Weekend

Et kort interview om næsten hele meningen i livet

Først skrev psykologen Svend Brinkmann en bog om, at vi mister meningen i livet, fordi vi ikke står fast men udvikler os hele tiden. Nu giver han i en ny bog sine 10 bud på, hvor man kan stå fast, og hvor meningen i livet kan findes. Det handler i høj grad om pligt frem for lykke.

Artiklens øverste billede
Svend Brinkmann kritiserer, at vi er blevet så instrumentaliserede, at vi ser alt som et middel til at opnå noget andet i stedet for at betragte nogle aktiviteter som mål i sig selv. Foto: Casper Dalhoff

Forestil dig et øjeblik, at dette ikke blot er et interview med psykologen Svend Brinkmann om hans nye bog, men at det tilmed er et Svend Brinkmann’sk interview, fordi det vil have en værdi i sig selv at læse det.

Pointen i hans nye bog er nemlig, at vi har mistet sansen for, hvad der har værdi i sig selv i livet, altså selve meningen i livet. Tragedien er, at vi er blevet instrumentaliseret i en grad så vi - uden at tænke over det - ser alt i livet som et middel frem for et mål i sig selv. Altså at alt hvad vi gør, gør vi for at opnå noget andet.

Foto: Casper Dalhoff

Det sker f.eks., når politikere taler om, at vi skal have ”mest sundhed for pengene” eller ”mest læring for pengene” i uddannelsessystemet, eller når eleverne i skolen skal motionere 45 minutter om dagen - fordi de så kan lære bedre.

Nyttetankens tyranni kunne man kalde det, som ifølge Brinkmann gør os forvirrede, og som betyder, at vi har svært ved at finde frem til, hvad der har værdi, men som han - på finurlig vis - selvfølgelig har 10 bud på, hvordan vi kommer ud af.

Ståsteder kalder han det, og der, hvor han selv vil stå, er bl.a. værdighed, og det at holde et løfte. Det er ansvaret og - med teologen K.E. Løgstrups ord - den etiske fordring. Og det er kærligheden - ikke forstået som en følelse, men som en opmærksomhed på et andet menneske.

Det er alt sammen ting, der ifølge Svend Brinkmann har værdi i sig selv, selvom det ikke er et middel til hverken sundhed, læring eller samfundsvækst. At læse dette interview Svend Brinkmann’sk ville derfor være at læse videre, fordi man mener, at det har værdi i sig selv - om ikke andet, så for at finde ud af, hvad Brinkmann selv vil stå på i sit liv?

Et centalt begreb er her pligt, eller en fordring, som Brinkmann gerne vil kalde det. Pointen er, at vi skal rette blikket ud, fordi der er fordringer i verden, som lyser os i møde. Det er ikke noget, der opstår inde i os selv, forklarer han med henvisning til Løgstrups etiske fordring. Det er netop en fordring, der opstår i mødet med et andet menneske.

»De pligter eller fordringer, skal vi igen lære at tale om og erkende igen, fordi vi ikke længere har et sprog for det. Vi har puttet al mening ind i det enkelte menneske, og vi har skabt et billede af, at den enkelte kun selv kan vide, hvad det har pligt til.«

Skyldfølelse er en moralsk radar, som skal installeres i barnet, så det lærer, at når det sårer nogen, skal det føle skyld - og at det skal det undgå at gøre igen.

Svend Brinkmann, psykolog og forfatter

At det er vejen frem, er Svend Brinkmann mildest taget ikke enig i. Pligt kommer derimod udefra. Han beskriver først et eksempel på en situation, hvor et barn falder i vandet, og hvor vi ikke er i tvivl om, at vi har pligt til at handle.

Har vi mindre sans for pligten i dag end tidligere generationer?

»Vi taler i hvert fald meget om pligt, og der er mange påbud i vores liv: Du skal præstere, du skal udvikle dig, du skal være positiv, du skal spise sundt og dyrke motion. Men vi er nødt til at finde ud af, om hver ting har værdi i sig selv, og hvis det ikke har det, så er det ikke en pligt. Vi bliver nødt til at forstå pligten som noget andet end noget subjektivt.«

Svend Brinkmann skynder sig at tilføje, at det ofte er svært at afgøre, hvad der er vores pligt - f.eks. i diskussionen om flygtninge.

