Oh là là – en insiderguide til parisernes sexvaner

Ved en ambassademiddag i Paris for mange år siden satte en anerkendt forfatter i halvtredserne sig for at charmere min kone hen over bordet. Næste dag ankom hans nyeste bog til hende med en flirtende dedikation og en invitation til at spise frokost alene sammen. Andre steder i verden ville en sådan handling måske synes upassende, men i Frankrig var det ikke usædvanligt.

En sådan indledning til en eventuel uforpligtende affære kan afvises med høflighed, og muligvis finder ægtemanden det ikke engang problematisk. Faktisk bør han være smigret over at have så tiltrækkende en hustru, og under alle omstændigheder kan han meget vel selv være i færd med at anvende sin charme andetsteds.

Denne lille episode afspejlede opførslen blandt det bedre borgerskab dengang, men ritualerne omkring bejlen og pardannelse udspiller sig stadig på lignende måde i Frankrig og i resten af den latinske verden. Franskmændene, særligt de unge, har tilegnet sig moderne datingvaner med online pardannelse og møder i Tinder-stil, men reglerne er stadig anderledes end de noget mere afstumpede skikke i det, franskmændene omtaler som den angelsaksiske verden.

Alle misunder franskmændene

Dette er næppe en nyhed for nogen, eftersom den galliske hengivenhed over for les plaisirs de l’amour har tiltrukket udlændinge igennem århundreder og i nyere tid har fyldt boghandlerne med ”sådan-bliver-man-franskmand-bøger”.

For nylig er emnet dukket op igen med en meningsmåling om det frugtbare sexliv, som pariserne hævder at nyde godt af:

Meningsmålingen hedder City of Light, City of Debauchery og er blevet udført af det respekterede Ifop-institut, og den afslørede, at pariserne er noget mere seksuelt eventyrlystne end deres provinsielle landsmænd, men resultaterne vakte ikke den store overraskelse.

På fransk dækker udtrykket la séduction over langt, langt mere end en metode til at få nogen til at smide bukserne. Det bruges i en bredere betydning af at vinde nogens gunst. Politikere ”forfører” deres vælgere, og annoncer sælger en bil på, at den er séduisante. Avisernes overskrifter om en opération séduction kan oversættes til dansk som ”charmeoffensiv”. På samme måde anvendes de erotiske undertoner ofte, hvilket enhver jo kender til fra franske reklamer. Et populært kaffebrand markedsfører sig med sloganet ”un café nommé désir” (en kaffe ved navn begær).

Selve sovekammeret har altid været anset som noget mere praktisk, der er næsten adskilt fra selve forførelsens leg. De kropslige funktioner omtales mere direkte på fransk, mens sproget formidler nuancerne i romantik med langt større finfølelse end på engelsk – eller på dansk for den sags skyld.

Franske ”numsehistorier” er lige på

Da jeg boede i Frankrig først i 1980’erne, blev jeg overrasket over, hvordan de ellers meget ordentlige forældre til min daværende kæreste kunne sidde ved bordet og lave sjov med deres venners histories de fesses –”numsehistorier” – eller med hvem der gik i seng med hvem. Moren – der havde gennemlevet krigen – fortalte mig halvt i spøg, at en god husmor altid bør gå i seng med slagteren for at sikre sig de bedste udskæringer. Og franskmændene bruger naturligvis ikke danskernes eufemistiske udtryk om at ”sove sammen”. Ligesom på Shakespeares tid siger man coucher (at ligge) med nogen.

Frankrig har længe tolereret – endog beundret – sine monarker og præsidenter for deres entusiastiske coucheries. Da Jacques Chirac var borgmester i Paris i 1980’erne og 1990’erne, arbejdede han sig igennem så mange af sine kvindelige ansatte på eftermiddagsvisitter, at de gav ham øgenavnet ”Monsieur Three Minutes, Shower Included”. Vi ved det, fordi hans chauffør skrev om det. Medierne anså det knap nok for at være værd at nævne, og gamle Jacques nød sin udstråling som uimodståelig séducteur.

Ægte kærlighed skaber respekt

Ægte romantik er noget ganske anderledes og ses i et helt andet lys. François Mitterrand har oplevet lidt af en revival på det seneste med offentliggørelsen af hans kærlighedsbreve til Anne Pingeot, den elskerinde, han havde installeret i en ekstra husholdning sammen med deres hemmelige datter igennem hele sin 14-årige præsidentperiode. Fantastisk, skrev kritikerne, mens de lovpriste livskraften hos en politiker, der i de engelske tabloidaviser ville være blevet omtalt som en liderlig, gammel bedrager.

Tolerancen hører dog op, når der kommer latterlighed med i billedet, som det skete, da François Hollande blev nuppet i 2014 skjult bag en styrthjelm på vej med morgencroissanter til Julie Gayet, hans skuespillerkæreste. På det tidspunkt boede han sammen med Valérie Trierweiler, elskerinden, der blev førstedame i Frankrig. Fra da af fremstod præsidenten som et fjols, mens moren til hans fire børn – Ségolène Royale, i dag en forførende 63-årig – blev taget til nåde og tildelt en stilling som minister.

