Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Myten om de farlige lønstigninger

Der er ingen grund til at frygte faretruende lønvækst og svigtende dansk konkurrenceevne. Lønstigninger er stadig pænt under niveauet fra før krisen.

Lønnen stiger i vores nabolande, og det kan føre til lønpres herhjemme, advarer Nordeas chefanalytiker. Dansk Arbejdsgiverforening stemmer i. Regeringen bør lempe reglerne, så man kan lokke flere udlændinge til Danmark og holde lønningerne i ro, lyder det.

Men før vi åbner grænsen mod syd, bør vi slå koldt vand i blodet. Der er intet, der tyder på, vi er i gang med at erodere vores konkurrenceevne med hastige lønhop. Tværtimod.

På den ene side står vi i et solidt, bredt opsving. Ledigheden er lav, beskæftigelsen er høj og stigende, og økonomien voksede 2,2 procent fra 2016 til efteråret 2017. Sidste år bliver sandsynligvis det stærkeste vækstår siden krisen. 10 år efter finanskrisen begynder arbejdsmarkedet – endelig – at stramme til. 

Omvendt er lønstigningerne til de omkring 1,9 mio. ansatte i den private sektor langt fra alarmerende. Lønnen steg 1,3 pct. årligt fra 2005 til 2008, når man renser for inflation. I alle årene efter krisen har de privatansatte måttet nøjes med under det halve i gennemsnit – 0,5 procent årlig lønvækst, når inflation er trukket fra, viser tal fra Danmarks Statistik.

De senere år er den accelereret til 1,1 procent, men det er endnu pænt under niveauet før krisen.

Skeptikere vil pege på, at det gik for stærkt i nullerne, og at vi derfor gør klogt i at holde foden fra lønspeederen. Givetvis. Men faktum er, at risikoen for akut overophedning på grund af stigende lønpres, synes langt væk.

Lønnen steg 1,3 pct. årligt fra 2005 til 2008, når man renser for inflation. I alle årene efter krisen har de privatansatte måttet nøjes med under det halve i gennemsnit – 0,5 procent årlig reallønsvækst, viser tal fra Danmarks Statistik.

Magnus Barsøe, debatredaktør

For det første har vi stadig omkring 116.000 registrerede ledige. Det tæller alt fra dagpengemodtagere i aktivering til kontanthjælpsmodtagere, som er klar til at komme i job. Det svarer til 4,2 procent af arbejdsstyrken. I midten af 2008 var det tal nede på 2,4 procent. De 58.000 ledige kunne næsten klemmes ind på siddepladserne i Parken.

For det andet er erhvervslivets konkurrenceevne stærk. Overskuddet på betalingsbalancen er svulmet til 170 mia. kr. årligt, hvilket svarer til omkring 8 pct. af bnp. Hvis vi var et større land, ville »resten af verden med sikkerhed brokke sig over valutamanipulation og tilbageholdt forbrug«, som investeringsdirektør i Saxo Bank, Teis Knuthsen, tørt bemærker på Twitter.

Lave lønstigninger og inflation er tydelige tegn på, at vi har kapacitet på jobmarkedet til mere vækst. Desværre virker det som om, at den finanspolitiske slendrian i 1970'erne har givet mange økonomer og debattører et ar for livet: Man frygter simpelthen lønhop.

Men lad os holde fast i, at moderate lønstigninger – som udgangspunkt – er en god ting. Det betyder, at de knap 1,9 mio. privatansatte tjener mere og kan forbruge mere. Det sætter gang i privatforbruget, der fylder omkring 45 pct. af dansk økonomi, og øger virksomhedernes motivation til at investere i produktivitet – f.eks. maskiner, software og uddannelse.

Samtidig trækker et buldrende opsving tusindvis af danskere på kanten af jobmarkedet væk fra offentlig forsørgelse.

Og nej, det er ikke socialistisk sødsuppe. Topchefer har dygtigt skåret til, og vores erhvervsliv står stærkt i den internationale konkurrence. Men hvis man ønsker, at Danmark har en stærk, afbalanceret økonomi med købedygtige forbrugere, bør man lade lønmodtagere smage opsvinget.

Magnus Barsøe er debatredaktør. Følg ham på @MagnusBarsoe eller skriv på magnus.barsoe@finans.dk

BRANCHENYT
Læs også