Fortsæt til indhold

Her er de 10 vigtigste nyheder fra Finans mandag morgen

Briefing
Finans Redaktionen

Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.

Juridisk slagsmål trækker tænder ud: Ombejlet vækstkomet i brat opbremsning. Overskuddet er mere end halveret i 3Shape, der i fjor brugte i nærheden af 150 mio. kr. på et juridisk slagsmål med anklager om brud på 35 patenter. Den amerikanske tandlægekæmpe Align, der er børsnoteret i USA, har blæst til frontalangreb på 3Shape.

Formand i forsvar for Verdo. For første gang stiller Verdos bestyrelsesformand, Torben Høeg Bonde, op til et større interview om de mange sager, der er kommet frem i det randrusianske energiselskab de seneste måneder. »Der er jo ingen, der har stjålet af kassen eller lavet noget dubiøst,« siger han til Finans.

OW Bunker-ankesag begynder. Tidligere OW Bunker-direktør Lars Møller kæmper i dag for at undgå fængsel, men risikerer samtidig en væsentlig højere straf end den, han blev idømt ved byretten.

Underskuddet vokser hos iværksætterhåb. Studiebogsvirksomheden Lix Techologies blev i 2017 værdisat til 90 mio. kr. Men underskuddet vokser i virksomheden, der ellers har solide investorer i ryggen.

Dansk vinkoncept rykker mod udlandet. Syv personer fra investornetværket Keystones har skudt et millionbeløb i Urban Wine Box. Først og fremmest skal det få flere udenlandske kunder ind i den digitale del af vinkonceptet, men på sigt er det også målet at åbne vinkældre i udenlandske storbyer.

Kendt erhvervsmand indleder korstog mod tom politisk snak. Den garvede ventureinvestor Gregers Kronborg vil gøre op med de tomme, politiske løfter under valgkampen. Derfor har han skabt kampagnen Den Glade Bus, som skal tvinge politikerne til at tænke på fremtiden. Men vil det lykkes ham at trænge igennem?

Elon Musk taber kæmpebeløb på Tesla. Den stenrige Tesla-stifter har haft en hård start på 2019. Helt præcist har han tabt 4,9 mia. dollars (ca. 32 mia. kr.) på Tesla-aktien, som er faldet 43 procent. Musk er derfor gået fra at være nummer 29 på Bloombergs Milliardær-Index til nu at være nummer 46. (Bloomberg)

Norge vil skabe ny industriby. Området omkring Olso Lufthavn skal nemlig udbygges til en reel industriby, som skal hedde Oslo Airport City. Den skal på sigt strække sig over en million kvadratmeter, som skal fyldes med hoteller, konferencecentre og kontorer - og målet er at skabe 10.000 nye job. (E24.no)

Milliardær holder hånden over slot i økonomiske problemer. Ejendomsinvestoren Mikael Goldschmidt har mere end svært ved at få driften til at hænge sammen på det nordsjællandske Kokkedal Slot, som han købte i 2013. Efter endnu et underskud i 2018 har milliardæren valgt at konvertere gæld for i alt 17 mio. kr. til egenkapital for at styrke slottets likviditet.

Trump lægger afstand til Indien. Den amerikanske præsident meddelte sent fredag aften, at han vil opsige Indiens status som ”privilegeret handelspartner” med USA. Det betyder, at Indien ikke længere kan eksportere varer til USA uden at betale told. Reaktionen fra Trump kommer efter, at han har kritiseret landet for ikke at give amerikanske virksomheder retfærdig adgang til det indiske marked. (Nyhedsbureauet AP).

Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.