hvis den turde udforske Eleanors indre konflikt og flossede moral frem for kun at tegne hende som en charmerende og lidt stakkels gammel dame.

Som instruktør viser Scarlett Johansson sans for varme og skuespil, men ”Eleanors sandhed” mangler modet til at tage sin egen historie alvorligt.