Fortsæt til indhold

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Vesten er klar med sanktioner mod Rusland | Danske virksomheder er havnet i skudlinjen i russisk cyberkrig | Krigen i Ukraine kan udløse rekordhøj regning på 20 mia. kr. til danske virksomheder

Briefing

GODMORGEN

Stadig lidt regnskaber, og masser af storpolitiske møder i kølvandet på den russiske invasion af nabolandet. Her får du dagens første opdatering med særskilt fokus på udviklingen i Ukraine, der også trækker dybe spor til dansk økonomi, politik og erhvervsliv.

Krigen i Ukraine

Danske virksomheder er havnet i skudlinjen i russisk cyberkrig

I Ukraine har den danske logistikvirksomhed DSV slukket for it-systemer for at undgå at blive ramt af den russiske cyberkrig. Men også i Danmark er cybertruslen fra Ruslands krig reel – og kan hurtigt blive værre.

DSV har købt det sydafrikanske selskab Globeflight, der gør sig inden for kurér service i regionen. Foto: DSV

DSV prøver at sikre sig mod cyberangreb ved at lukke ned for al IT i Ukraine. Foto: Arkiv.

Krigen i Ukraine kan udløse rekordhøj regning på 20 mia. kr. til danske virksomheder

Danske industrivirksomheder risikerer i 2022 at få mangedoblet energiregningen på grund af krisen i Ukraine og udsigten til høje gaspriser, viser en beregning fra DI.

Ukraines regering bekræfter: Der har været missilangreb på Kiev. Et angreb på Kiev gik i gang tidligt fredag morgen.

Vesten er klar med sanktioner mod Rusland: »Putins angreb på Ukraine bliver dyrt«. EU-landene er klar med nye sanktioner mod Rusland, Det samme er USA med Joe Biden i spidsen og Storbritannien med Boris Johnson i spidsen. De mest markante sanktionsværktøjer bliver dog endnu ikke benyttet, og det skyldes primært tilbageholdenhed hos EU-landene.

Danske firmaer risikerer at blive ramt af sanktioner. Danske firmaer med tilgodehavender eller indkøb fra Rusland risikerer at få problemer med at få penge ud og ind af landet. Det vurderer direktør Tyler Nielsen fra sanktionsrådgivningsfirmaet Sanctions Advisory. Baggrunden er, at vestlige banker i den kommende tid vil blive stadig mere forsigtige med overførsler.

Krigsrøg sænker sigtbarheden i aktiemarkedet. Krigen i Ukraine er brænde på inflationsbålet i Europa og USA og kan stikke en kæp i hjulet på centralbankernes pengepolitiske skifte, der de seneste uger har sendt renterne op og aktierne ned.

Regeringen: Danmark skal bidrage med flere F-16-fly. Danmark kommer med al sandsynlighed til at bidrage med yderligere to F-16-fly til Natos beredskab. De skal patruljere i luftrummet over Polen for at hjælpe til en stabilisering og overvågning af situationen i Ukraine, varslede regeringen på et pressemøde i Statsministeriet torsdag eftermiddag.

Jysk lukker i Ukraine. Krigen får den danske detailkoncern Jysk til at melde til de ansatte i Ukraine, at de ikke skal møde ind. Butikkerne i landet holdes lukket, indtil der kommer overblik over sikkerhedssituationen.

A.P. Møller-Mærsk stopper al sejlads til Ukraine resten af måneden som følge af Ruslands invasion af landet. Rederikoncernen lukker desuden ned for alle nye ordrer på containerfragt ind og ud af Ukraine på ubestemt tid.

Øvrige nyheder

Kvinders pensionsvalg kan koste dem i alderdommen. Kvinder risikerer at have mindre i alderdommen end deres jævnaldrende mandlige kolleger med samme løn. Sådan lyder advarslen fra CBS-forskere efter ny forskning, der viser, at danske kvinder i langt højere grad sparer op i traditionel pension i gennemsnitsrente.

Retssag spidser til. Milliardopgøret mellem Skattestyrelsen og advokatfirmaet Bech-Bruun nærmer sig nu de afgørende vidneafhøringer, og de verbale fløjlshandler er taget af.

Kasi-familien gør krav på varelager i USA. I oktober blev et selskab med forbindelse til Jesper "Kasi" Nielsen og hans svoger Søren Colding erklæret konkurs. Familien har gjort krav på et amerikansk varelager, som advokaten mener tilhører konkursboet.

Milliardærduo rammer milepæl. Medie- og bettingselskabet Better Collective har netop ramt en milepæl - en omsætning på mere end 1 mia. kr.

Der er så stor uro på rentemarkedet i øjeblikket, at det kan få store konsekvenser for danske boligejere, hvis ikke de garderer sig. De seneste uger har obligationskurserne rykket sig mere på én dag, end man tidligere har været vant til at se på en måned. Krigen i Ukraine er den helt store ubekendte.

Det skriver andre

Dansk erhvervstop skrider til handling i Ukraine: »Det er meget, meget voldsomt«. De største danske virksomheder har under torsdagens krigshandlinger reageret ved at udbetale ekstra løn, indstille maskineriet og hjælpe ansatte væk. (Børsen - låst artikel)

Normalt er Enhedslistens top meget kritiske over for dobbeltløn til borgmestre, men i flere aktuelle sager om dobbeltløn til egne borgmestre, er det ikke til at slå et ord af Enhedslistens topfigurer. (DR)

Første kvindelige indenrigsminister gået bort. Britta Schall Holberg, der tidligere har været både indenrigs- og landbrugsminister for Venstre, er død. Hun blev 80 år. Schall Holberg, som havde rund fødselsdag i juli sidste år, huskes måske bedst for at være den første kvindelige indenrigsminister i landet. (Fyens Stifttidende)

Beretning fra krigszonen

Putin vil møde hårdere modstand, end han regner med, lyder det fra Jesper Lindholt, ejer af it-virksomheden Livatek i Ukraine. Han har boet 15 år i Ukraine og kørte torsdag morgen kl. 05 over grænsen til Polen med familien. De fleste af Livateks ansatte er blevet i landet og har nu svært ved at komme ud af krigszonen.

