Debat
0

Jytte kan også finde ud af innovation

Vi snakker meget om at hyre de unge, ambitiøse og nytænkende. Men jeg oplever faktisk, at en stor del af innovationen i mine virksomheder kommer fra de ældre, rutinerede medarbejdere, der kender alle processerne ud og ind.

Bryggeriet Carlsberg gør det, venturefonden Nordic Eye gør det, og jeg gør det i mine virksomheder: Får unge og innovative personer med om bord. Men innovationen bliver langt mere effektiv, hvis man inddrager dem, der ikke betragter sig selv som innovative.

Man kan sige meget om Jytte, Bente, Knud, Henning og andre navne, som nok meget godt beskriver en generation, hvor tingene gik i et andet tempo eller fulgte præmissen ’som vi altid har gjort det’. Måske netop derfor virker det nærliggende at give dem sparket i en omskiftelig hverdag, hvor innovation fylder meget, og vi for alt i verden behøver rådgivning af nye eksperter og suppleret med en masse unge 12-tals-profiler, der skal forudse fremtiden for de gamle, der er gået i stå.

Men hov, hvem er det, som kender de eksisterende processer? Det er jo Jytte. De ældre medarbejdere kender alle de processer, der står over for store forandringer. Det lyder oplagt at skylle de ældre ud med badevandet, men sagen er, at det er dem, som ligger inde med viden om, hvorfor vi gør, som vi gør, og ved, at det virker. De skal ikke stå alene i innovationsprocessen, bevares, men de skal inddrages aktivt.

De unge skal ind i rådgivningsteams og klare de store, vigtige ideer, vi skal leve af i fremtiden, lyder det. Jeg er enig langt hen ad vejen. Men det bør ikke nødvendigvis ske på bekostning af Jytte. Da vi byggede det digitale revisionsselskab Billy, var vi dybt afhængige af bogholder-Bente, som kunne fortælle vores udviklere og mig, hvordan de gennem tiden havde praktiseret bogføring, så vi kunne levere en bedre brugeroplevelse.

Innovation skal ske i et samspil mellem fortids- og fremtidstænkere.

Toke Kruse, serieiværksætter og debattør.

Jeg begik selv den fejl at være ung og have en tro på, at jeg vidste bedre end de gamle, forstokkede bogholdere. Jeg sendte tilbage i 2012 et postkort i omløb med den klare besked til virksomhedsejere, at de kunne sige farvel til deres bogholdere. Nu kunne de nemlig selv stå for økonomien. Problemet var bare, at teknologien endnu ikke var klar til at automatisere de gamle bogføringsprocesser, og at teknologien var stærkt afhængig af bogholdernes viden og procesforståelse.

Nu, fem år efter, automatiserer teknologien de traditionelle bogføringsprocesser, hvilket i al sin enkelhed betyder, at bogholderne og revisorerne bliver mere og mere effektive, efterhånden som flere og flere ting automatiseres. Men hele innovationen bag, den kunne vi ikke have foretaget uden en klar involvering af bogholderne selv. Har de så gjort sig selv arbejdsløse i fremtiden? Nej, men de har fået et værktøj, der sikrer, at de har et job i morgen, og at de over tid kan håndtere 10 gange så mange kunder, som de har været vant til.

Min pointe er, at innovation skal ske i et samspil mellem fortids- og fremtidstænkere, så alle får en forståelse for helheden og de problematikker, der ligger under overfladen. Innovation er en forudsætning for overlevelse, udtalte strategiguruen Alex Osterwalder i Børsen forleden. Men langt flere mennesker kan bidrage med nye ideer, hvis de bliver opmærksomme på, at innovationsprocessen ikke nødvendigvis kræver visionære, målorienterede mennesker, men blot at Jytte åbner munden på innovationsmødet.

BRANCHENYT
Læs også