Stop rødvinsøkonomien, tak

Jeg modtog forleden et opkald fra en person, jeg ikke kendte. Det sker tit.

Det viste sig, at personen i røret kendte mig. Han brugte i hvert fald et par minutter på at fortælle mig, hvor fantastisk jeg var, og hvor længe han havde fulgt vores arbejde for alverdens spændende virksomheder. Han havde hørt meget godt om mig i sit netværk. Jeg var lige ved at blive smigret over at høre ham fortælle, hvor dygtig jeg åbenbart er.

Jeg spurgte, hvad jeg kunne gøre for ham, og han sagde: »Jo, vi driver et netværk af utroligt vigtige og betydningsfulde mennesker, som allesammen glæder sig til at høre dig på et af de kommende netværksmøder.« Han fik det til at lyde som om, at vi allerede havde en aftale, om at jeg skulle komme.

Jeg behøvede ikke at sige meget, for den begejstrede tale fortsatte, og da jeg efter nogle minutter gik til biddet på praktikken i opgaven, formålet, deltagerne, koblingen til deres øvrige netværksaktiviteter og indlæg, ja, så begyndte en god historie at tegne sig i mit hoved. Jeg spurgte også til budgettet, og her var hans svar »det kommer vi til, og du skal glæde dig«. Så, nu blev jeg varm om hjertet.

Vi blev såmænd enige om en ramme, der kunne give mening. Jeg kunne besøge et netværksmøde for at hilse på og fornemme niveauet. Jeg kunne få lov at bruge en dags tid på at tale med udvalgte medlemmer, og så måtte jeg forberede mig alt det, jeg ville. Og hvis jeg kunne lave en lille teaserfilm, de kunne sende ud med invitationen, ville den mødeansvarlige blive glad. Rent faktisk kunne jeg styre hele netværksmødet, når værten blot havde sagt goddag.

Bum - spændende opgave, masser af gode input at arbejde med og alt lagt til rette for at give dem noget for pengene og noget at arbejde videre med. Jeg har løst hundredevis af tilsvarende opgaver i virksomheder og for små og store grupper undervejs.

Pengene? Dem måtte vi jo rimeligvis omkring, og da jeg foreslog, at vi aftalte formalia også på den front og havde lavet et løst regnestykke på investeringen i min indsats, blev der stille i den anden ende af telefonen. »Øhhhh, altså du mener en faktura på det beløb?!,« sagde han.

»Ja, kvitteringer på servietter findes vist ikke mere,« sagde jeg derpå.

»Nej (pause) men nu er det jo sådan, at denne opgave vil være fantastisk for dig også.« Javel.

Herpå fortsatte min nye ven med at understrege alle fortræffelighederne i opgaven for mig: »Jo, det er jo vigtige mennesker med et stor netværk, så du vil få en fantastisk eksponering og helt sikkert også få en masse med hjem.« Jeg kunne glæde mig til, at nogle af deltagerne måske ville dele deres glæde ved indlægget på deres sociale medie-profiler. Og ja, så giver vi også altid tre flasker god rødvin, sagde han, som lagde han en royal flush i en pokerturnering med sig selv som vinder.

Se, nu var mit store dilemma, om jeg igen skulle spørge mit personale, vores udlejer, Skattestyrelsen, vores teleleverandør og mit benzinselskab, om jeg kunne få lov at dele de tre flasker vin med dem som en forholdmæssig afregning af de omkostninger, jeg ville have til at løse denne opgave, mit tidsforbrug og 30 års opsamlet erfaringer på mit felt ikke at forglemme. Jeg spurgte til vinen, og min nye ven bedyrede, at den var bare syv år gammel, og ikke kom over Skats bagatelgrænse i værdi.  

Så tjekkede jeg op på netværket og konstaterede, at det koster lige i omegnen af 20.000 kroner at være medlem om året. Da jeg fik at vide, at der typisk kom 25 til møderne, kan jeg udlede, at de nok er 30+ i gruppen og dermed genererer minimum omkring 600.000 kroner i indtægter, formodentlig tillagt moms. Med seks møder om året, skulle der altså være råd til at aflønne indholdsleverandørerne med andet end billig rødvin.

Det blev et pænt nejtak fra mig. Mine kolleger og jeg arbejder allerede gratis for en stribe gode mennesker, grupper og sager, og det har vil tænkt os at blive ved med, når behovet er der. Men foredrag for rødvin? Nej, dem har vi ikke lige på menuen, selvom vi nogle gange er heldige at få vin med hjem i forlængelse af en betalt opgave. Heldigvis arbejder vi også med indlæg for netværk, som afregner i menneskepenge, og som har indset, at gratis er gratis værd, rødvin i halen eller ej.

Misforstå mig nu ikke. Jeg holder skam af netværk og sætter stor pris på de gode mennesker, jeg kender, som jeg får lov at hjælpe på alle måder. Jeg nyder også gerne et godt glas rødvin, som jeg selv har valgt og betalt. Men jeg tænker egentlig, at jeg vil advare mod de ikke ubetydelige leverskader, al den gratis rødvin latent kan udløse, hvis denne rødvin-for-erfaring-politik får lov at fortsætte.