Fortsæt til indhold

To forskellige, men vigtige, historier om datacentre

Nu er datacentre blevet skurke, mens danske virksomheder får nej til mere strøm

Så glade var politikerne, da nyheden om Apples datacenterbyggeri i Foulum kunne meldes ud i 2015. Her er det Viborgs daværende borgmester Torsten Nielsen (t.v.) og daværende handels- og udviklingsminister Mogens Jensen. Arkivfoto: Flemming Jeppesen/Fokus/Polfoto
Analyse

Modtagelsen var nærmest euforisk, da Apple tilbage i 2015 annoncerede planerne om at bygge et stort datacenter i Foulum, lidt uden for Viborg.

Den særlige danske ”se os, vi kan også være med, selvom vi er små”-stemning kom i fuld sving: Hvor var det fint og flot, at Apple havde valgt lille Danmark – og havde valgt Viborg-egnen.

Apple fortalte, at det var en samlet investering på én milliard dollars, og det fik øjnene til at plirre hos politikerne og de store erhvervsorganisationer. Viborgs borgmesters bedste bud var, at datacentret ville skabe 10.000 nye arbejdspladser i løbet af ti år i og omkring Viborg.

Sådan gik det selvfølgelig ikke. For et datacenter er en stor lagerhal med en masse hardware indeni (købt i udlandet) og et gigantisk strømforbrug – men ikke ret mange jobs. I dag er der 80 ansatte på Apples datacenter.

Apples datacenter lige uden for Viborg gav hverken mange arbejdspladser eller billig fjernvarme til viborgenserne. Foto: Brian Karmark

Jeg kom til at tænke på modtagelsen af Apples datacenter, fordi jeg i den forløbne uge så to forskellige historier om datacentre. Først den skøre: Planen om at bygge et stort datacenter i Grønland.

Er du interesseret i teknologiens verden? Skriv dig op til nyhedsbrevet Finans Tech her.

Det er en tidligere ansat i den første Trump-regering, Drew Horn, der gennem et år har lagt planer for at bygge et datacenter på 1,5 gigawatt i Kangerlussuaq. Det er en lille by 300 kilometer nord for Nuuk, men med en lufthavn.

Der er meget få argumenter for at bygge sådan et datacenter, udover at der er koldt på de breddegrader, og et datacenter skal bruge køling.

Til gengæld er der cirka tusind argumenter imod. Et datacenter skal bruge rigtig meget strøm – i dette tilfælde 1,5 gigawatt, hvilket svarer til mere strøm end det hedengangne atomkraftværk Barsebäck kunne levere.