Økonomiredaktør: Billigere benzin løser ikke problemet med olieprisen
Analyse: Problemet med den høje oliepris er, at udbuddet ikke matcher efterspørgslen. Men skal efterspørgslen matche, så betyder det en massiv nedgang i aktiviteten.
Det kan ikke overraske nogen, at flere partier nu her mod valgkampens afslutning foreslår at sænke afgiften på benzin og diesel, så vælgerne ikke skal mærke konsekvenserne af Donald Trumps krig mod Iran.
Venstre har mandag meldt ud, at det vil sænke afgifterne til EU’s minimumsniveau, hvilket vil give en lettelse på mere end 2,50 kr. pr. liter benzin. På diesel vil besparelsen være omkring 1,80 kr. pr. liter.
Og det er jo dejligt nyt for alle os, der ikke har erhvervet os en elbil, ligesom landbruget og industrien kan få et lille pusterum.
Det er også umiddelbart positivt for dansk økonomi, idet Økonomiministeriet i den seneste Økonomisk Redegørelse fra december satsede på, at danske forbrugere skulle drive en stor del af væksten her i 2026. Det er svært, hvis man skal bruge alle pengene på benzin.
Problemet er bare, at en nedsættelse af afgifterne på benzin og diesel er en kortvarig lettelse, der ikke løser udfordringen med den høje oliepris.


