Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Ikke flere hellige køer: Danmark må gøre op med landbrugsidentiteten

Landbruget er en del af den danske folkesjæl og historie, som vi er stolte af i kraft af værdier som mådehold, jordbundethed og pragmatisme. Med med klimakrisen in mente må vi samtidig forholde os til kritisk og logisk til erhvervet.


Jeg er selv fra landet. Min familie stammer fra en landsby i Jylland, hvor jeg tjente mine barndomslomme penge i gulerodshøsten som fjerde generation i marken på familiegården. Jeg er altså ikke nogen radikaliseret københavner, som ikke forstår, at danske landmænd er ærlige, hårdtarbejdende, dygtige mennesker, som arbejder for at holde sammen på lokalsamfundet og privatøkonomien. Men trods det er den særstilling, vi i Danmark giver landbruget, nødt til at holde op.

Det er med god grund, at landbruget er en del af den danske identitet. Det har været vores levegrundlag i hundredvis af år, og værdier, der udspringer fra landbruget, som mådehold, jordbundethed og pragmatisme, er en del af den danske folkesjæl. Værdierne er sunde, og dem skal vi beholde.

Men vi har en berøringsangst ved emner, der omhandler landbruget, som vi skal af med. Vi har den, fordi landbruget udgør vores fælles historie, og fordi mange kender en landmand og ved, hvor presset hun er allerede. Og så er der er noget trygt ved kontinuiteten af tradition. Men trods det må vi turde at forholde os pragmatisk til fødevareproduktion. Landbruget må være en del af vores historie, som vi er stolte af, men samtidigt et erhverv vi forholder os til kritisk og logisk til.

For klimakrisen er så stor, at vi næsten ikke kan begribe den. Voldsomme vejrforhold vil true vores økonomi, farlige kemikalier i tøj, mad, luft og vand vil true vores sundhed, og tabet af dyr, planter og natur vil forringe kvaliteten af vores liv. Vi kan nå at stoppe klimaforandringerne, men ikke uden at ændre, hvad vi spiser, og hvordan vi producerer fødevarer.

Det gør vi ikke i dag. Både Socialdemokratiet og højrefløjen har en usagt alliance med landbruget og dets lobbyister, som står i vejen for markante ændringer. Politikerne vægrer sig automatisk mod store forandringer, og gør det uforholdsmæssigt svært at få ændringer igennem - såsom forbud af giftige sprøjtestoffer, uetisk foderproduktion osv. i forhold til andre industrier, som vi ikke har en historisk tilknytning til, som f.eks. transportindustrien.

I september 2018 blev danske politikerne informeret om, at der nu var fundet pesticider i drikkevandet i 80 af Danmarks 98 kommuner, og om en stigning af fund på 73 pct. siden 2013.

Hvis vi sammenligner landbrug og transport, som med flyskam og elbiler får størstedelen af klimaopmærksomheden, stod transport i 2018 for 26 pct. af dansk drivhusgasudledning, mens landbruget stod for 21 pct., ifølge Nationalt Center for Miljø og Energi. Hvis importeret foder og pesticider medregnes, står landbruget for 25 pct. Så landbruget fortjener at blive sidestillet med de andre store miljøskadende brancher transport og energi i forhold til fokus og ændringsvillighed.

Ikke mindst fordi klima handler ikke kun om global opvarmning. Co2-udledning er, med rette, den højst prioriterede udfordring, men lige derunder ligger mega-udfordringerne biodiversitet og sundhed. De parametre som ikke kun handler om overlevelse, men om livskvalitet. Og det er sammenfaldet mellem høj drivhusgasudledning og høj biodiversitetsudryddelse, der gør landbruget til en prioritet.

I september 2018 blev danske politikerne informeret om, at der nu var fundet pesticider i drikkevandet i 80 af Danmarks 98 kommuner, og om en stigning af fund på 73 pct. siden 2013. Det er pesticider, som er kommet ned i drikkevandet fra landbruget, og som vi serverer urenset i Danmark, også for vores gravide, børn og syge.

De fleste pesticider kommer fra et sprøjtemiddel til roemarker, chloridazon, som blev forbudt i 1980’erne, men hvis langvarige skader vi får fornøjelsen af i dag. Det viser nødvendigheden af rettidige forbud af giftstoffer. Det sidste er relevant, fordi boringerne også viser rester af stoffer, som stadig er tilladte, såsom dimethylsulfamid.

