Et stærkt comeback til økonomien er langtfra givet
Siden 11. marts har meget forandret sig. Men måske de mange hjælpepakker kan hjælpe til et lille comeback, når økonomien åbnes.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Dansk økonomi er i øjeblikket hårdt ramt covid-19 og den dertilhørende nedlukning af økonomien. Efterspørgslen er mange steder ikke bare dalet, den er simpelthen helt forsvundet. Økonomien har altså nærmest ramt en mur, og vi ser fyringer i et tempo, der får finanskrisen til at virke behagelig i sammenligning.
En naturlig årsag bag udviklingen er naturligvis, at vi i videst muligt omfang skal blive hjemme og mange barer, restauranter, cafeer og butikker simpelthen ikke må holde åbent. Godt nok har vi set mange fyringer, men mange er også upåvirkede eller omfattede af regeringens hjælpepakker, som sikrer, at der stadig kommer penge ind på kontoen. Man kan derfor have et begrundet håb om, at vi vil se en kraftig vækst i økonomien, når man igen begynder at lukke op.
Den vigtigste forudsætning for, at det kan ske, er, at den økonomi vi har, når vi igen lukker op, tilnærmelsesvist ligner den økonomi, vi havde inden nedlukningen. Det er derfor afgørende, at vi begrænser antallet af fyringer og konkurser mest muligt. Det er netop det sigte, som regeringens hjælpepakker har, og det er derfor den helt rigtige medicin. Hvis alt derfor går efter planen, og økonomien gradvist kan åbnes efter påske, bør der være gode muligheder for en kraftig genopretning.
De steder, hvor det giver mening, vil der blive tale om et forsøg på at indhente det tabte. Det gælder eksempelvis i industrien. I servicesektoren bliver det derimod svært at indhente de øl, man ellers ville have drukket på barer, eller det mad man ville have spist på restauranter. Men mange vil nok tage ud og bruge penge de steder, så snart det igen bliver muligt.
Vi kan med de store hjælpepakker altså danne forudsætningerne for et kraftigt comeback i økonomien, men det kræver også, at forbrugere og virksomheder står klar til at udnytte de forudsætninger. Det kræver en vis grad af optimisme, og det kan man frygte, vil sætte det stærke comeback over styr.
Rigtig mange forbrugere har nemlig haft enten fyringer eller hjemsendelser tæt inde på livet. Det kan gøre de allerede forsigtige forbrugere mere forsigtige. Vi ved også, at en af omkostningerne ved hjælpepakkerne og den nuværende situation er mere gæld. Primært hos staten, men også ude i virksomhederne. I hvert fald er det langt de færreste virksomheder, der kommer ud på den anden side af nedlukningen i en mere robust position. Det taler ikke just for, at virksomhederne kommer ræsende ud af starthullerne og starter ud med nye og omfattende investeringer.
For at gøre ondt værre, tales der allerede nu blandt ekspert om en mulig anden bølge af sygdommen, som kan betyde, at der igen til efteråret må lukkes ned i en periode. Det vil trække i retning af en endnu større forsigtighed hos forbrugere og virksomheder.
Vi anser det fortsat som mest sandsynligt, at vi vil se en eller anden form for comeback, når økonomien åbnes. Men det er langtfra sikkert, at det bliver stærkt. For meget har forandret sig siden den 11. marts.

