Meursault er ligeglad med alt. Det er François Ozons film heldigvis ikke
François Ozons filmatisering af "Den fremmede" er blændende flot og giver nyt liv til Camus' klassiker. Men den efterlod vores anmelder næsten lige så kølig som sin berømte hovedperson.
Meursault er ligeglad.
Når hans kæreste Marie spørger, om han elsker hende, svarer han, at det ikke betyder noget.
Da hans chef tilbyder ham en forflyttelse til Paris, som han tror, den unge mand vil finde spændende, takker han nej. Det ene liv kan være lige så godt som det andet.
Og da hans mor dør, græder han ikke.
Det sidste kommer næsten til at veje tungere end mord, da Meursault senere bliver dømt til døden for at have skudt en algerisk mand på en strand.
Albert Camus’ roman ”Den fremmede” fra 1942 er en klassiker i den eksistentialistiske litteratur, og Meursaults næsten nihilistiske ligegyldighed har gjort ham til en af litteraturhistoriens mest berømte antihelte. Nu har den franske instruktør François Ozon kastet sig over den notorisk vanskelige opgave at omsætte hans indifferens til billeder.
Det var på grund af Solen
Det gør han først og fremmest blændende flot.
I Manu Dacosses kontrastrige sort-hvide billeder er Algier både sanseligt tillokkende og uudholdeligt. Havet glimter, kroppene sveder, og Solen brænder så hvidt, at man næsten må knibe øjnene sammen. Den samme sol, som Meursault senere giver skylden for mordet: Det var på grund af Solen.
Historien udspiller sig i det fransk-koloniserede Algeriet, hvor den unge franskmand Meursault lever et begivenhedsløst liv med kontorarbejde og svømmeture. Dagen efter sin mors begravelse møder han Marie på stranden, indleder et forhold til hende og tager i biografen for at se en komedie. Senere bliver også dét brugt imod ham i retten.
Gennem sin voldelige nabo Raymond bliver Meursault viklet ind i en konflikt med en algerisk kvinde og hendes bror. På en ulideligt varm dag møder han broren på stranden. Næsten uden nogen begribelig grund skyder han ham.
Resten af historien følger Meursault i fængslet og retten, hvor hans manglende sorg over sin mors død efterhånden synes næsten lige så anstødelig som selve mordet.
Provokerende mangel på engagement
Benjamin Voisin spiller ham med et tomt blik og en næsten provokerende mangel på engagement både i sit eget liv og i andre menneskers problemer. Han er ikke en klassisk psykopat, for han hverken lyver eller manipulerer. Han kan bare tilsyneladende ikke mobilisere de følelser, omverdenen forventer af ham. Da Marie vil giftes, kan de godt det. Hvis hun vil. Det er bare ikke vigtigt for ham.
Det kølige følelsesregister er heller ikke fremmed for François Ozon, hvis film ofte kredser om karakterer, der er svære at aflæse moralsk og følelsesmæssigt. Det gør ham til en oplagt instruktør for Camus’ nihilistiske antihelt.
Men Ozon nøjes ikke med at skildre Meursaults indifferens. På interessant vis lader han den også spejle det franske kolonisamfund omkring ham.
Araberen får et navn
Franskmænd og den arabiske befolkning lever i to forskellige verdener, og vold mod dem, der betragtes som underlegne, ligger hele tiden lige under overfladen.
Ozon ændrer ikke på mysteriet i Camus’ fortælling. Vi kommer ikke nærmere et tilfredsstillende svar på, hvorfor Meursault skyder manden på stranden. Men han foretager en lille ændring med stor betydning.
Hos Camus er den dræbte kun ”araberen”. Hos Ozon hedder han Moussa. Hans søster, Djemila, får også et navn, en stemme og en plads i historien, mens filmen samtidig gør den koloniale virkelighed omkring Meursault langt mere synlig.
Dermed bliver hans indifferens vanskeligere kun at betragte som et personligt eksistentielt problem. Meursault er også en hvid franskmand, der kan gå gennem et besat land uden for alvor at interessere sig for de mennesker, der lever som andenrangsborgere omkring ham.
Det giver Camus’ historie en politisk resonans, der rækker langt ud over 1940’ernes Algeriet. For den bekvemme ligegyldighed over for mennesker, hvis liv tillægges mindre værdi end vores egne, er ikke blot et historisk fænomen.
Ozon prædiker heldigvis ikke pointen. Først og fremmest har han skabt en trofast, elegant og visuelt slående filmatisering, der bevarer gåden i centrum af Camus’ roman frem for at forsøge at forklare den.
Måske næsten for godt. For ”Den fremmede” efterlod mig omtrent lige så kølig, som Meursault selv møder verden. Jeg beundrede den mere, end jeg blev grebet af den.
Men måske er det også den mest passende reaktion på en historie om en mand, der ikke selv kan få sig til at føle noget som helst.