Samtidig styrtdykker dansk fertilitet. En undersøgelse fra 2012 viser, at en fjerdedel af danske mænd nu har dårlig sædkvalitet, sandsynligvis fordi gravide kvinder bliver udsat for hormonforstyrrende stoffer, som generer testiklernes udvikling i fosterstadiet. I dag har hver femte par problemer med at blive gravide, og hver 12. barn i Danmark fødes efter fertilitetsbehandling. Så vores måde at leve på påvirker nogle fundamentale biologiske processer, som vi ikke helt forstår.

Vi ved ikke præcist, hvordan jordens og vandets tilstand påvirker os, men vi ved, at vi er direkte forbundne. Det gælder også i resten af verden. F.eks. importerer Danmark 1,7 mio. ton soja til foder i kød- og mejeriproduktion. Når mellemdestinationerne skrælles fra, stammer det fra Sydamerika, hvor det forårsager massiv afskovning og bl.a. derfor mistede Argentina 22 pct. af sin skov mellem 1990 og 2015 ifølge en rapport fra Verdens Skove.

Det er ikke landmændenes skyld. Landmændene er også ofre i et forskruet system, hvor industrielle stordriftsmetoder er blevet manges eneste mulighed for at overleve.

Lokale bønder og indfødte i Chacoen, et tidligere skovområde, melder om forgiftninger af vandløb, dødsfald af dyr og skadede fostre og handikappede børn født på grund af Montesantos Glysofat, der sprøjtes fra luften som ukrudstmiddel i sojamarkerne.

Det er ikke et argentinsk problem. Det sprøjtede soja ender i danskeres kød og mælk. Det gør det fordi DLG og DLA Agro, de store danske sojaimportører, ikke bliver presset af danske politikere og forbrugere til at oplyse præcist, hvor i verden deres soja stammer fra, og til at forpligte sig til import med bæredygtig oprindelse. Grunden til, at de ikke bliver presset, er, at politikerne er bange for at få vrede reaktioner fra danske landmænd.

Det er ikke landmændenes skyld. Landmændene er også ofre i et forskruet system, hvor industrielle stordriftsmetoder er blevet manges eneste mulighed for at overleve. Globaliseringens pres på priserne er nådesløs, så forbrugerne er blevet vant til at købe mad til kunstigt lave priser. Derudover er landbruget, på grund førnævnte følelsesmæssige særstilling, blevet krydsreguleret ud over al fornuft. Det er EU’s landbrugsstøtte, der overhovedet gør det rentabelt at producere fødevarer på den nuværende, forurenede måde.

Ingen enkelt ændring kunne gøre så stor en forskel som en miljøsikrende tilpasning af EU’s landbrugsstøtte. Tænk sig, hvordan Europa ville se ud, hvis vi erstattede EU’s landbrugsstøtte med en gennemtænkt ’EUs naturstøtte’.

For udover de sundhedsskadelige problemer har vi også biodiversitetsproblem. Monokultur har erstattet den skov og natur, som er nødvendig for, at bier, fugle og dyr kan overleve. Da skov også beskytter grundvandet, er skovplantning og naturfredning en åbenlys løsning på nogle af problemerne. I den henseende må vi i Danmark rose politikerne for Jordfonden og den jordreform, fonden vil finansiere. Det er en visionært tiltag, det er kun en begyndelse, og det må akkompagneres af storstilet natur- og sundhedsbeskyttelse.

Vi skal ikke afskaffe landbruget. Men vi skal trække en streg i sandet og planlægge fødevareproduktionen ud fra den viden, vi har i dag, ikke den vi havde for 100 år siden. Vi skal hjælpe hårdtpressede landmænd til en fremtidssikret produktion. Sandsynligvis kommer vi til at spise en anden diæt, det inkluderer måske på sigt proteiner fra brint, insekter og laboratoriekød og friske grøntsager fra bynære, vertikale farme.

Det inkluderer i hvert fald ikke en overflod af pesticider, hvoraf næsten halvdelen løber direkte i spildevandet med døende floder og handikappede børn til følge. Det inkluderer i hvert fald ikke svin fyldt med antibiotika, der gør uforudsigelig skade på vores heldbred. Det inkluderer i hvert fald ikke en spildprocent på 30 af alt produceret mad, eller et Europa uden vild natur.

Det er på tide, at vi gør op med vores forestilling om den lige linje mellem fortidens idylliske landbrug og fremtidens fødevareproduktion. Vi skal have taget fat i de reguleringer, der skal til for at holde os mætte og sunde fremover. Og det ansvar står for både forbrugernes, virksomhedernes og politikernes regning. Der er nok at gå i gang med.

BRANCHENYT
Læs også