Ifølge en parisisk veninde i fyrrerne kræver romantisk nydelse en form for objektivitet, hvad enten det drejer sig om legitime eller mindre legitime affærer.

»Sex er vidunderligt, men man er nødt til at tage let på det. Angelsakserne er alt for tunge og tager alting så bogstaveligt,« sagde min ven, der er gift med en amerikaner. »Det er måske protestanten i dem. De er snerpede, men på samme tid også grove, og taler om det uafbrudt. Når man gør det, dræber man morskaben og mister al lyst.« Hun fnyste over den amerikanske tanke om, at en kvinde skal give aktivt udtryk for at indvilge i sex.

Ifølge min ven er det vigtigste er være diskret og sætte sine pligter over for familien i første række. Hun citerede Corinne, en gift kollega, der nu er i halvtredserne, og som havde været en langt ældre mands elskerinde (stadig standardbetegnelsen, red.) igennem 15 år, men havde holdt sin affære adskilt fra sit hverdagsliv. Senere var hun blevet skilt, og hun bor nu sammen med en ny partner og ikke med denne elsker gennem lang tid. Det bør bemærkes, at utroskab også ødelægger parforhold her ligesom alle andre steder, selvom franskmændene ifølge internationale meningsmålinger nu er mere tilgivende.

Hundreder af sexklubber lever stadig

Men når det kommer til hardcore nydelse, lever Frankrig op til sit omdømme fra det 18. århundrede som centrum for udsvævende aktiviteter med hundredvis af commercial clubs échangistes – sexklubber – i hele landet. Ifølge meningsmålingen fra Paris siger 23 procent af alle mænd, at de har byttet partnere i disse boîtes, mens blot 7 procent af kvinderne indrømmer det samme.

Klubberne er for størstedelen ret tarvelige. Der findes enkelte mere sofistikerede steder som f.eks. Les Chandelles i centrum af Paris, der hævder at have et VIP-klientel og ikke lukker hvem som helst ind, men alligevel er de ret smagløse. Til trods for Dominique Strauss-Kahns påstand, en ivrig échangiste, der beskrev dette tidsfordriv som ren rutine i retssalen sidste år, så betjener disse klubber stadig en lille uhæmmet minoritet, der forbliver diskret.

En af mine venner, Marie-Claude, fortalte mig, at hun som 58-årig mente, at hun var blevet for gammel til den slags steder, som hun ellers længe havde frekventeret sammen med sin mand, en pensioneret officer, og at hun nu i stedet foretrak mere private fester.

»Klubberne er meget mørke, så fyrene ser ikke rynkerne, men der kommer en tid, hvor man må sige stop,« sagde hun.

Marie-Claude fortalte mig, at hun på et tidspunkt annoncerede efter elskere, da hun kedede sig i en garnisonsby, hvor de var udstationeret. Jeg kender også en nu pensioneret funktionær inden for undervisningsområdet, der fortalte, at hendes alder ikke bekymrede hende så meget i klubberne, men derimod tanken om at befinde sig nøgen sammen med en kollega fra ministeriet.

Selvom udlændinge kan fantasere om det, så tilbringer de franske kvinder ikke megen tid med at tilbyde deres ynder til fremmede. (I 1944 blev de amerikanske soldater, der landede i Normandiet, helt korrekt advaret i militærmanualer om, at påstanden var falsk).

Men ikke desto mindre er deres feminine kraft en langt større del af deres liv end hos deres nordlige medsøstre. På trods af hvad man læser i de der ”wannabe”-fransk-bøger, så går pariserinderne altså ikke alle rundt iført Louboutins, når de skal ned i kiosken, men klichéen er dog stadig en rettesnor. De franske kvinder ønsker at plaire (give nydelse) med deres ydre.

Til bageren uden makeup? Non!

Juliette, min franske partner igennem de seneste 12 år, kunne aldrig drømme om at gå til det lokale boulangerie uden makeup og i passende påklædning (hvilket kan give lange ventetider, før baguetten dukker op på bordet).

»Det ligger i vores blod. Vi ønsker at sætte séduction i spil, uanset hvad vi gør,« sagde hun, da jeg fortalte hende om denne artikel.

»Det handler ikke om sex, det handler om at teste vores påvirkning. Vi er helt sikkert mere opmærksomme på det end de engelske kvinder.«

En angelsaksisk feminist ville oversætte dette som underkastelse til patriarkatet. Det er et sløret område, for de franske kvinder er ofre for et ganske højt niveau af chikane, der opmuntres af tanken om, at kvinder er coquettes, der blot er ude på at lokke mændene til. I dokumentarfilm med skjulte kameraer og i diverse regeringsrapporter er det for nylig blevet afsløret, i hvor høj grad kvinder er genstand for barsk mandlig opførsel både offentligt og på arbejdspladsen.

