Cheføkonomer: Ny hjælpepakke er uhørt stor, men nødvendig
Det er et uhørt beløb, som bliver sat i spil i forbindelse med regeringens nye hjælpepakke, som blev offentliggjort ved et pressemøde torsdag, mener flere cheføkonomer.
Folketingets partier offentliggjorde torsdag formiddag en ny stor hjælpepakke, som skal dæmme ned for de økonomiske konsekvenser af coronakrisen for både erhvervslivet og private.
Pakken, hvortil der ifølge aftalen er afsat 40 mia. kr., kommer oveni den seneste uges andre tiltag – heriblandt muligheden for udskydelse af skat og moms – og består desuden af en låneordning på 60 mia. kr.
»Der er absolut ingen tvivl om, at de økonomiske effekter lige nu er meget store. I omegnen af ti procent af arbejdspladserne er direkte lukkede, og mange flere er hårdt ramt af mangel på kunder, materialer eller ansatte, der kan og må arbejde,« siger Troels Kromand Danielsen, cheføkonom i Nykredit, i en kommentar.
Troels Kromand Danielsen mener, at Folketinget sender et stærkt signal ved, at man står samlet om, at danske virksomheder og lønmodtagere hjælpes, og at man vil gøre, hvad end der skal til for at få Danmark igennem krisen.
»Det er svært at se det som andet end udtryk for, at regeringen nu er blevet meget mere pessimistisk omkring, hvor mange, der har brug for hjælp, og det er desværre med god grund,« siger han.
Cheføkonomen for Nykredit fortæller desuden, at den nye hjælpepakke indikerer et skift i politikken, eftersom man nu er klar med direkte støtte til virksomhederne, hvorimod man tidligere har understøttet, at bankerne nemmere har kunnet låne til de virksomheder, som var økonomisk udsatte.
»Det er fornuftigt. Det sikrer nemlig for det første, at den økonomiske hjælp kan nå hurtigere frem til virksomhederne. For det andet bliver det lettere at gå i banken efter kredit, når udbruddet klinger af, fordi man ikke får opbygget lige så stor gæld, mens nedlukningen gælder,« siger han.
Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank, mener, at regeringen med den nye hjælpepakker lægger et helt nyt niveau for økonomisk støtte til virksomheder og privatpersoner, som er langt større end tidligere set.
»Finanskrisen i 2008 har lært os, at det er vigtigt, at vi kommer med nogle store og hurtige modsvar fra politikerne. Det gælder både penge- og finanspolitik. Nu er man begyndt at komme op i en størrelsesorden, hvor det batter noget,« siger han.
Han forventer, at der vil komme nye tiltag med endnu større garantier og overførsler til både lønmodtagere og virksomheder meget snart.
»Det er mange penge, som kommer i spil nu, men vi har råd til det. Vi kan sagtens låne mange flere penge end det beløb, der er lagt op til nu, fordi statskassen er i en så robust position,« siger Søren V. Kristensen og tilføjer, at det bliver nødvendigt.
»Man kan håbe på, at vi får en kraftig genopretning af økonomien, men det kræver at den økonomi vi har, når vi åbner op, minder om den, vi havde, da vi lukkede ned.«
Troels Kromand Danielsen fra Nykredit mener, at den underliggende strategi, hvor staten kompenserer for virksomhedernes udgifter, er den rigtige i den nuværende situation.
»Det er fuldstændig uhørt mange penge, regeringen sætter i spil til økonomisk hjælp. Det understreger, at situationen er helt exceptionel. Men det er det rigtige at gøre. Det vil blive langt dyrere, hvis alternativet er en langvarig lavkonjunktur,« slutter Troels Kromand Danielsen.

