Debat

Medieudspil i udkantpolitikkens lys

Det er blevet politisk populært at forkæle udkantsområderne. Det så vi med forsvarsforliget, og det kommer vi med al sandsynlighed også til at se med medieforliget

Forleden blev regeringens medieudspil præsenteret. Det blev som ventet et markant udspil efter aftalen mellem Dansk Folkeparti og regeringen tre uger tidligere, hvor man var blevet enige om, at DR skal spare 20 procent over de kommende fem år.

Det nye medieudspil fra VLAK-regeringen er da også vidtgående og indeholder en række markante punkter. For at nævne i flæng, så skal bl.a. Radio24syv skæres med en tredjedel, DR skal skære to af deres nuværende seks kanaler væk, og digitale medier skal sidestilles med fysiske og fritages for moms. Der er også lagt op til etableringen af en pulje med støtte til lokalmedier, og der lægges i udspillet i det hele taget op til mere støtte til lokale medier på bekostning af de landsdækkende.

I selve udspilsteksten efterlyses en »balance mellem landsdækkende og lokale samt regionale medier« og videre: »Regeringen vil derfor omlægge den offentlige støtte, så støtten tager højde for disse ubalancer«. Selv om der mangler konkrete forslag, er intentionen klar. Lokale medier skal forgyldes frem for nationale mastodonter som DR.

Der er enkelte elementer i medieudspillet, der lægger op til at beskære regionale medier, idet regeringen ønsker, at TV 2-regionerne skal spare to procent om året de næste fem år. Om dette bliver vedtaget er dog højst usandsynligt, da DF’s medieordfører, Morten Marinus, symptomatisk nok meldte ud, at DF vil arbejde mod besparelsen af TV 2-regionerne. Han sagde til DR om besparelsen på TV2s regioner: »Vi går ind i forhandlingerne med modsat fortegn; vi ønsker at øge deres budget«.

Udspillet har også fået lokalmedierne til at juble. Lars Norup, der er chefredaktør på Viborg Stifts Folkeblad, udtalte: »Det ser ud som om, at man endelig har opdaget, at der er store områder i Danmark, som ikke har aktiv lokal journalistik. Jeg tror, at det er i ellevte time, man indser det«.

Med et medieudspil, der i så overvældende grad tilgodeser det regionale og det lokale fokus, er det tydeligt, at mediepolitikken ligesom f.eks. forsvarsforliget har fået en udkantspolitisk dimension.

Det kan samtidigt konkluderes, at Kulturministeren bruger det positive fokus som udkantsdanmark har, til at få opbakning til et af de mest radikale og vidtgående medieudspil i årtier. Ved netop at kommunikere, at der skal ske en reduktion af DR for at give flere midler til lokale medier, skabes der ikke mindst hos DF en klar sympati for udspillet. Samtidig kan VLAK-regeringen måske få held til at komme igennem med en klar liberalisering af mediepolitikken, hvor markedet i stigende grad skal inddrages i produktionen af medieprodukter, fordi de netop foreslår en politik, der tilgodeser udkantsdanmark. Og dermed appellerer til Dansk Folkeparti.

BRANCHENYT
Læs også