Briefing Morgen: De skovler penge ind, men skuffer investorerne
De skovler penge ind, men skuffer investorerne
GODMORGEN
Onsdag blev en hektisk dag, hvor Danmarks to erhvervskæmper Novo og Mærsk kom med regnskab. Det har vi valgt som et selvstændigt fokuspunkt i denne briefing. Og så har vi fået det første interview med Sydbanks nye topchef. Han gør tingene lidt anderledes. God læselyst!
Topchef i Novo Lars Fruergaard Jørgensen benyttede regnskabsdagen til at give igen på den amerikanske senator Bernie Sanders kritik af selskabets medicinpriser. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Regnskaber
Trods opjustering dykker Novo
Danmarks ubetinget mest værdifulde selskab Novo Nordisk bragede videre fra de foregående kvartaler og opjusterede nok engang for hele året, mens salget gik gennem taget. Men, men men. Træerne gror ikke ind i himlen, for investorerne var trods den høje indtjening - også i USA - skuffede. Det betød, at aktien tog endnu et dyk og blev sendt ned med 6,7 pct. De mange kursfald, der har præget selskabet den seneste tid, får dog ikke koncernen til at ændre fokus, hvilket Finans´virksomhedsredaktør Søren Linding mener, er helt rigtigt. Samtidig investerer Novo 200 mia. kr. i ny produktion for at holde trit med det store fedmemarked.
Mærsk skruer bissen på efter tredje opjustering
A.P. Møller-Mærsk var også fuld af plusser på bundlinjen, da den danske rederimastodont leverede et halvårsregnskab, der bærer præg af skyhøje fragtrater fra krisen i Det Røde Hav. Dermed har Mærsk bygget videre på den overraskende gode start på året, som rederiet sikrede i årets første kvartal båret af høje fragtrater og en stærk efterspørgsel. De enorme rateudsving, der har præget branchen de seneste år, har samtidig fået Mærsk til i højere grad at kigge mod de loyale kunder og skrue bissen på over for de mindre loyale. Men trods flot bundlinje og årets tredje opjustering for nylig var investorerne heller ikke her tilfredse.
Øvrige nyheder
Børsen-branden koster forsikringsselskab dyrt
Prisen for genopførelsen af den 400 år gamle børsbygning i København efter branden den 16. april kender ingen før om nogle år. Men forsikringsselskabet If ved allerede nu, at det kommer til at koste et trecifret millionbeløb. Det fremgår af regnskabet for første halvår.
Dansk medicinalselskab på milliardindkøb i USA
Den danske medicinalkoncern Pharmacosmos A/S har købt det amerikanske børsnoterede selskab G1 Therapeutics. Prisen for opkøbet er 2,8 mia. kr. eller 405 mio. dollars. Det amerikanske selskab fokuserer på at levere næste generations behandlinger, der skal forbedre livet for dem, der er ramt af kræft.
Mere dansk var det heller ikke
I årevis har golfbilproducenten Garia slået sig op på sin bilfabrik i Viborg. Her blev golfbilernes ”Bentley” produceret til en lang række kunder i ind- og udland. Nu er Garia-bilfabrikken i Viborg dog lukket, og produktionen er i stedet flyttet uden for landets grænser. Primært til Polen.
Internationalt
Gasprisen stiger eksplosivt
Prisen på europæisk gas steg onsdag til det højeste niveau i år. Det sker, efter ukrainske tropper har beslaglagt nøglepunktet for en rørledning med naturgas i Sudzha i den russiske Kursk-region, skriver Bloomberg News. Det er nemlig det eneste sted, russisk naturgas sendes ind i Ukraine og Europa.
Astronauter sidder fast
At flyproducenten Boeing har været ramt af en langvarig krise, er efterhånden ikke noget nyt. Men normalt handler det om produktionsproblemer af passagerfly. Nu må to astronauter med stor sandsynlighed udsætte deres hjemrejse fra rumstationen ISS til start 2025, fordi Boiengs rumfartøj Starliner ikke kan fragte dem hjem som planlagt.
Saferooms i super luksus
Fygten for en ny verdensomspændende epidemi eller en tredje verdenskrig med atomvåben tager til. Også blandt verdens rigeste. Og når man har mange penge, så bruger nogle også rigtig mange penge på at sikre sig på en overdreven luksuriøs måde, fortæller CNN.
Portræt
Madlavning og vandreture er to af Mark Luscombes store fritidsinteresser. Foto: Nicolai Lorenzen
Første topchef udefra tager på vandretur med kollegerne
I næste uge tager Sydbanks nye topchef, Mark Luscombe, resten af direktionen med på vandretur på grænsen til Tyskland. Det er ingen tilfældighed, afslører han i dette interview, som er det første han giver som topchef. De skal lære hinanden at kende, og det gør man, når man vandrer. Han er den første topchef i Sydbank hentet udefra, og fra det perspektiv har han en klar præmis: »Vi må ikke gå hen og blive selvfede.«
Kommentar
Rutchbanetur uden sikkerhedssele
Uforudsigelige hændelser som coronapandemien og Gaza-krigen redder bundlinjen. Containerfartens rutscheture bliver kun vildere og vildere, og A.P. Møller-Mærsk har endnu ikke fundet en pålidelig stærk sikkerhedssele, mener Finans´ virksomhedsredaktør Søren Linding.
Børs
Oven på en håbefuld vending i går fortsatte de amerikanske børser i grønt fra dagens start. Men festen sluttede, før den var rigtig begyndt. En ringe auktion af statsobligationer sendte de tre førende indeks i minus. Bedre gik det i det førende europæiske Stoxx 600, og også det danske C25 endte i grønt trods nedtur for Mærsk og Novo.
| S&P 500 | - 0,8 |
|---|---|
| Nasdaq | - 1,1 |
| Dow Jones | - 0,6 |
| DK C25 | + 0,7 |
| Stoxx 600 | + 1,5 |
| Nikkei | + 2,3 |
Det sker i dag
PS...
Medaljeregnen udebliver, men håbet lever
Det har været op ad bakke for de danske medaljedrømme indtil nu ved OL i Paris. Tre medaljer er det blevet til indtil nu, inden det hele slutter på søndag. På forhånd havde man sat næsen op efter 7-11 stykker, og der er håb endnu. Det gælder bl.a. de sejrsvante håndboldherrer, der onsdag aften - med hiv og sving - spillede sig i semifinalen efter en sejr over ærkerivalerne Sverige.
