Debat
0

Den nye regering får brug for fremtidens finanspolitik. Her er den

Den nye regering bør som noget af det første gøre op med den rigide og forfejlede kassetænkning i Finansministeriet. Her følger principperne for en moderne finanspolitik, der bruger statens økonomiske muskler til at skabe forandring

Der er store politiske ambitioner og ganske lidt om finansiering i det såkaldte forståelsesdokument mellem Socialdemokratiet og de tre støttepartier. Der er dog fem principper, hvor de første fire afspejler den kassetænkning, der har præget dansk politik siden 00’erne: »Hvordan kommer der penge i statskassen?«. Principperne lyder:

1) Statslig budgetbalance i 2025 og 2030.

2) Overholdelse af »de internationale økonomiske forpligtelser og deraf følgende lovgivning«, hvilket må betegne reglerne i den europæiske stabilitets- og vækstpagt om max tre procents underskud på statsfinanserne og 60 procent statsgæld samt budgetlovens krav om max 0,5 procent strukturelt underskud.

3) Alle nye initiativer skal finansieres krone for krone.

4) Arbejdsudbuddet må ikke reduceres samlet set.

Kassetænkningens indgroede rolle i dansk politik blev endda manifesteret ved Sophie Løhdes overdragelsesgave, en raslebøsse, til den nye finansminister Nicolai Wammen. Som noget nyt er kassetænkningen dog suppleret af et femte princip om, at uligheden ikke må stige, topskatten ikke må sænkes, og det sociale sikkerhedsnet ikke forringes. Som den liberale debattør Jarl Cordua observerer tegner forståelsespapiret derfor »et meget modsætningsfuldt billede med hensyn til at finde en fælles vej for den økonomiske politik i de kommende år«, da kassetænkningen har vist sig at bryde med det femte, socialt orienterede princip.

Modsætningen mellem de politiske ambitioner og den bedagede kassetænkning påkræver, at vi begynder at tage statsfinanserne alvorligt og ikke blot tænker i husholdningsøkonomiske analogier (selvom det er let at forstå for vælgerne).

Den konservative britiske premierminister Margaret Thatcher gjorde staten til en magtesløs husholdningsøkonomi ved at udtale, »der findes ikke offentlige penge, kun skattebetalernes penge«. Det er imidlertid et forskningsmæssigt spørgsmål, om staten får penge til sit forbrug, når borgerne betaler skat, eller om staten skaber penge via dens forbrug.

Den økonomiske skole modern monetary theory (MMT) er blevet det store samtaleemne i USA's økonomiske debat bl.a. ved succesfuldt at forudsige finanskrisen, eurokrisen, at centralbankernes opkøbsprogrammer ville være et sløvt kriseredskab, og at Japans astromiske statsgæld ikke ville blive et problem. MMT viser, at stater med egen valuta nødvendigvis først må sende sin valuta i omløb via sit forbrug, før den efterfølgende kan trække pengene retur via skatter eller (midlertidigt) statsobligationer. Skattepligten sørger for, at borgerne efterspørger statens valuta, så staten kan købe deres arbejdskraft og produkter. Men selve skattebetalingen giver ikke staten flere penge at bruge.

Det kan lyde en anelse abstrakt og teoretisk. Men logikken er helt afgørende at forstå og kan illustreres med et eksempel. Det svarer til en aften i biografen, hvor der er en billetpligt for at komme ind. Biografen er nødt til udstede billetter mod en modydelse, før borgerne har mulighed for at komme ind i salen. Når man fremviser billetten, gemmer biografen dem ikke i ’biografkassen’ – den river dem i stykker. Den har ikke brug for din billet for at kunne udstede nye billetter til fremvisningen næste aften.

Skatten fungerer på samme måde: Når skatten betales, sletter staten pengene fra din banks konto i Nationalbanken, som samtidig sletter pengene fra din konto. Vi tjener altså ultimativt penge for at have billetter at fremvise i ’skattebiografen’.

