Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Cepos-forslag spiller hasard med den danske flexicuritymodel

En arbejdsmarkedspolitik skruet sammen efter devisen ”one size fits all” dur ikke for personer på kanten af arbejdsmarkedet.

Cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen mener, at man bør skære i den aktive arbejdsmarkedspolitik og bruge pengene på skattelettelser. Den aktive arbejdsmarkedspolitik er i dag med til at sikre, at ledige kommer hurtigt i job og bidrager til en lav ulighed. Derfor vil det være gift for den danske flexicuritymodel at lytte til Cepos.

Cepos bygger sit forslag på en ny undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed. Undersøgelsen skulle angiveligt dokumentere, at det er gratis at skære på den aktive beskæftigelsesindsats. Cepos fejllæser imidlertid analysen.

Konkret har Rockwool Fonden set på den reduktion i aktiveringsindsatsen, der skete i forbindelse med Refusionsreformen i 2011. Før 2011 fik kommunerne en høj refusion fra staten, når kontanthjælpsmodtagere var i aktivering – uanset aktiveringstype – og lavere refusion i perioder uden aktivering. Det lavede man om, da man havde en formodning om, at kommunerne for at opnå den høje refusion i stort omfang gjorde brug af nyttesløs aktivering i form af kurser, hvor man bl.a. byggede tårne af spaghetti og skumfiduser og kaldte det for ”vejledning og opkvalificering”.

Det, Rockwool Fonden kommer frem til, er, at det var fornuftigt at skære nyttesløse aktiveringskurser væk for knap 10 år siden. Undersøgelsen kan således ikke bruges som argument for at skære i den nuværende beskæftigelsesindsats.

Carsten Koch-udvalget gennemgik grundigt den aktive beskæftigelsesindsats og fremhævede blandt andet, at virksomhedsrettede forløb har en positiv effekt på beskæftigelsen. Det samme har målrettet uddannelse. Tidligere overvismand Michael Svarer har her på finans.dk 14. februar også advaret mod at undervurdere betydningen af den aktive arbejdsmarkedspolitik. Han fremhæver i den forbindelse vores meget lave andel af langtidsledige.

Cepos’ forslag drejer sig udelukkende om at gøre forskellen mellem at være i arbejde og på overførselsindkomst større og holde de laveste lønninger nede.

Den aktive arbejdsmarkedspolitik virker. Danmark er blandt de lande i Europa, som får flest arbejdsløse i job. Der er en klar tendens til at lande, som investerer mange penge i den aktive arbejdsmarkedspolitik, også får en højere andel af arbejdsløse i job. Rockwoolfondens Forskningsenhed har også tidligere vist, at højere investeringer i den aktive arbejdsmarkedspolitik og lav ulighed går hånd i hånd.

Den aktive arbejdsmarkedspolitik drejer sig netop om at investere i mennesker. Cepos’ forslag drejer sig udelukkende om at gøre forskellen mellem at være i arbejde og på overførselsindkomst større og holde de laveste lønninger nede.

Det er en forfejlet strategi. Det er de kvalifikationsmæssige, sociale og helbredsmæssige problemer, vi skal fokusere på, og her er den aktive beskæftigelsesindsats et helt afgørende instrument. En arbejdsmarkedspolitik skruet sammen efter devisen ”one size fits all” dur ikke for personer på kanten af arbejdsmarkedet. Der er brug for en tidlig indsats, hvor der tages udgangspunkt i den enkeltes problemer.

BRANCHENYT
Læs også