»Nogen siger, at vi har pligt til at tage dem ind og hjælpe mennesker i nød. Andre siger, at vi har pligt til at lukke grænserne for at beskytte det fællesskab, vi har her i landet, fordi vi har begrænsede ressourcer i vores samfund. Her bliver vi nødt til at erkende, at der er flere modstridende værdier, og at det ikke altid kan gå op. Men desværre er debatten polariseret, og der er manglende erkendelse af, at det her altså er svært, og at vi bør anerkende den modsatte værdi. Det er netop derfor, det er et dilemma,« siger han og fortsætter:

»Der har været mange politikere, der har sagt, hvad de mener, og der har været masser af økonomiske argumenter for f.eks. at lukke grænserne. Men jeg har ikke set ret mange filosofiske eller etiske analyser af den situation, som vi står i.«

Brinkmanns pointe om pligt hænger bl.a. sammen med forestillingen om det gode. Det skal ikke forstås, som at vi har en medfødt moralsk sans, men at børn fødes med et potentiale til at forstå moralen, hvis de opdrages til det.

»De skal guides ind i moralen, og vi skal kultivere deres følelsesliv, så de lærer at kunne lide det moralsk rigtige. De skal lære at forstå, at det moralsk rigtige er det rigtige, ikke fordi de kan lide det, men fordi de bør kunne lide det,« siger han.

Og her er vi ved at være fremme ved noget, der kan gøre ondt. Brinkmann taler for, at vi igen skal fokusere på værdier som skyld og skam over for børn. Vi skal lære børn at føle skyld, når de gør noget forkert:

»Skyldfølelse er en moralsk radar, som skal installeres i barnet, så det lærer, at når det sårer nogen, skal det føle skyld - og at det skal det undgå at gøre igen. Det har ikke været så moderne at tale om den slags pinefulde følelser. Opfattelsen har været, at børn ikke må føle skyld og skam, men det er en stor fejl. Det er helt nødvendige følelser for at blive et moralsk menneske. I det ligger jo også en anerkendelse af, at man ser potentialet i, at barnet kan blive et ansvarligt menneske - hvis det lærer, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.«

Du skriver om ansvar, pligt og det gode - og om at vi ikke skal jagte oplevelsen og lykken. Det kan godt lyde som et meget kontrolleret liv. Kan det ikke ende med at blive et åg?

»Jeg vil sige, at vi længe har haft et andet åg: At du skal nyde og følge din lyst, og du skal præstere. Det er påbud, som vi ikke har kunnet undslippe, og som i dag præsenteres som normer. Derfor siger jeg, at de vigtigste normer er de moralske normer, og dem bør man have in mente, når man lever.«

Så du vil mene, at nydelsespåbuddet har taget overhånd i dag?

»Ja, nydelse i den forstand, at påbuddet i dag er, at vi skal leve for at blive lykkelige. Det er også vigtigt, men når det støder sammen med noget, som vi har pligt til at gøre, fordi vi har ansvaret for vores familie f.eks., så er der rationelle grunde til at vælge noget af lykken fra og pligten til.«

Svend Brinkmann taler at om, at mange i dag føler pligt til at være lykkelige, altså tvangslykke. Det er det nye overjeg, mens det gamle overjeg sagde, at du har pligt til at gøre din pligt.

Mener du, at livet er blevet for let?

»Måske, men i sidste ende er det netop ikke let, det er ubærligt, hvis livet kun handler om adspredelse. Velfungerende 12-talspiger går til psykolog, fordi de ikke aner, hvordan de skal leve deres liv. De gør alt det rigtige, men alligevel har de det ad helvede til, og analysen kunne være, at de lever i en meningstom verden, fordi de ikke har et mål, der er ingen, der fortæller dem, at der bør være et mål, et etisk mål. De aner ikke, hvorfor de præsterer. Når vi misser sansen for, at der er fænomener, der har iboende værdi, bliver vi nødt til at lede andre steder. Vi kan lede inde i os selv, eller man kan fylde det ud med politikeres ord om, at vi har pligt til at udvikle os. Symptomerne er de samme: Et meningstab.«

Et af de steder, hvor instrumentaliseringen, ifølge Brinkmann, for alvor er slået igennem, er skolen, hvor børn skal identificere deres personlige læringsstil, føre logbog over deres læringsproces, og de skal motionere 45 minutter hver dag - fordi de dermed lærer bedre.