Hvad så med statsobligationer? Hvis du har købt en billet, men ikke har lyst til at bruge den samme aften alligevel, kan biografen vælge at tilbyde dig et tilgodebevis på en billet (og endda give en rente, så du får en dyrere billet retur, hvis det er en generøs biograf). Denne opsparingsmulighed for borgerne gør heller ikke biografen i stand til at udstede hverken flere eller færre billetter, men gør en lille gruppe rige stamkunder meget tilfredse.

Pointen er, at det er helt naturligt for staten at være i underskud. Ligesom biografen er den nødt til at have sine ’billetter’ i omløb via underskud, før de kan vende tilbage senere. Hvis folk hellere vil holde dem i omløb som tilgodebeviser (eller indbyrdes betalingsmidler) end indløse dem, er det ikke et problem for hverken staten eller biografen.

Den uansvarlige politik kassetænkning har påført dansk økonomi store tab, som en ny finanspolitik skal kunne undgå, når næste nedtur kommer. Hvorfor ramte finanskrisen os, da vi troede det gik allerbedst? Med glimt i øjet kunne finansministeren mindre end to år før finanskrisens start i 2008 berette, at vi snart ville eje hele verden. Statsgælden var historisk lav og overskuddet historisk højt, så kassetænkningen distraherede os fra den uholdbare finansiering i den private sektor. Ved indgangen til 2010, havde 200.000 privatansatte mistet jobbet og så meddelte kassetænkningen, at det var et perfekt tidspunkt til at fyre 40.000 offentligt ansatte og »skabe orden i statens husholdningsbudget«.

Resultatet var, forudsigeligt, at beskæftigelsen faldt yderligere i tre år til foråret 2013, hvor et globalt opsving indfandt sig. Regeringsskiftet betød ikke meget, da man overtog kassetænkningen i bredeste forstand. Den lemfældige omgang med efterspørgslen i dansk økonomi koster ifølge professor i finansiering Jesper Rangvid svimlende 200 mia. kr. årligt i tabt produktion. Kassetænkning lyder ansvarligt, men er ufatteligt dyrt for økonomiens virksomheder og ansatte. Den gør politikerne ude af stand til at udnytte økonomiens potentiale til at skabe en højere levestandard. ’Ansvarlighedens politik’ er paradoksalt nok dybt uansvarlig.

Kassetænkning lyder ansvarligt, men er ufatteligt dyrt for økonomiens virksomheder og ansatte. Den såkaldte 'ansvarlighedens politik’ er paradoksalt nok dybt uansvarlig.

Asker Voldsgaard, phd.-studerende ved University College London og næstformand i Rethinking Economics Denmark.

Hvad er så alternativet? Ændring af teknikken i Finansministeriets regnemodeller har fået stor opmærksomhed, da det kan favorisere enkelte partiers politiks evne til at opnå skattekroner at bruge. Men MMT viser, at det er vigtigere, at ændre målsætningerne i Finansministeriet end teknikken. Fremtidens finanspolitik er funktionel og bruger derfor saldoen til at opnå politiske mål og skabe balance i økonomien i stedet for at bruge økonomien til at skabe balance på saldoen.

Funktionel finanspolitik tager udgangspunkt i at aktivere økonomiens ledige ressourcer (arbejdskraft og fabrikskapacitet) i retning af de politiske målsætninger og undgår inflation via planlægning efter detaljeret kendskab til økonomien, stærke automatiske budgetreaktioner og en bred redskabskasse. Lad os se nærmere på den funktionelle tilgang:

1. Forståelse for den ledige kapacitet

For en udviklet stat med egen valuta, er den ledige kapacitet statens råderum – ikke penge i statskassen. Vi har derfor brug for bedre fornemmelse for vores ledige kapacitet for at kunne udnytte den. Vi har i dag 161.000 AKU-ledige (5,3%), som søger arbejde (også målt til 103.000 bruttoledige (3,7%), opgjort som fuldtidspersoner). Derudover, har vi 160.000 personer i den arbejdsdygtige alder med ukendt levegrundlag (hverken i job, uddannelse eller understøttelse) og antallet er steget med 30.000 personer siden krisen, særligt blandt unge, der skal være fremtidens produktive kræfter. Det er en kæmpe free lunch at få dem beskæftiget med noget socialt produktivt.

