Virusudbrud har gjort dansk politik faktadrevet
Coronavirussen har bragt andet end sygdom med sig. Den har også bragt orden i sagerne, når vi diskuterer politik og skal løse et seriøst samfundsproblem.
I en tid, der ellers er fuld af fake news, subjektive holdninger og sociale mediers ligegyldige nyhedsstrømme, ser vi her en længe savnet argumentationsform, hvor politikerne drives af fakta frem for af subjektive holdninger og følelser.
For en gangs skyld er det fagfolk, der udtaler sig om situationen på nationalt tv – endda i den bedste sendetid – mens politikerne snarere står for at facilitere rammerne og udstikke en fornuftig, oplyst retning for nationen. Det er virkelig produktivt og en effektiv måde at lede landet på.
Dermed bliver indsatsen også langt mere fokuseret og har større sandsynlighed for at virke. ”Politikken” er så at sige blevet taget ud af politik og afløst af saglige argumenter. Det indebærer naturligvis en risiko for, at debatten bliver for følelseskold og kynisk, men vi har samtidig set politikerne træde i karakter og sikre, at menneskeliv her og nu er i højere kurs end penge.
Krisen kan lære os, at hvis argumentation og handlinger foregår på et oplyst grundlag, minimerer vi omfanget af støj, fnidder og populistiske paradeudmeldinger.
Folketingspolitikerne må naturligvis gerne være uenige; sådan er demokratiet, og det er kun sundt. Det handler udelukkende om, at vi som nation kan lære af den nuværende situation, når vi en dag skal genopbygge et normalt samfundsliv efter de omkostninger, krisen har båret med sig. Lad os til den tid holde fast i et format, hvor debatten styres af kendsgerninger i stedet for af politisk overbevisning. Det vil uden tvivl øge sammenholdet i landet.
Tænk, hvis f.eks. diskussionen om at fjerne registreringsafgiften eller topskatten skete på et lige så oplyst grundlag med afsæt i en faglig, økonomisk vurdering – uden at blande politisk ideologi ind i det. Det ville tjene Danmark godt, og der er tilsyneladende kun ganske få grænser for skattelettelser, løntilskud og andre tiltag, når den brede befolkning er i fare.
Strategien minder i øvrigt om, hvordan man opbygger en virksomhed og får succes: En ensrettet vision med enighed om den overordnede retning, alt sammen baseret på fakta. Tør man håbe på, at vi efter den nuværende krise griber de store problemer an på tilsvarende vis?
Verden er naturligvis ikke sort/hvid, men krisen kan lære os, at hvis argumentation og handlinger foregår på et oplyst grundlag, minimerer vi omfanget af støj, fnidder og populistiske paradeudmeldinger.
Alt i alt vil mindre politik og større saglighed bidrage til et bedre Danmark.