Men alligevel bruger mange kvinder – også de yngre – styrkeargumentet og insisterer på, at la séduction simpelthen er en del af det at være kvinde.

»Vi er udmærket i stand til at håndtere mændene på deres eget territorium,« siger Juliette. Og desuden forventes det også, at de franske mænd gør gengæld og gør noget ud af deres egen pouvoir de séduction (forførelsesindsats, red.). De gør noget ud af deres udseende og i hvert fald mænd over 30 gør brug af de galante ritualer, som de nordlige mænd for længst har lagt bag sig.

Mine venner taler om styrken ved en ”hemmelig have”

Af Pamela Druckerman, forfatter til bogen ”French Children Don’t Throw Food”.

Det er svært at forestille sig andre dyrke sex, men det er endnu sværere at forestille sig parisere gøre det. De er berømte for deres diskretion: Smukke statuer, der paraderer gennem en helt perfekt by. Hvad gemmer der sig bag deres ulastelige ydre?

Nu ved vi det, i alle usømmelige detaljer, takket være Ifop-undersøgelsen. Resultaterne er, tja, stimulerende. Ifølge meningsmålingen har 43 procent af alle parisiske mænd været i seng med to på en gang (næsten det dobbelte af det franske gennemsnit), og 38 procent har været sammen med en prostitueret. Omkring 42 procent af alle mænd og kvinder i Paris har erfaringer med at dyrke sex offentligt, og 28 procent har været i seng med en person, som de ikke kendte fornavnet på. (I en undersøgelse i England i 2014 var det blot 20 procent, der havde gjort dette).

Pinligt at lufte sit begær

Jeg er ikke sikker på, at jeg behøver vide, at cirka 60 procent af alle parisere af begge køn har praktiseret analt samleje, men sådan er det altså. Det er ikke usandsynligt, at dette også inkluderer den høflige fyr, der serverer min kaffe, og den strenge dame, der underviser mine børn i matematik. Fra nu af vil jeg gå ud fra, at næsten halvdelen af mine medrejsende – eksklusive turisterne – har brugt et sexlegetøj, når jeg kører med metroen i Paris.

Det er altid lidt foruroligende at læse en meningsmåling om sex, fordi man uundgåeligt kommer til at sammenligne resultaterne med sit eget kedelige liv.

»Mig, jeg er en meget klassisk type, jeg kan bare godt lide at gøre det ude i naturen,« sagde en parisisk ven til mig, da jeg fortalte ham, at en tredjedel af alle parisiske mænd tilsyneladende har dyrket sadomasochistisk sex.

Jeg var nødt til at google nogle af aktiviteterne i undersøgelsen for at finde ud af, hvad det handlede om. En tredjedel af pariserne har tilsyneladende givet eller modtaget la biffle, som er en kombination af et erotisk bid og en lussing.

Men der er stadig ikke mange på gaden, der smiler. Pariserne holder deres privatliv skjult af frygt for latterliggørelse. Det er en lang tradition.

»At udstille sig selv som besiddende et stort, men utilfredsstillet begær, svarer til at udstille et laverestående jeg, og det er uhørt i Frankrig bortset fra på bunden af den sociale rangstige,« observerede den franske forfatter Stendhal i det 19. århundrede. (I Italien, hvor Stendhal også boede, sagde han, at alle vidste, hvem der lige var blevet afvist, og viste sympati med dem, red.).

Hustru efter affære: Jeg blev mere cool og drømmende

Men der er også logik i de franske metoder. Nu om dage er vi alt for åbne engelsksprogede overbeviste om, at forhold forbedrer sig ved at være mere transparente. Men franskmændene synes, at det er mere sexet at have nogle hemmeligheder. Mine venner taler om den styrkende kraft i en jardin secret – en hemmelig have – som er den del af deres liv, deres ægtefæller ikke kender til.

En parisisk mor til to fortalte mig for nylig, at hendes hemmelige udenomsægteskabelige affære havde forbedret hendes ægteskab.

»Pludselig var jeg langt mere cool og drømmende,« forklarede hun. Hendes ægtemand bemærkede, at »hun er så behagelig at være sammen med og langt mindre bitchet end normalt. Hun stiller færre spørgsmål, og oh là là, hun har en særlig smilende og mystisk aura omkring sig.«

Det måske mest slående resultat i Ifop-undersøgelsen er, at Frankrig lider under en form for seksuel ulighed. Mere end halvdelen af de rigeste mænd i Paris har haft mere end 10 sexpartnere, sammenlignet med under en fjerdedel af de fattigste. Vil dette mon kunne få politisk betydning – bidrage til klasseskellet og magten hos de mest højreorienterede partier? Når franskmændene næste gang går til stemmeurnerne for at vælge ny præsident i april, så kan det meget vel være, at de ikke kun stemmer om adgangen til arbejde og penge, men også om adgangen til sex.