I seneste regeringsopgørelse vurderes det dog, at der nu er fuld beskæftigelse i Danmark. Det ville endda være ønskværdigt med flere arbejdsløse. På grund af strukturerne vurderes det, at flere ikke vil komme i arbejde af mere efterspørgsel – lønninger og priser vil blot stige. En del af arbejdsløsheden skyldes, at folk skifter jobs eller ikke er lønnen værd og en stor del skyldes, at det efter sigende ikke kan betale sig at arbejde. De anses altså for frivilligt arbejdsløse.

Men ledigheden er endnu ikke i nærheden af niveauet før krisen. For hver 5. person, der kom i beskæftigel i årene fra 2014 til 2017, blev ledigheden kun reduceret med én person. AKU-ledigheden var 60.000 personer lavere i 2008 og bruttoledigheden 30.000 lavere. Hertil kommer, at kapacitetsudnyttelsen i industrien er 81 pct., mod 89 pct. i 2007, samt at vi endnu ikke arbejder så mange timer som i 2008, selvom beskæftigelsen i dag er højere.

Vi er altså ikke ude af finanskrisens skygge endnu. I 1993 vurderede kassetænkningen på lignende vis, at ud af de 12 pct. nettoledighed, var 10 pct. strukturelt ledige, hvorfor finanspolitikken maks. ville kunne sænke arbejdsløsheden med 2 pct. Den nytiltrådte S-finansminister Mogens Lykketoft afviste kassetænkningen og lod statens saldo balancere økonomien, hvorefter ledigheden hurtigt raslede ned og gjorde de strukturelle vurderinger til skamme.

Fremtidens finanspolitik kræver, at økonomiske forslag ikke bliver vurderet efter, hvor meget de koster, men hvor stor inflationsrisiko de medfører

Asker Voldsgaard, phd.-studerende ved University College London og næstformand i Rethinking Economics Denmark.

Den nye regering er på udkig efter øget arbejdskraftudbud til sin politik – en funktionel regering ville starte med at udnytte kapaciteten, der er til rådighed. Den nemmeste måde, er at indføre en jobgaranti, så arbejdsløse får mulighed for at bidrage produktivt i deres lokalsamfund og samtidig holder deres erhvervsevne ved lige – til glæde for den arbejdsløse, lokalsamfundet og den kommende private arbejdsgiver. Regeringen bør give skattelettelser indtil så mange som muligt kommer fra jobgarantien til beskæftigelse i den private sektor. En betydelig del af den aktive arbejdsmarkedspolitik vil desuden kunne omprioriteres, hvorved øget arbejdsudbud tilvejebringes.

2. Planlægning efter inflationseffekter

Fremtidens finanspolitik kræver, at økonomiske forslag ikke bliver vurderet efter, hvor meget de koster, men hvor stor inflationsrisiko de medfører. Det kræver, at embedsværket forholder sig konkret til, hvor forslaget vil sende efterspørgsel hen i økonomien både sektormæssigt og geografisk.

