Her er de fem faser i et markedskollaps: Er vi ved at være ved vejs ende?
Det kræver tid for finansmarkederne at erkende, at verdensøkonomien står i en alvorlig situation. Her er strategernes bud på, hvor vi er i den erkendelsesproces.
Krisen i økonomien og hos virksomheder i den vestlige verden og i Asien udvikler sig så eksplosivt lige nu, at det ifølge økonomer er næsten umuligt at sige, hvor vi ender. Dermed bliver det også meget svært at vurdere, hvad prisen på aktier og obligationer skal være.
I denne situation bliver adfærden på finansmarkederne ifølge strateger som Sydbanks Jacob Pedersen, Nordeas Andreas Østerheden og Jyske Banks Ib Fredslund Madsen drevet af investorernes psykologi.
Den psykologiske forskning af terminalt syge patienter har ifølge Ib Fredslund Madsen identificeret 5 faser af erkendelse, som man også kan overføre til større markedskriser.
Strategerne mener endnu ikke, at vi er ved vejs ende.
Her er de:
Fase 1: Fornægtelse: Næsten 11 år med uafbrudt fest på finansmarkederne - og mindst fire episoder, hvor markederne faldt voldsomt for blot at stige endnu mere - har gjort investorerne selvsikre. Det skabte ifølge Ib Fredslund Madsen en forventning om, at man roligt kunne købe op efter de første mindre kursfald efter markedstoppen den 19. feb.
Fase 2: Vrede: Kurstabene fortsatte dog med at vælte ind. Mange investorer reagerede ifølge Ib Fredslund Madsen med at »skælde« ud på markedet.
Fase 3: Panik: Det hjalp ikke. I denne fase falder likviditeten i mange aktivklasser på en gang, og kurserne rasler ned. Udsvingene tager til og selv traditionelt sikre havne, som guld, statsobligationer og danske realkreditobligationer bliver solgt for at skaffe penge.
Fase 4: Respons: Når panikken er højest, har politikerne den brændende platform, de har behov for til at tilsidesætte alle andre hensyn og sætte kraftfuldt ind. Det er nu de enorme hjælpepakker, rentenedsættelser, opkøbsprogrammer og andre tiltag rammer gaden. Myndighedernes indsats giver i første omgang håb, men markederne fortsætter alligevel ned. Nu dog med mindre udsving end tidligere.
Fase 5: Resignation: Investorerne sidder hjemme i deres kældre og har det forfærdeligt. Det er som om den uhyggelige spiral bare fortsætter og aldrig ser ud til at stoppe. På det tidspunkt er vendingen i følge Andreas Østerheden og Ib Fredslund Madsen i syne.
Lige nu - torsdag formiddag - er vi følge Ib Fredslund Madsen i Panik-fasen, men bevæger os med hastige skridt ind i Respons-fasen.
Det minder i følge strategen om situationen omkring den 20 nov. 2008, hvor det amerikanske VIX-indeks (som måler beskyttelse mod volatilitet) - og også kaldes »Frygtens Indeks« - toppede. Aktiemarkedet bundede dog først i starten af marts 2009.
Da IT-boblen brast i 2000, toppede VIX også to måneder før markedet bundede.
Vi mangler ifølge strategerne altså resignations-fasen - den totale opgivelse - hvor man ifølge Andreas Østerheden bl.a. vil se selv bundsolide aktier blive solgt ud i stor stil.