»Forhåbentlig kommer der nogle sanktioner, som gør ondt for alvor. Så kan jeg håbe at han så vælger at sige: ”Det var det”. Men hans ultimative drøm er jo at knække livsstyrken og indsætte en marionetregering,«. siger Jesper Lindholt, indehaver af it-firmaet Livatek, der har 60 ansatte i Ukraine, om den russiske præsident Vladimir Putins invasion af landet. Foto: PR

Jesper Lindholt, indehaver af it-firmaet Livatek, der har 60 ansatte i Ukraine og selv bosiddende i landet indtil torsdag morgen. Foto: PR.

Analyse

Nye prisstigninger ser ud til at ramme danske bankkunder. For uanset, hvordan den tilspidsede situation i Ukraine udvikler sig, vil kunderne formentlig blive ramt af stigende priser, hvis bankerne ønsker at tjene ligeså mange penge i fremtiden, som de gør i dag, skriver fagredaktør for Finans-stoffet på Finans, Claus Iversen.

Claus Iversen er finansredaktør på FINANS. Foto: Stine Bidstrup

Dagens profil

Stormagasiner. Kalendere. Byggeentrepriser. Ejendomsinvestering. Rekruttering. Rådgivning. Sikkerhed. Reklamer. Og flyrejser. Hvis der fandtes et orienteringsløb for danske topchefer, ville Stig Bøgh Karlsen være storfavorit. For de færreste erhvervsprofiler har bevæget sig så meget på kryds og tværs af brancher uden at fare vild i terrænet. På søndag fylder han 75 år.

Stig Bøgh Karlsen, der stadig har et aktivt erhvervsliv, holder formen ved lige på tennisbanen. Arkivfoto: Kåre Viemose

Stig Bøgh Karlsen, der stadig har et aktivt erhvervsliv, holder formen ved lige på tennisbanen. Arkivfoto: Kåre Viemose.

Dagens tal

40

Så mange pct. af de solgte ejerlejligheder blev solgt til købere under 39 år under corona-pandemien g nedlukningerne, viser en gennmgang foretaget af Realkredit Danmark. Dermed sidder de yngre købere tungt på det marked. Men også på parcel- og rækkehusområdet er de unge godt med. Således blev 32,9 pct. af de solgte boliger købt af folk under 39 år.

Børs

Joe Bidens tale løftede de amerikanske aktiekurser. De nye sanktioner, som den amerikanske præsident Joe Biden torsdag præsenterede, vendte stemningen på det amerikanske aktiemarked. Da der blev åbnet for aktiehandel i USA torsdag, så det ellers ud til, at det ville blive endnu en rød dag for de amerikanske aktier. De tre store amerikanske aktieindeks lukkede i plus ved børslukketid torsdag. Her er den seneste børsberetning.

Debat

Det allerstørste nederlag for dansk erhvervsliv, skulle vi ende i lovbefalede kønskvoter, er, at det vil bevise, hvad vi er mange kynikere, der har haft mistanke om: At ”de gamle hanelefanters netværk” aldrig har ønsket ligestillingen. At de fine ord om ligestilling i årsrapporterne, siden de kapitler blev et lovkrav for 10 år siden, netop kun var dette: Ord, skriver Finans´chefredaktør Steen Rosenbak.

Det sker i dag

  • Erhverv: 1. kvartal: Per Aarsleff, 4. kvartal: BankNordik, nilfisk, TCM, Totalbanken.
  • Økonomi: Detailomsætningsindeks, januar 2022, Konjunkturbarometer for erhvervene, februar 2022, Tyskland: BNP-vækst, Q4, Eurozonen: Forbrugertillid, feb (endelig), Eurozonen: Industritillid, feb, Euurozonen: Økonomisk tillid, feb, USA: Ordreindgang af varige goder, jan, USA: Privatforbrug, jan,
  • Politik:I dag holder Nato topmøde, hvor forsvarsalliancens 30 ledere skal drøfte situationen i Ukraine.
    Ekstraordinært EU-topmøde om Ukraine.
    Eurogruppen mødes i dag i Bruxelles. Gruppen består af finans- og økonomiministre fra de EU-lande, som har euroen som møntfod. Eurogruppen skal drøfte den makroøkonomiske udvikling, og de politiske udsigter i euroområdet.
    EU's økonomi- og finansministre holder uformelt møde i den franske hovedstad den 25.-26. februar 2022.
    I dag mødes lande i B9-gruppen (Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Polen, Rumænien og Slovakiet) for at drøfte den nuværende situation i Ukraine.
  • Øvrigt: Demonstration for at presse Regeringen til at vedtage en høj ensartet CO2-afgift på 1.500 kr/ton i 2030. Demoen bliver afholdt samme dag, som Klimarådet kommer med deres vurdering om, hvorvidt Regerings klimapolitik anskueliggør vejen til 70% i 2030.

PS...

Hvis man synes det er koldt udenfor, og får lyst til at skrue lidt ekstra op for varmen - så skal man nok snarere vælge en sweater, hvis man fyrer med naturgas. For priserne er skyhøje og steget med 50 pct., og intet tyder ifølge cheføkonom i Nykredit Palle Sørensen på, at prisen falder foreløbigt - slet ikke nu, hvor Rusland har invaderet Ukraine.