Stop revisorernes heksejagt på iværksættere og selvstændige
Politikere må ikke lade sig forføre af frygt og falsk tryghed i forældet regnskabsføring. Digitaliseringen skal nok klare paragrafferne.
2.500-5.000 iværksættere og selvstændige står til at blive smidt på porten, fordi de ikke har en af Jyske Banks godkendte revisorer eller har revisionspligt, udtaler topchef Anders Dam i Jyske Bank.
Udover at det er noget af en bombastisk udmelding, er det også en kortsigtet brandslukker-strategi og en forældet måde at håndtere regnskabsudfordringer på. Jeg ved ikke, om det er gået op for banken, men der er jo intet, der forhindrer bankerne i at lave deres egne tjek af virksomhedernes økonomiske situation via de mange online-regnskabsprogrammer, som mange små selvstændige benytter eller kunne opfordres til at bruge.
Derudover er det jo åbenlyst ukorrekt, at et underskrevet årsregnskab er et virkelighedstro billede af virksomhedens økonomi. Det er kun et øjebliksbillede, der er forældet, inden revisoren går i gang med at udarbejde årsrapporten.
Du kan afslutte din årsrapport et halvt år efter forrige års afslutning, som du i princippet skal bruge i banken året efter på samme tid. På det tidspunkt er der gået 18 måneder, siden regnskabsåret blev afsluttet, og en virksomhed har altså 1,5 år til at lave ”rav i den”.
Hvad skal bankerne bruge en forældet årsrapport til, når de kan få direkte adgang til virksomhedens live regnskabsdata, såfremt de bruger et regnskabsprogram i skyen? Og der er nok at vælge imellem: Billy, Dinero og E-conomic, for blot at nævne de tre største til mikro-segmentet.
Desuden er Erhvervsstyrelsen i fuld gang med at gøre hele bogføringsdelen digital, anført af bl.a. Rasmus Eskild Jensen.
Tidligere på året blev der blæst til kamp mod iværksætterselskaber (de såkaldte IVS’er), og her bliver der spredt frygt endnu engang. Man bliver helt i tvivl om, hvorvidt disse revisorer overhovedet er interesseret i de små virksomheder; den hårdtarbejdende iværksætter eller selvstændige.
Man kan anskue det på mange måder, men den mest sandsynlige er, at nogen revisorer er begyndt at få det svært med deres forældede forretningsmodeller og -principper, mens de tidligere har kunnet sælge årsregnskaber til 20-30.000 kr. Det er altså nok snarere deres sidste krampetrækninger, før de må se sig selv disrupted.
Mit gæt er derfor, at det handler om at få politikerne til at tro, at de forældede årsrapporter er livsnødvendige for dansk erhvervslivs mindste spillere. Sandheden er imidlertid, at teknologien skal tage over og levere mere virkelighedsnære regnskabstal i fremtiden, ligesom bankerne skal bruge helt andre værktøjer til at tjekke deres kunder end nogle støvede mapper fra reolen.
Kære politikere, lad jer ikke blive forført af frygt og falsk tryghed i forældet regnskabsføring, men tro på, at digitaliseringen er kommet for at blive og gør arbejdet bedre, billigere og hurtigere til gavn for dansk erhvervsliv. Det er trods alt ikke revisorerne, vi skal leve af i fremtiden, men de små virksomheder, der får de bedst mulige vilkår at etablere sig på.
Toke Kruse