Serier
BREAKING
0

Står vi over for afslutningen på globaliseringens tidsalder?

Globalisering er blevet et skældsord, men der er ingen tvivl om, at globaliseringen har øget verdens rigdom markant. Nu truer voksende ulighed og politisk uro med at rulle globaliseringen tilbage.

Trumps handelskrig
Helge J. Pedersen er cheføkonom i Nordea.

Den 11. november kl. 11.11 var det præcis 100 år siden, at Første Verdenskrig så sin afslutning. Det er blevet fejret ved mindehøjtideligheder over hele verden, men det er også værd at minde om, at krigens ophør førte til afslutningen på den såkaldte første globaliseringsbølge.

Den var sammenfaldende med den nyimperialistiske periode, der begyndte omkring 1870, og som blev muliggjort af industrialiseringen samt datidens store teknologiske fremskridt inden for bl.a. transport-, våben- og medicinalsektoren. I disse år blev udenrigshandlen en afgørende faktor for en hidtil uset fremgang i levestandarden i datidens mest avancerede økonomier, mens fremgangen var mindre udtalt i de undertrykte kolonistater i Afrika og Asien.

Efter krigen faldt de gamle imperier fra hinanden, nye nationalstater opstod, og den globale handel faldt dramatisk tilbage til niveauer før 1870. Det skyldtes ikke mindst en mere indadskuende økonomisk politik, der skulle bringe de krigshærgede økonomier til hægterne. Konsekvenserne er kendte. Protektionisme, nationalisme og revanchisme banede vejen for autoritære regimer og førte ultimativt til Anden Verdenskrig blot 20 år efter afslutningen på den store krig.

For at undgå tilsvarende fejltagelser blev en liberal verdensorden den herskende ideologi for den vestlige verden i efterkrigsårene under amerikansk hegemoni. Til formålet blev der opbygget et regelbaseret internationalt samarbejde funderet i multilaterale organisationer som FN, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. Fra 1980’erne kom der for alvor gang i frihandlen, understøttet af faldende toldsatser og dannelsen af regionale samarbejder som EU’s indre marked, Apec og Nafta.

Dermed var grunden lagt til den anden globaliseringsbølge, som begyndte efter Sovjetunionen kollaps i 1989 og Kinas gradvise åbning mod verden. Den anden bølge resulterede i, at varer, kapital, investeringer og arbejdskraft strømmede over landegrænser i et hidtil uset omfang og tempo. Alt sammen til stor gavn for den økonomiske vækst, fordi udviklingen medførte en langt mere effektiv fordeling af ressourcerne og en lynhurtig overførsel mellem lande af ny teknologi og knowhow til gavn for produktivitet og innovation.

Der er overhovedet ingen tvivl om, at globaliseringen 2.0 og den tilhørende teknologiske udvikling har øget den globale vækst og velstand markant. Tænk bare på, hvordan den materielle levestandard var tilbage i 1970’erne, hvor det ikke var ualmindeligt med fællestoiletter i gamle etageejendomme, hvor et farvefjernsyn kostede en månedsløn, hvor caféer var noget, der fandtes i Paris, og hvor en skiferie til Alperne var forbeholdt den absolutte overklasse.

Problemet er, at det langtfra er alle, som oplever, at de har fået del i den større økonomiske velstand, men snarere føler, at globaliseringen har ført til afmagt, fordi jobbene forsvinder og arbejdspladserne bliver flyttet til andre lande.

Helge J. Pedersen, cheføkonom, Nordea

Problemet er, at det langtfra er alle, som oplever, at de har fået del i den større økonomiske velstand. De føler snarere, at globaliseringen har ført til afmagt, fordi jobbene forsvinder, og arbejdspladserne flyttes til andre lande. Eller sagt med andre ord - mens den økonomiske kage er blevet større, er fordelingen af kagen blevet mere ulige. De fattigste i verden har fået en markant fremgang i levestandard siden begyndelsen af 1980’erne. De superrige har mærket kolossal fremgang, mens mange, som tilhører lav- og mellemindkomstgrupperne i USA og Vesteuropa, kun har oplevet en lille fremgang, hvis nogen overhovedet.

Og det er skævvridningen af samfundene, der for tiden skaber grobund for den populisme og nynationalisme, som i stigende udstrækning udfordrer globaliseringen og den liberale verdensorden. Det er ikke mindst synligt i lande som Italien, Storbritannien og USA, der alle er kendetegnet ved både at have en stor ulighed i indkomster og formue og en lav grad af social mobilitet.

Det er måske derfor heller ikke tilfældigt, at det netop er i disse tre lande, at der for tiden gøres spektakulære oprør mod det etablerede verdenssamfund. Italienerne provokerer ved at se stort på EU-Kommissionens krav til landets offentlige budgetter, briterne har kastet sig selv ud i en stadig mere kaotisk løsrivelsesproces fra selvsamme EU, og Donald Trump har med sin America First-doktrin meldt USA ud af adskillige internationale aftaler og startet en omfattende handelskrig med resten af verden og ikke mindst Kina.

Det kan postuleres, at vi står over for afslutningen på den anden globaliseringsbølge. Det vil i givet fald få betydning for vækst og inklusion i mange år fremover.

Helge J. Pedersen, cheføkonom, Nordea

Hvor udviklingen bærer hen er svært at forudsige, men det er ikke for meget sagt, at lignende opbrudstendenser ligger og ulmer under overfladen i mange andre lande. Samtidig har der siden finanskrisen været en så svag udvikling i verdenshandlen og de internationale kapitalbevægelser, at det kan postuleres, at vi står over for afslutningen på den anden globaliseringsbølge.

Det vil i givet fald få betydning for vækst og inklusion i mange år fremover. Derfor slår OECD og IMF også til tromme for, at globaliseringen skal komme alle til gode og anbefaler, at den økonomiske politik indrettes, så den i større omfang imødegår de negative konsekvenser for de udsatte grupper. Kun tiden vil vise, om der bliver lyttet til anbefalingerne, og om de er kommet i tide for dem, som vil globaliseringen. Nogle gange gentager historien sig selv.

BRANCHENYT
Læs også