Fire råd til den digitale medarbejder
Hvis du vil gøre dig mere attraktiv for en kommende arbejdsgiver, handler det om at gribe ny teknologi, før du bliver tvunget til at bruge det
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Mange medarbejdere sidder uroligt på stolen rundt omkring i virksomhederne i disse år. Digitalisering, nye teknologier og disruption raser om ørene på dem, og de hører konstant, at de digitalt indfødte og såkaldte millennials vil overtage deres arbejde i fremtiden. Det er sandt, at de digitale færdigheder er essentielle i den digitale tidsalder. Men det er ikke hele historien.
Jeg er til daglig leder af en it-servicevirksomhed, og vi er også selv i gang med den digitale transformation. Nogle af vores vigtigste medarbejdere i den transformation er på ingen måder digitalt indfødte. De har til gengæld en enorm viden om økonomi, logistik og matematik, som betyder, at vi kan bygge de rigtige løsninger for vores kunder.
Der er ingen tvivl, om at kunstig intelligens, big data og tingenes internet vil buldre frem i de næste år. Og det er essentielt som medarbejder at sætte sig ind i ny teknologi og opbygge digitale færdigheder. Men det er ikke afgørende at mestre alle teknologier. Dertil går udviklingen for hurtigt. Det er derimod vigtigt at have en grundlæggende faglighed, som man kan bygge digitale færdigheder ovenpå. Pointen er, at man som medarbejder kan være nok så digital, men uden faglighed kommer de digitale færdigheder til kort.
Det er evnen til hurtigt at sætte sig ind i teknologier, metoder, forretningsprocesser og produkter, der giver værdi. Det er ikke essentielt, om det bliver blockchain eller kunstig intelligens. Det er mere relevant, at vi hurtigt kan anvende den. Og det sørger en høj faglighed for.
Fremtidens medarbejder skal være ambitiøs og have en høj grundviden. Herefter handler om at være forandringsparat og nysgerrig - både forretningsmæssigt og teknologisk.
Nysgerrighed er en menneskelig egenskab, og vi mennesker kan være mere eller mindre nysgerrige af natur. Det er helt fint, at man ikke er nysgerrig som person, men som medarbejder i en digital verden må du kunne mønstre en vis grad af nysgerrighed over for de nye teknologier og arbejdsmetoder.
Som medarbejder kan du vælge at tage to forskellige indgangsvinkler på forandringer og ny teknologi. Du kan enten sige ”det bliver svært, men jeg glæder mig” eller du kan sige ”det er for svært og den gamle måde var bedre”. Det første svar vil tjene dig bedst.
Mine råd til fremtidens medarbejder kan koges ned 4 pointer:
- Sørg for at etablere en høj grundviden indenfor dit fag og overvej, hvor den kan give værdi i den digitale tidsalder.
- Sæt dig ind i de vigtigste teknologier indenfor dit arbejdsområde og hav fokus på kundeværdi og konkret anvendelse.
- Vær nysgerrig overfor nye teknologier og nye måder at arbejde på. Måske kan de gøre dit arbejde lettere.
- Tag initiativ og ejerskab. Begynd selv at udforske nye måder at gøre tingene på i stedet for at vente, til du bliver bedt om det.



