Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Bliver inflationen målt korrekt?

Hvis udgifterne til at sidde i ejerbolig indgik i beregningsgrundlaget, ville inflationen være højere i eurozonen end det, der bliver målt i dag.

På det seneste er der blevet rejst en debat på finansmarkedet, om hvorvidt inflationen bliver målt korrekt i eurozonen. Men, hvorfor er det overhovedet noget at bekymre sig om?

Det er det, fordi inflationen er et vigtig parameter for forhold som lønkrav. Lav inflation giver som udgangspunkt moderate lønkrav, mens høj inflation fører til højere lønkrav.

Pengepolitikken og renterne: Centralbankerne tilrettelægger især pengepolitikken ud fra inflationen. En centralbank som ECB, Den Europæiske Centralbank, har faktisk kun ét punkt i sin formålsparagraf, nemlig at holde inflationen i eurozonen tættest muligt på den vedtagne målsætning for inflationen, som aktuelt er ”tæt på, men ikke over, 2 pct.”.

Hvis inflationen truer med at blive for høj, bliver pengepolitikken strammet ved at centralbanken hæver deres rente, hvilket smitter af på obligationsrenterne. Omvendt, hvis inflationen er for lav, holdes en lempelig pengepolitik med lave renter, som tilfældet aktuelt er.

Omdrejningspunktet i dette system er inflationen, målt som årsstigningstakten i forbrugerpriserne. Og det er lige præcis måden at opgøre inflationen på, som flere er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, ja selv inde bag ECB’s mure er spørgsmålet rejst. Opgørelsesmetoden for inflationen kommer til at indgå i den gennemgang af de pengepolitiske værktøjer, som ECB har bebudet vil ske i år.

Spørgsmålet er, om den måde, som Eurostat i dag måler inflationen på, giver et tal, der er for lavt i forhold til virkeligheden.

Stridens kerne er især, om boligposten indgår med den rigtige vægt i inflationsberegningen. I hvert fald er der meget stor forskel i vægtningen af boligposten i de amerikanske inflationsmål og så Eurostats mål for inflationen i eurozonen:

I Eurostats beregning vejer boligposten 6,5 pct. i beregningsgrundlaget og omfatter kun husleje.

I det amerikanske forbrugerpristal vejer boligposten 42 pct. og omfatter både huslejer og et beregnet udtryk for, hvad det koster at bo i en ejerbolig. I PCE-pristallet (det inflationsmål, som den amerikanske centralbank foretrækker) vejer boligposten godt 23 pct.

Eurostats inflationsmål mangler dermed tal for prisudviklingen ved at bo i ejerbolig, og netop den post er steget stærkere de seneste år, end prisen på varer og tjenesteydelser generelt er. Derved kommer Eurostat til at måle en inflation, der er for lav, og ECB tilrettelægger pengepolitikken ud fra en fejlagtig opgørelse af inflationen, mener kritikerne.

Aktuelt ligger inflationen i eurozonen på 1,4 pct., mens prisudviklingen for at bo i en ejerbolig stiger med 2,3 pct. på årsbasis.

Bundlinjen er, at hvis ejerboligposten indgik i beregningsgrundlaget, ville inflationen være højere i eurozonen, end det der måles i nu. Hvor meget højere, er svært at sige, for hvis ejerboligposten skal ind i beregningsgrundlaget, er der noget andet, som skal ud, da det hele skal summe op til 100 pct.

BRANCHENYT
Læs også