Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Et overskud på 186 mia. kr. er ikke lykken - men en ubalance

Ingen jubler over danmarks høje overskud på betalingsbalancen. Det er nemlig et bevis på ubalance.

I 2019 havde Danmark et overskud på betalingsbalancen på hele 186 mia. kr. Det svarer til ca. 8 procent af BNP. Som respons på overskuddet kaldte cheføkonom for Dansk Erhverv Tore Stramer dansk økonomi for ”velafbalanceret” i en artikel på finans.dk, hvilket han uddybede i en klumme i samme medie.

Mange ting i dansk økonomi er i balance, men betalingsbalancen er ikke en af dem, da det skyldes en alt for høj opsparing i Danmark. Så stort et overskud er i den grad en økonomisk ubalance, da vores velfærd (privat og offentlig) kunne blive højere ved at mindske det.

Jeg kender ingen mennesker, der er glade, fordi Danmark har et af verdens største betalingsbalanceoverskud. Men jeg kender personer, der bliver mere lykkelige, hvis der var flere pædagoger hos vores børn, eller som synes, vi skal arbejde noget mindre, og andre igen, som vil blive glade for et nyt sommerhus. Hvilket er vores mulighed. Økonomisk teori er også uenig, da overskuddet langt fra kan forklares af bevidst opsparingsadfærd. Overskuddet er nemlig også et resultat af, at Danmark har en stærk lønkonkurrenceevne. Det er det vigtigste emne, når man skal forholde sig til, om overskuddet er en ubalance.

Omtrent siden kartoffelkuren i 1980’erne har danskerne øget den løbende pensionsopsparing, mens den offentlige økonomi er blevet konsolideret. Det har dæmpet den indenlandske efterspørgsel. I sådan en situation vil en åben økonomi, som den danske, sikre fuld beskæftigelse ved at forbedre lønkonkurrenceevnen. Det er netop sket.

På trods af høj løbende opsparing er dansk økonomi nu i højkonjunktur med en historisk høj beskæftigelse, og et kæmpe betalingsbalanceoverskud. Det kan per definition kun ske, hvis lønkonkurrenceevnen er rigtig god, for ellers var ledigheden ikke så lav. Det passer også med, at lønningernes andel af værdiskabelsen (den såkaldte lønkvote) i den private sektor omtrent er på det laveste niveau siden 1966 (da statistikken begyndte).

Så der er plads til mere i lønposen. Og ja, højere lønvækst i Danmark vil dæmpe fremtidig vækst i eksporten, men til gengæld vil virksomheder, der sælger til hjemmemarkedet opleve større salg og indtjening, da forbruget vil stige. Lidt poppet sagt, skal vi producere noget mere til os selv.

Markedskræfterne bekræfter billedet, da nationalbanken er nødt til at sætte renten lavere end i eurozonen for at presse opsparing til udlandet, og dermed holde kronens binding til euroen. Overskuddet på betalingsbalancen lægger nemlig et opadgående pres på kronen. En stærkere valuta vil netop have løftet købekraften hos husholdningerne, da de importerede varer bliver billigere.

Det forhold, at overskuddet på betalingsbalancen er et udtryk for en ubalance, har også betydning for den finanspolitik, der skal føres, når man har fast valutakurs. Da Folketinget har låst kronen til euroen (af mange gode årsager), er det lønnen frem for valutakursen, som tilpasser lønkonkurrenceevnen.

Overskuddet på betalingsbalancen betyder, at politikkerne skal være påpasselige med at stramme finanspolitikken, bare fordi presset på arbejdsmarkedet stiger. Ligesom alle andre markeder skal udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet i udgangspunktet have lov til at cleare. Specielt fordi finanspolitikken allerede er overholdbar.

Var finanspolitikken blevet strammet yderligere de seneste år, ville den lavere indenlandske efterspørgsel have dæmpet importen og lønningerne, og dermed ville overskuddet have været endnu større. I min optik skal det kun ske, hvis der er ved at opstå finansielle bobler, eller lønkvoten stiger til et uholdbart niveau.

Når man dykker ned i fordelingen af den store, løbende nettoopsparing, som er årsagen til betalingsbalanceoverskuddet, kan man se, at husholdningerne kun står for en mindre del. Så opsparingsadfærden hos husholdningerne, hvor de bevidst sparer meget op til fremtiden, kan ikke forklare hele overskuddet på betalingsbalancen.

Husholdningernes løbende nettofinansielle opsparing, herunder pension, udgjorde i 2016, 2017 og 2018 nemlig kun 2 procent af BNP. Intet taler for, at det har været anderledes i 2019, så overskuddet på betalingsbalancen er altså fire gange så stort. Helt konkret er deres løbende opsparing i banker og køb af finansielle aktiver 45 mia. kr. højere end det, de stifter i gæld. Altså langt under de 186 mia. kr. Det er primært virksomhederne, der står for resten.

Den nørdede læser vil måske sige, at husholdningerne godt kan have en svagt negativ finansiel opsparing, da boligpriserne stiger. Det er dog begrænset, da husholdningernes gæld i så fald hurtigt vil stige som andel af indkomsten, som den gjorde i 1990’erne og 00’erne. Så Danmarks pensionssystem kan maksimalt forklare en tredjedel af overskuddet. Resten er en ubalance, der skyldes for lave lønninger.

BRANCHENYT
Læs også