Brinkmann taler om, at børn bliver små entreprenører i deres eget liv. De bliver jægersoldater med henvisning til Ove Kaj Pedersens bog Konkurrencestaten, hvor det hedder, at skolen skal træne soldater til konkurrencestaten. Men i Danmark skal soldaterne jo ikke kun marchere i takt, de skal finde frem til deres egne unikke kompetencer - som jægersoldater.

Hvorfor det er blevet sådan hænger, ifølge Brinkmann, sammen med den analyse, der er central i Konkurrencestaten: Viden er blevet en instrumentel værdi, der kan bruges til noget i statens konkurrence med andre stater.

»Den moralske dannelse bidrager måske ikke til landets BNP, men det er ikke ligegyldigt, om man er et godt menneske.« Foto: Casper Dalhoff

Men selvom andre har tænkt, at de 45 minutters motion giver mere læring for eleverne i skolen, kan den tid jo godt have værdi i sig selv for de elever, der deltager?

»Ja, men risikoen er, at meningen glider os af hænde, og at det ender med, at børnene løber mekanisk rundt om skolens bygninger, som vi har set nogle steder. Det kan endda ende med at blive kontraproduktivt, fordi børnene mister lysten til at bevæge sig, fordi det bliver tvang. Vi bliver nødt til at finde oaser i vores liv. Som Nietzsche sagde, er svaret hvorfor vi gør, som vi gør, afgørende for, at vi kan finde mening i livet.«

Men skolen som du slår ned på, er vel instrumentel i sig selv?

»Ja, men skolen er samtidig et middel, som vi bruger til at vise børn, at der er nogle ting, som har en værdi i sig selv. De lærer om planeter og galakser, som 99,9 pct. af dem ikke kommer til at bruge til noget, men vi mener alligevel, at det er vigtigt at vide, for at et menneske kan forstå sig selv som en del af universet. Det er det samme med den moralske dannelse. Den bidrager måske ikke til landets BNP, men det er ikke ligegyldigt, om man er et godt menneske. Det gør skolen også, men mest af alt i kraft af gode lærere, som er bevidste om de her ting. Meget af den retorik, der er om skolen, om ranglister og test glemmer, at noget har værdi i sig selv.«

Der bliver jo faktisk talt en del om dannelse i dag. Er der en bevægelse i gang, tror du?

»Ja, og det er givetvis også derfor, jeg får så meget opmærksomhed. Mange vil gerne orientere sig mod disse spørgsmål, men de mangler et sprog. Vi har psykologiens sprog, som siger, at vi skal se ind i os selv for at finde meningen. Vi mangler et sprog for fænomenerne. Kristendommen har netop et sprog for fænomenerne, og derfor bliver denne diskussion ofte sat i en kristen ramme, men min pointe er, at der er andre måder at tale om fænomener på. Videnskab giver f.eks. en basal forståelse for, hvor fantastisk det er, at vi eksisterer. Jeg har lige læst Bill Brysons bog ”En kort historie om næsten alt”, der handler om alle videnskaber og verdens tilblivelse, og jeg ser videnskabsprogrammer på tv. Hvorfor gør jeg det? Det er en måde at blive ledt væk fra mig selv.«

Når man læser din bog, kan den godt minde om en prædiken. Kan du selv se det?

»Ja, sådan kan det fremstå. Når jeg vil bryde med den instrumentelle tankegang, bliver jeg nødt til at pege ud os sige: Der findes altså f.eks. noget, der er en pligt. Men jeg vil foretrække at kalde det fænomenologi, altså en bestræbelse på at beskrive de fænomener, der findes i vores tilværelse. Jeg håber, at det kan give en erkendelse hos læseren om, at de er værd at anerkende.«

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.