Debat
0

Offerrollen klæder jer ikke, Nordea

Hvis Nordea skal lave et troværdigt opgør med fortiden, så kræver det konkrete handlinger.

Landets næststørste pengeinstitut, Nordea, synker dybere og dybere ned i en hvidvasksskandale, som nu runder transaktioner for mindst 5 mia. kr. I den kobberfarvede bankfilial på Vesterbrogade, der ligger et stenkast fra Hovedbanegården, er den største hvidvasksag på dansk jord tilsyneladende en realitet.

Det står klart, efter at Berlingske har fået fingrene i et massivt datalæk, som kortlægger suspekte globale pengestrømme til en værdi af over 30 mia. kr. De nye afsløringer er det midlertidige klimaks på en skandale, som har ulmet i årevis med historier i en række medier – herunder Politiken og Finans.

I november kunne Finans afsløre mistænkelige overførsler på knap 1 mia. kr. fordelt på omkring 330 bankkonti med forbindelser til skattelylande og skuffeselskaber. Men det samlede beløb er altså nu svulmet med en faktor fem.

Finansmediet Bloomberg skrev mandag, at der tegner sig et billede af en bredt forankret råddenskab i de skandinaviske banker, som via filialer eller samarbejdsbanker i Baltikum i årevis fungerede som en velsmurt hovedvej for russiske rigmænd og østeuropæiske gangstere. Det er svært at være uenig.

I Danske Banks estiske filial flød de fordækte milliarder igennem fra 2007 til 2014. I Nordeas afdeling ’International Branch’ på Vesterbro foregik de lyssky transaktioner fra 2004 til 2014, og samarbejdet med en nu lukket litauisk bank spillede en central rolle i den globale pengevask.

Derudover kæmper den svenske storbank Swedbank med sin egen voksende hvidvasksag med tråde til Estland.

Denne offerrolle giver ingen mening. Hvis man kigger på de konkrete pengestrømme, står det fuldstændig klart, at alle advarselslamper blinker.

Magnus Barsøe, debatredaktør, Finans

Man sidder tilbage med et trist billede af den danske banksektor. Vi kan ikke bare reducere møgsagerne til et par rådne æbler og en fjern afdeling i Estland med en anden forretningsetik, end vi har i gode, gamle Danmark. For faktum er bare noget andet: Nordea-sagen foregik i hjertet af København og varede i over et årti.

Her er tale om utallige danske bankchefer, bankansatte og embedsmænd i Finanstilsynet, der enten har ignoreret den lukrative sideforretning eller slet og ret været elendige til deres job. Vi står med en ledelseskultur, hvor man vendte blikket den anden vej og tog pengene. Det er desværre det nedslående billede, som vi alle skal forholde os til.

Bankens forsvar har indtil videre fuldt to spor. Man har dels beklaget og hævdet, at man er »et andet sted i dag«. Og dels har man holdt fast i en sondring, som kun giver mening for banken selv; nemlig at man er »blevet misbrugt« til hvidvask.

Bankens danske direktionsmedlem, Julie Galbo, har gentaget de to forklaringer de seneste dage. Man er måske blevet »misbrugt« til hvidvask, men man været på en »omfattende modenhedsrejse« siden 2014, lød det fra Galbo mandag.

Lad os tage fat på det påståede misbrug først. Denne offerrolle giver nemlig ingen mening. Her er ikke tale om en grum sexkrænker, der misbruger et sagesløst barn. Hvis man kigger på de konkrete pengestrømme, står det fuldstændig klart, at alle advarselslamper blinker.

Det bedste eksempel er nok russeren Sergej Roldugin, der er gudfar til Putins datter. Et selskab med tilknytning til Roldugin, Dino Capital, overfører fra 2012 til 2013 værdier for omkring en halv million i snit hver eneste dag til og fra et selskab indregistreret på De Britiske Jomfruøer. Selskabet havde ingen aktiviteter i Danmark, og pengene skyllede bare igennem Vesterbro-afdelingen.

Det lugter som minimum af skatteunddragelse, og banken burde have stoppet kundeforholdet og meldt det til politiet. Det gjorde man åbenbart ikke.

Den anden undskyldning går på, at man er et andet sted i dag.

Lad os håbe, at det er korrekt. Det ændrer bare ingenting i forhold til de mulige ulovligheder. Hvis jeg begik et indbrud mandag og blev konfronteret med det onsdag, er det underordnet, at jeg »er et andet sted i dag«. Hvis Nordea skal lave et troværdigt opgør med sin fortid, så handler det om konkrete handlinger: Få politianmeldt de ansatte, som man mistænker for at være involveret og hjælp med at stille de ansvarlige til ansvar.

Og drop nu offerrollen og den meningsløse »modenhedsrejse«.

Magnus Barsøe er debatredaktør og vært på Finans’ podcast, Bundlinjen. Følg ham på @MagnusBarsoe.

BRANCHENYT
Læs også