Her er de 11 vigtigste nyheder fra Finans onsdag morgen
Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.
2017 var et stærkt eksportår for Danmark. Væksten i verdensøkonomien har smittet så meget af på de danske eksportvirksomheder, at vareeksporten sidste år oplevede fremgang i 7 ud af de 10 lande, hvor danske virksomheder eksporterer for mere end 100 mio. kr. Det er den største fremgang siden 2010. Men nu truer en potentiel handelskrig mellem USA og Kina, brexit og lavere vækst i Europa med at sende eksporten på retræte.
Danske virksomheder bruger svensk krone som »eksportmotor«. Den svage svenske krone er blevet en kæmpe eksportmotor for nogle danske virksomheder. En stor del af den danske eksport til vores naboland er nemlig halvfabrikata, som lægges ind i svenske varer og sælges videre på de svenske virksomheders eksportmarked. Den svage svenske krone har gjort disse produkter mere konkurrencedygtige.
Uber-chauffører får skattesmæk på 11,3 mio. kr. Kun tre ud af de 1.195 Uber-chauffører, som Skat de seneste måneder har kontrolleret, har haft orden i papirerne. Resten skal betale 11,3 mio. kr. til Skat. Skatteministeren kalder Uber "moralsk ansvarlig".
Attentatkvinde død efter skyderi ved YouTubes hovedkvarter. Mindst tre mennesker er blevet såret af skud og en mistænkt kvindelig gerningsmand er fundet død efter et skyderi ved YouTubes hovedkvarter i Californien lidt nord for San Francisco. (JP)
Giganternes handelskrig kan give gevinst for danske landmænd. En lammende straftold på 25 pct. kan tvinge de amerikanske slagterier på tilbagetog i Kina. Det åbner nye muligheder for, at de europæiske slagterier kan øge eksporten.
Ny Axcel-fond klar til storopkøb. Danmarks største kapitalfond, Axcel, har netop lukket for ny kapital til sin femte fond, Axcel V, der med 4,6 mia. kr. på kistebunden skal bruge de næste år i markedet for virksomhedshandler. Axcel V har allerede investeret ca. af 2 mia. kr. via tre opkøb. (Børsen - låst artikel)
Disney kan overtage Sky News i giganthandel. Som en del af en større handel orkestreret af mediemogulen Rupert Murdoch, kan den britiske nyhedskanal Sky News være på vej til at blive overtaget af Disney-koncernen, mens Murdochs 21st Century Fox overtager resten af Sky.
Forligsmanden sætter de kommunale lønforhandlinger på standby. Topfolkene i forhandlingerne om de offentlige overenskomster gik tirsdag hver til sit uden at være kommet nærmere en endelig aftale om, hvor meget de ansattes løn skal stige over de kommende år. Parterne har ikke fået nye datoer for forhandlinger i Forligsinstitutionen. (Ritzau)
Spotify-aktien lukker højt på førstedagen. Efter at have åbnet i kurs 165,90, lukkede streamingtjenesten Spotify sin første dag på børsen lige under kurs 150. Niveauet var dog stadig betydeligt højere end prisindikatoren på 132 dollars. Aktiekursen giver Spotify en markedsværdi på 26,5 milliarder dollar, svarende til 159 milliarder kroner.
Efter 80'ernes mislykkede investeringer lader DSV helst være med at tage usikre afkørsler på sin ensporede motorvej, der hedder spedition. DSV måtte i 1991 sluge en millionstor nedskrivning på de investeringsmæssige vovestykker, hvilket plettede koncernen med det første og eneste negative resultat nogensinde. Men inden for visse nicher er der »rigelig med muligheder,« siger formand Kurt Larsen her i Finans' interviewserie om de magtfulde bestyrelsesformænd.
Sådan endte Spotifys første investor ved foden af guldkrukken. Investeringspartner i Northzone Pär-Jörgen Pärson anførte for 10 år siden investeringen i Spotify. Pär-Jörgen Pärson har kendt grundlæggerne af Spotify, Martin Lorentzon og Daniel Ek, siden den seneste dotcom-boble i slutningen af 90'erne. Tirsdag gik det svenske tech-selskab på børsen i New York. Her er rejsen fra investorens synspunkt.
Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.


