Debat

Stereotyperne står i vejen for ligestillingen i techbranchen

Stereotype forestillinger om piger og drenge er ofte usynlige, men lever desværre i bedste velgående. Og når vi taler om kvinder i tech, er de en stor del af forklaringen på, at ligestillingen stadig halter.

Ida går i 4. klasse, og for nylig havde hun temauge om robotteknologi. Hun havde glædet sig, for teknologi interesserer hende.

Efter de indledende oplæg fik hun til opgave at tegne de robotter, klassen talte om. Samme opgave fik alle de andre piger. Drengene derimod fik en anden opgave: De skulle kode de robotter, pigerne tegnede.

"Ida" er fiktiv. Men begivenheden er virkelig og har fundet sted i en dansk folkeskole i 2020.

Jeg bliver ofte bedt om at forholde mig til, hvorfor der stadig er så få kvinder i techbranchen. Idas historie er en del af svaret, og i anledning af kvindernes internationale kampdag på søndag, er den værd at fortælle, fordi den med al tydelighed udstiller problemet.

Lad os tænke eksemplet om Ida til ende.

Ida vil hellere kode end tegne. Hun elsker matematik. Og når hun bliver stor, drømmer hun om at udvikle et rent brændstof til fly og opfinde en teknologi, der kan trække CO2 ud af atmosfæren.

Men det matcher ikke hendes omgivelsers forventninger til, hvad piger interesserer sig for. De betyder i praksis, at Idas vej til eksempelvis datalogistudiet er længere, end den er for hendes bror David.

Temaugen er et eksempel. Men også Idas forældre spiller en rolle. Sidste år viste en undersøgelse, vi lavede i samarbejde med tænketanken DEA, at forældre generelt vurderer, at drenge har større interesse end piger for matematik og teknologi. Faktisk mener 70 pct. af forældrene, at drenge er mere interesserede i teknologi og it end piger.

Sammenhold det med, at vi også ved, at forældrenes indstilling til STEM (Science, Technology, Engineering, Mathematics) er vigtig for børnenes interesse.

Hverken forældre eller lærere handler i ond tro. Men det ændrer ikke på, at Idas spirende interesse for STEM-fagene risikerer at dø ud.

Det sker desværre for markant flere piger end drenge fra 4. klasse og frem. Og det præger deres uddannelsesvalg senere i livet. Sidste år var 32 pct. af de nye studerende på universiteternes STEM-uddannelser kvinder – 68 pct. var mænd.

I Microsoft har vi jævnligt skoleklasser på besøg og glæder os over initiativerne i Teknologipagten. Jeg håber for Ida, at hun kommer med på sådant et besøg. Her ville hun nemlig kunne møde Alice, der netop har udviklet en løsning, som ved hjælp af kunstig intelligens kan reducere energiforbruget i bygninger med 50 pct.

Alice bekræfter Ida i to vigtige ting, som er helt afgørende, hvis vi skal fastholde pigernes interesse for teknologien; For det første, at STEM er vejen til at gøre en forskel for mennesker og ændre verden. Det vægter piger højere end drenge, når de bliver spurgt til, hvad de gerne vil arbejde med. Og for det andet bekræfter Alice Ida i noget så simpelt som, at kvinder også kan være data scientists.

Ida får brug for nogle at spejle sig i. Det kan hun i Alice. Det er mit håb for fremtiden, at vi får færre stereotyper og flere rollemodeller. Piger og drenge evner præcis det samme, men stereotype forestillinger præger desværre stadig deres interesser og ambitioner.

Det er spild af værdifuld talentmasse.

BRANCHENYT
Læs også