Serieklummen: Han er en kæmpe superhelt, men en helt usædvanlig én. Og det er ret fedt
En ny superhelteserie om en gigantisk antihelt giver spændende nyt liv til en ellers klichéfyldt genre, og anden sæson af et larmende krigsdrama fortæller den ukendte historie om en fænomenal eliteenhed under Anden Verdenskrig.
Hver måned kommer Jyllands-Postens magasinredaktør, der er passioneret serieforbruger, med personlige anbefalinger og guider til de mest interessante premierer.
Et ordentligt vrid
Det hele starter med mord, der hurtigt viser sig at være meget vigtigere end som så. De fire afdøde er nemlig noget helt andet end almindelige mennesker.
Det fornemmer vores helt, superhelt og antihelt Hal Jordan hurtigt, og han begynder straks at udfordre sheriffen i Rushville, Nebraska, hvor mordene ikke helt tilfældigt er sket. Sheriffen vil dog hellere lukke sagen hurtigt og ekspedere den flyvende og bandende mand mod andre mysterier i Damon Lindelofs seneste serie ”Lanterns” baseret på DC Comics’ univers.
Hal Jordan er jordklodens Green Lantern, en slags intergalaktisk politibetjent, der skal beskytte planeten imod uønskede rumvæsener og opretholde lov og orden. Superhelten er dog også superirriterende, en løs kanon og fuldstændig upålidelig.
Derfor har hans arbejdsgivere – intet mindre end Guardians of the Universe – tænkt sig at skille sig af med ham og har prakket ham en elev på. Mød John Stewart, der har anglet efter positionen som Green Lantern, lige siden han kunne gå, og hvis far forsøgte at karakteropbygge ham ved at skyde æbler af hans hoved med en ordentlig gøb i bedste William Tell-stil, da han var barn.
Men Hal har luret planen om at erstatte ham, så samspillet mellem læremester og lærling er mildt sagt samspilsramt. Imens forsøger de to ulige typer at opklare forbrydelsen på bedste buddy cop-manér.
Det er dog ikke opklaringen, der er det mest interessante ved serien, men derimod oprulningen af de to mænds baggrund, psykologi og relationer. Også selv om deres følelser nogle gange føles lidt forcerede.
Lanterns er altså et ordentligt vrid på superheltegenren med sine ambivalente helte- og skurkekarakterer og et handlingsforløb, der er meget langt fra de klassiske, men kedsommelige, skabeloner.
Alene for sin evne til at overraske er den således ganske seværdig.
Se den, hvis du generelt synes, at der er for få historier om flyvende, midaldrende mænd med ringe følelsesregulering. Eller hop videre til den mesterlige ”Watchmen”, ligeledes af Damon Lindelof.
Et uventet tvist
Også anden sæson af ”SAS: Rogue Heroes” (HBO Max) excellerer i vildmænd, der er dårlige til at regulere deres følelser. Men det er faktisk helt nødvendigt, for ellers ville de hverken overleve eller lykkes med deres vanvittige foretagender under Anden Verdenskrig.
I første sæson sneg de britiske faldskærmssoldater sig dybt ind bag nazisternes linjer og saboterede fly og forsyninger i den nordafrikanske ørken. Nu er turen kommet til at give den som først fortropper for de allieredes invasion af Sicilien og siden guerilla i kamp mod de tyske nazister på det italienske fastland.
Den totalt uregerlige irer Paddy Mayne har overtaget kommandoen over eliteenheden fra David Sterling, der sidder fængslet i en italiensk fangelejr. Og her er den helt store udfordring: Paddy og hans hårde hunde kan sagtens finde ud af at agere vildt og voldsomt i det normløse vakuum, en ørken fyldt med nazister er.
Men i Italien møder de en civilbefolkning, som de på den ene side skal beskytte og på den anden side skal beskytte sig imod. Pludselig er det langt sværere at skelne ven fra fjende i den mørke middelhavsnat. Dilemmaet konfronterer vores mere eller mindre tillært afstumpede helte med deres egne ugerninger og begrænsninger – og det er anden sæsons virkelige scoop.
Som sæsonen skrider frem, er der stadig færre af de irriterende lange montager med høj og absurd malplaceret rockmusik og flere scener, hvor de følelsesmæssige omkostninger ved at være i krig og slå ihjel får vægt og fylde. Så de fedt eksekverede kampscener bliver bedre balanceret af lidt mere psykologisk dybde i karaktererne.
Der er stadig en vis grad af overspil på spil, men selv Paddys irriterende drevne måde at fremsige digte på midt under kamphandlingerne har vitterligt sin charme.
De er godt selskab, simpelthen.
Se den, hvis du også savner de endeløse Anden Verdenskrig-dokumentarer på DR2. Eller hop videre til Steven Spielbergs fænomenale ”Band of Brothers”.