Det indebærer øget overvågning af flaskehalse og om virksomhederne kan følge med deres ordreoptag. Hvis forslaget vil skabe prispres, må man anvise inflationsdæmpende tiltag. Det kan bl.a. være omprioriteringer, kreditstramninger eller skattestigninger, men det kræver en vurdering af, hvor meget efterspørgsel specifikke tiltag fjerner. Rige har f.eks. en anden marginal forbrugskvote end fattige, hvorfor skatter på rige typisk ikke giver lige så meget råderum pr. krone, som andre skatter. Hvis inflationen ikke kommer fra høj efterspørgsel, men f.eks. højere importpriser, husleje eller udnyttelse af markedsmagt til højere prissætning, vil efterspørgselsstramning næppe være passende. Det er godt nyt for disse hensyn, at Økonomiministeriet igen er sammenlagt med Finansministeriet. Nu skal de dygtige økonomers arbejde indarbejdes i budgetlægningen. Det vil mindske behovet for diskretionær inflationsstyring.

Man er desuden nødt til at overvåge samfundets finansielle strømme, så man kan sikre, den private sektor har passende indkomst at spare op af fra staten og udlandet, så økonomien ikke bliver uholdbar som i 00’erne. I dag har den private sektor stor indkomst fra udlandet, der gør det statslige overskud mere passende end dengang. Man er desuden nødt til at tænke finansiel regulering og bankernes kreditgivning ind i vurderingen af råderummet, da øget kreditgivning til forbrug og konstruktion mindsker den ledige kapacitet.

3. Stærke automatiske stabilisatorer

Finanspolitikken reagerer automatisk på økonomien ved at opkræve mindre skat og sende flere penge ind via understøttelse, når arbejdsløsheden stiger (og vice-versa). I stedet for at optimere dette værktøj til effektivt at modvirke udsving i efterspørgslen, har vi i mange år fokuseret på det evindelige spørgsmål, om det kan betale sig at arbejde. En jobgaranti med løn på kontanthjælpsniveau vil virke som en effektiv buffer, der lukker hullerne i sikkerhedsnettet, som også er huller i den automatiske stabilisering af efterspørgslen. Progressiv beskatning, evt. med et ekstra skattelag, er også et nyttigt komponent, der mindsker behovet for diskretionær inflationsstyring.

4.  En bred værktøjskasse

Hvis det ikke lykkes via planlægning og automatiske budgetreaktioner at undgå tendenser til inflation, må politikerne have en bredspektret værktøjskasse klar. Kreditpolitikken må igen ned i værktøjskassen, som Schlüter havde under Kartoffelkuren, sammen med statens udlånspolitik. Konkurrencepolitikken må også benyttes, til at forhindre eksorbitante prisstigninger (f.eks. husleje), der kan sætte gang i prislønspiraler. Den mest effektive måde, at bremse inflation på vil dog være, at have én udvalgt skattesats (f.eks. moms), som kan fungere som termostat til at holde temperaturen i økonomien behagelig.

Regeringen kunne bemyndiges til at foretage justeringer af op til 3 procentpoint, hvis der er tegn på overophedning eller nedkøling i økonomien, med Folketingets finansudvalgs tilladelse. Renten er derimod et sløvt, upræcist og asymmetrisk værktøj til at styre efterspørgslen. Man rammer samtlige gældsatte i økonomien, men påvirker kun i ringe grad virksomhedernes incitament til at investere, og værktøjet er bedre til at lave en recession end et opsving . Man risikerer endda at tage fejl af speeder og gaspedalen, da højere renteudgifter kan få virksomheder til at hæve priserne og samtidig øge statens rentebetalinger til den private sektor (altså pro-cyklisk finanspolitik).

Hvis den nye regering vil have en ærlig chance for at opnå sine politiske ambitioner, må den altså først gøre op med kassetænkningen, indse at den danske stat er valutaudsteder, lægge en beskæftigelsesstrategi for hvordan den ledige kapacitet kan udnyttes og udvikle nye budget- og styringsredskaber til at holde økonomien i den rette temperatur. Den ansvarlige finanspolitik er nemlig funktionel.

Af Asker Voldsgaard, cand.scient.pol fra Københavns Universitet med spciale i international politisk økonomi. Ph.d-studerende under økonomen Mariana Mazzucato på University College London.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også