Nødråb fra små virksomheder: Skal bankerne tjene samfundet eller kassen under coronakrisen?
For tusindvis af selvstændige er aftalen mellem bankerne og regeringen ikke det papir værd, den er skrevet på. SMVdanmark løbes over ende af medlemmer, der oplever, at bankerne stiller urimelig betingelser og er umulige at komme i kontakt med.
21 pct. i rente på en bevilget kassekredit, så man kan betale sit realkreditlån; at ægtefælle skal skifte bank, så den selvstændige frisør kan få et helt nødvendigt lån; virksomheder der skal nedbringe deres gæld i banken NU!
Det er eksempler på, hvordan bankerne i disse dage har et større fokus på at tjene penge til deres aktionærer end at efterleve den aftale, de har indgået med regeringen og erhvervsminister Simon Kollerup. En ellers fin aftale, som handler om banker, der skal holde hånden under ellers sunde virksomheder og sikre sig, at de overlever krisen.
Men for tusinder af selvstændige er den fine aftale ikke det papir værd, den er skrevet på – for når den ikke bliver implementeret ude i filialerne, er den intet værd.
Bankerne siger, at de vil strække sig langt og udvise fleksibilitet. En smuk og generøs melding i en hård tid for mange virksomheder og selvstændige. Men ligesom aftalen med regeringen virker budskabet tomt. For når selvstændige henvender sig til bankerne, er det ikke en udskydelse af boliglånet, der tilbydes, men reelt et nyt forbrugslån med langt højere renter.
Der tegner sig et billede af en finansiel sektor, der bruger denne krise som en ”business opportunity” snarere end at se sig selv som en central samfundsaktør, der tager ansvar for fællesskabet.
Når gælden efter coronakrisen skal betales tilbage, betyder det alverden for en lille selvstændig, om gælden trækker 1 pct. i rente som et boliglån eller 7-8-9 pct. i rente som et dyrt forbrugslån. Har bankerne så holdt hånden under virksomheden eller solgt en dyr vare på sædvanlige vilkår til en desperat kunde, der ikke havde andet valg? En klar opfordring fra SMVdanmark skal være at alle banker, kikker på Nordeas eksempel, hvor en sådan mellemfinansiering kan ske til 0 % i rente.
Bankernes opførsel er en generel tendens
I SMVdanmark bliver vi rendt over ende af medlemmer, der oplever, at bankerne er umulige at komme i kontakt med, ikke svarer på telefon og mail og ikke rækker den hånd ud, som de siger i medierne, at de vil gøre. Vi hører om grelle eksempler fra Danske Bank, Jyske Bank, Sydbank, Andelskassen, Arbejdernes Landsbank, Møns Bank, Nordfyns Bank og listen forsætter. Så enkeltstående eksempler er der ikke tale om.
Der tegner sig et billede af en finansiel sektor, der bruger denne krise som en ”business opportunity” snarere end at se sig selv som en central samfundsaktør, der tager ansvar for fællesskabet og sikrer, at flest mulige sunde virksomheder kommer levende igennem – i første omgang til statens støtteordninger udbetales.
Hvorfor man som selvstændig skal sætte sig til tasterne og skrive lange fristile til sin bank for at komme i betragtning til en simpel kassekredit, virker langt fra rationelt.
For netop den store hjælp, som staten tilbyder, kan holde virksomheder flydende. Men udbetalingerne er endnu ikke på plads, og virksomhederne uden omsætning har brug for kapital til at udbetale løn og betale husleje, indtil hjælpen kommer. Det er netop her, at bankernes hurtige og fleksible hjælp kan betyde forskellen på konkurs eller overlevelse.
Absurde dokumentationskrav
Men når bankerne, før de vil give kredit, kræver dokumentation for, at staten også vil udbetale støtten, en dokumentation som ikke kan udstedes, kvæler man virksomheder i egen grådighed. Staten garanterer 70 pct. af lån til virksomheder påvirket af corona, så det er altså en meget begrænset risiko på 30 pct., som bankerne reelt løber. Alligevel oplever vi, at bankerne kræver dokumentation, de ved ikke kan fremskaffes.
Når banker beder frisører sende skriftlige redegørelser om, hvordan coronakrisen påvirker deres virksomhed, må man tage sig til hovedet i afmagt og spørge: ”Hvilken del af ”tvangslukket uden omsætning” er det, I ikke forstår?” Hvorfor man som selvstændig skal sætte sig til tasterne og skrive lange fristile til sin bank for at komme i betragtning til en simpel kassekredit, virker langt fra rationelt.
I bankernes aftale med regeringen har indsneget sig en elastik af de helt lange. Nemlig, at banker skal hjælpe ”ellers sunde virksomheder”, og det efterlader bankernes rådgivere i rollen som dommer ved den økonomiske guillotine, der skal afgøre, hvilke virksomheder der skal leve, og hvilke der må dø. De markedskræfter, der normalt afgør den slags, er sat ud af spillet. Her er der et behov for klare retningslinjer for bankernes kreditvillighed. Spørgsmålet om en virksomhed har haft overskud sidste år, må være den første klare indikator for, om en virksomhed er sund.
Lige nu står den finansielle sektor i Danmark ved en skillevej, hvor den meget hurtigt skal vælge, om den vil være en del af løsningen, eller en del af problemet for de små og mellemstore virksomheder i Danmark.
Det er ikke alle virksomheder i Danmark, der måler sit overskud i milliarder, som de gør i bankerne, men det betyder ikke, at en lille virksomhed, som fire-fem mand kan leve af, ikke også skal kunne hjælpes.
Det skal derfor være min bøn til bankerne, at de nu tænker mere på, hvordan de kan hjælpe end tjene penge, og udarbejder klare simple retningslinjer for, hvilke virksomheder de vil hjælpe, og hvilke de vil svigte. For lige nu står den finansielle sektor i Danmark ved en skillevej, hvor den meget hurtigt skal vælge, om den vil være en del af løsningen, eller en del af problemet for de små og mellemstore virksomheder i Danmark.
Vil bankerne være den venlige livredder på stranden, der står klar med redningskrans, skygge og solcreme? Eller vil de være gadesælgeren med køletasken, der midt i tørken tager 50 kr. for en lille flaske lunkent vand?
Alexander L. Nepper