Debat
0

Socialdemokratiet skyder usmagelig klassekamp i gang

Socialdemokraterne foreslår, at deres kernevælgere skal have ret til tidligere pension, som følge af nedslidning. Men hvad hvis den nedslidning til dels skyldes sort arbejde?

Socialdemokratiet vil sænke pensionsalderen for fysisk nedslidte. På overfladen lyder udspillet ganske sympatisk. Men udspillet løser slet ikke det grudlæggende problem, og jeg mistænker udspillet for at have helt andre formål.

Det ene mål er synes at været at splitte befolkningen op til valgkampen og starte en polariserende debat om, hvem der har det hårdeste arbejde. Det må siges at være lykkedes. Der flyder en lind strøm af spydige kommentarer på sociale medier, hvor arbejdere med hårdt fysisk arbejde og akademikere bekriger hinanden.

Det er igen lykkedes for Socialdemokratiet at orkestrere en samfundsdebat, som splitter mere end den samler, akkurat som med den fuldstændigt forskruede ulighedsdebat. Der er i øvrigt ikke meget lighed over et pensionsudspil, som netop begunstiger de faggrupper, som traditionelt støtter Socialdemokratiet.

Samtidig skal vi også være ærlige om det arbejdsliv, som mange håndværkere lever. Der udføres årligt sort arbejde til en værdi af omkring 48 milliarder kroner, skønnede Rockwool Fonden i en analyse sidste år. Det er typisk unge, faglærte mænd, der arbejder sort, viser undersøgelsen. Jeg antager, at man udfører sort arbejde i weekender og efter normal arbejdstids ophør. Dermed arbejder håndværkeren mere end 37 timer om ugen, og hvis man har et hårdt fysisk arbejde, så vil den øgede arbejdstid belaste kroppen mere. Det kan lyde en smule firkantet, men er det virkelig rimeligt, at vi på den måde belønner en faggruppe, hvor mange har snydt fælleskassen for moms og skatter?

Det konkrete politiske forslag virker ganske enkelt ugennemtænkt. Hvordan skal man forholde sig til en tidligere social- og sundhedsmedhjælper på deltid? Skal de manglende timer lægges til i den anden ende? Og hvad med akademikeren som i perioder arbejder 60-80 timer om ugen med risiko for stress mv.?

I virkeligheden er denne infantile klassekamp mellem akademikere og håndværkere helt unødvendig. Det gavner ingen, at vi graver grøfter mellem faggrupper – eller peger fingre af dem, som muligvis arbejder sort. I virkeligheden er der kun én, som kan svare på, om du er nedslidt: Dig selv. Det er en individuel vurdering foretaget af individet selv, og derfor skal vi ikke have det regeltyranni, som udspillet lægger op til. Men på grund af den altkvælende, altomfavnende og ekstremt dyre velfærdsstat, så bliver det en samfundsopgave at beslutte, hvornår et individ kan trække sig tilbage. Det er på alle måder urimeligt.

Retten til at bestemme over sit eget liv skal tilbage til individet. Midlet er massive skattelettelser, som gør det muligt at spare op til at kunne trække sig tilbage på det tidspunkt, som passer til det liv, man gerne vil føre. Tænketanken Cepos har beregnet, at en gennemsnitlig LO-familie samlet tjener 59.600 per måned, hvoraf familien betaler 29.900 til velfærdsstaten. Der er altså ikke meget tilbage til de faste udgifter. Når man derefter har betalt husleje, bil, mad, tøj, udgifter til børn etc., er der formentlig ikke meget tilbage til opsparing til pensionen.

Som liberal er det mit erklærede mål at lade det enkelte menneske tage ansvar for sit eget liv. Dette gælder selvsagt også, når man planlægger at trække sig tilbage. En murer skal have mulighed for – i en ung alder – at beslutte sig for at stoppe med murerfaget, når vedkommende er eksempelvis 55 år og derefter enten trække sig tilbage, eller sadle om og lave noget andet.

Desværre levner de nuværende regler og høje skatter ikke mulighed for, at mureren kan designe sit liv. Den tårnhøje beskatning på flid og arbejde er det egentlige problem og spænder ben for en tidlig tilbagetrækning. Og det problem afhjælper socialdemokratiets forslag på ingen måde. Tværtimod. Man overlader blot regningen til alle os andre.

BRANCHENYT
Læs også