Debat

Vi vil have metro, renoverede lejligheder og mere velfærd, vi vil bare ikke betale prisen

Alting har en pris. Det er som om, at den gamle sandhed er forsvundet i velfærdsdanmark, hvor vi vil have det hele uden nogen form for omkostninger

Danskerne er et sjovt folkefærd. Det bemærker man for alvor, når man observerer fra udlandet. Jeg har siden 2012 boet det meste af mit liv uden for Danmarks grænser og står dermed midt i en anden kultur, mens jeg kigger på debatten derhjemme.

Det er nemt at finde problemer, man ikke kan andet end at undre sig over. Forleden så jeg DR-dokumentaren ’De riges by'. Den gav seeren indtryk af, at det er uretfærdigt, uetisk og modbydeligt, at investeringsfonden Blackstone hæver huslejen, efter at de har foretaget gennemgribende renoveringer af lejligheder, som de opkøber og udlejer. Et andet eksempel er, at folk brokker sig over, at den underjordiske metro kan høres i nogle af de lejligheder, som den nybyggede metro kører under.

Hvis vi tager metroen først. I London, hvor jeg bor, er the underground et af de stærkeste kendetegn for byen. Metroen er som byens puls, der dunker derudad, mens mennesker bliver flyttet rundt fra bydel til bydel på effektiv vis. Jeg forstår godt irritationen over støjen, men sandheden er jo, at storbyer larmer. Vi danskere må leve med, at storbyer altid er under fornyelse og renovering. Vi vil på den ene side undgå larmen, men også gerne have den værdistigning i ejendomsprisen, som metroen giver, fordi vi nyder godt af den nye underjordiske transport. Det hænger ikke helt sammen.

Kapitalfonden Blackstones indtog på det københavnske boligmarked er et andet betændt emne lige nu. Men hvordan kan det være urimeligt at hæve huslejen for noget, som er istandsat? Hvis vi får den skøre ide at indføre regler mod sådanne firmaer, ender vi med ejendomme, som falder sammen. Der kommer ikke flere lejligheder på markedet, hvis man stopper renoveringen af de boliger, vi har. Presset på københavnske lejligheder forsvinder heller ikke.

Hvis man begrænser reglerne, vil vi blot ende med, at nogle få meget, meget heldige personer kan beholde deres lejlighed til langt under markedsprisen. Men hvordan kan det være rimeligt for dem, som ikke er heldige? Jeg er bestemt tilhænger af høj diversitet i en by som København, men løsningen er ikke at gennemføre regler, som begrænser investeringsinteressen i Danmark. Måske skulle vi i stedet stille spørgsmål ved, at unge studerende med et stramt budget overhovedet kan kræve at få en bolig i en storby som København til en attraktiv, lav pris.

Lidt firkantet vil vi danskere gerne have byfornyelse og topmoderne lejligheder, men følgevirkningerne vil vi gerne frabede os.

Problemets kerne er alt for mange regler og alt for høje forventninger til samfundet. Måske det er på tide, at vi danskere indser, at løsningen ikke altid er flere regler. Tværtimod. Løsningen er færre regler og en bevidsthed om, at alt har sin pris. Hvis vi gerne vil have bedre velfærd, så koster det penge. Hvis man vil have fornyet boligmassen, så har det også en omkostning. Det er, som om, at realismen er forsvundet, mens forventningerne vokser ind i skyerne i det regnfulde Danmark.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også