Serier

Var det noget med en hjælpepakke til 232 procent i rente?

Find lommelygten frem. Der vil blive lavet penge på desperation under coronakrisen.

Corona rammer verden

Disse linjer kunne handle om et hvilket som helst udlånsselskab, der låner penge ud til en årlig rente på 232. Nu rimer dette selskabs navn bare på virus. Så rager man for tiden op i landskabet.

I disse dage reklamerer Vivus.dk for sit tilbud via bannerannoncer. Måske er annoncerne bestilt, før Danmark lukkede ned onsdag den 11. marts. Så falder de næste linjer bort. Glem dem. I modsat fald er der noget at tænke over.

Coronakrisen vil få både visse virksomheder og visse husholdninger til at kunne se bunden af pengetanken. Hvis der altså var nogen pengetank. Er der ingen pengetank, må man håbe på bankens forståelse. Har banken ikke nogen forståelse, er situationen kritisk.

Fordi landet er lukket ned, vil nogen se økonomiske udfordringer tårne sig op. Det åbner et marked for desperate løsninger på akutte problemer.

Men så findes der jo andre muligheder. En af mulighederne er selskabet, der rimer på virus. Her kan man for eksempel få en kredit på 6000 kroner. Hvis de 6000 kroner herefter afdrages over 12 måneder, lyder den samlede tilbagebetaling på 13.908, 34 kroner. Vivus.dk fortæller i sin annonce, at dette faktisk er et ekstra godt tilbud. Til nye kunder. Nye kunder får 50 procent rabat på den første måneds rentebetaling. Det gør gamle kunder ikke.

Det er et frit land. Men inden 11. marts var Danmark mere frit end i dag. Fordi landet er lukket ned, vil nogen se økonomiske udfordringer tårne sig op. Det åbner et marked for desperate løsninger på akutte problemer.

Kan man anmode selskaber, som det, der rimer på virus, om at vise samfundssind? For eksempel ved at overveje om en rente på 232 procent er den rigtige rente under coronakrisen? Jo, det er frit marked. Absolut. Og der vil altid være nogen, der er klar til at låne penge ud til virksomheder og husholdninger, der af en eller anden grund vil betale hvad som helst i rente på et lån. Bestemt.

Men når et helt land holder vejret, er det måske ikke tiden at udbyde corona-hjælpepakker til 232 procent i rente. Man kunne overveje timingen. Og man kunne overveje renten. Selskabet, der udbyder pakken med 6000 kroner i, tager 7.908,34 kroner for den i kreditomkostninger.

Samfundssind er for eksempel, når et rekrutteringsfirma i disse tider tilbyder sin hjælp uden honorar, eller et konsulentfirma lader hårdt pressede virksomhedsledere ringe ind og få råd mod et gebyr på 0 kroner. Mon ikke, at der vil komme mere af den slags?

Men der vil desværre nok også komme mere af den modsatte slags. Spekulation i desperation. Hvilket – for at save det ud krydsfiner - er det modsatte af at opføre sig anstændigt. Punktum. Pengene lugter ikke, men det gør handlingen. Kan man stille noget op mod den slags? Ja. Det kan man godt. Man kan lyse på den slags handlinger med en lommelygte, der som tv-fænomenet Tonni Bonde siger det, ”er så kraftig, at den kan lyse igennem en rødhåret”. Undskyld, rødhårede. Det var bestemt ikke ment som en fornærmelse.

Find lommelygten frem. Der bliver brug for den.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Læs også