Blot, hvis politikerne har glemt det
Nu er det så gået op for de danske politikere, at økonomien braser sammen, når de lukker erhvervslivet. Men, sandelig ikke om de står som de generøse formidlere af hjælpepakker til de paralyserede virksomheder. Vi bringer her en basal information om cashflow i samfundet. Til ære for magthaverne.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Jakob Ellemann-Jensen stod bag Nicolai Wammen og nikkede. De to skulle have et udmærket forhold, hvilket blev tydeligt, her da en særdeles generøs redningspakke til erhvervslivet blev præsenteret. 300 milliarder kroner, lønrefusion mv.
Generøsiteten har siden hen resulteret i flere såkaldte pakker, hvor magthaverne viser viljen til at hjælpe dansk erhvervsliv. Vi kan næsten se det for os, når der skal ses tilbage på året 2020, når coronakrisen – forhåbentligt – kommer til at være den største negative begivenhed. Politikerne trådte til med hjælpepakker.
Men dermed også en cementering af en substantiel misforståelse. Den er nævnt før, men nu tager vi den igen, elementerne i et samfund, og hvem der er forudsætningen for hvem. Det er ikke politikerne, der leverer midler i form af penge til borgerne. Eller betaler for læger, lærere, sygeplejersker. Nej, funktionen er som følger:
Det er dansk erhvervsliv, der finansierer staten, og dermed den offentlige sektor. Politikerne, uanset om det måtte dreje sig om Jakob Ellemann-Jensen eller Nikolai Wammen, er ikke de glade givere, men kan i stedet defineres som legale formyndere, der beslaglægger erhvervslivets værdier.
Sammenhængen er særdeles central, omend den burde være elementær, for at kunne forstå, at det ikke er politikerne men erhvervslivet selv, der skal finansiere hjælpepakkerne. Som de så smukt hedder. Når det lyder fra en politisk kommentator, at ”staten har dybe lommer” , og dermed muligheden for at redde erhvervslivet, skal vi holde sammenhængen for øje. For årsagen til de dybe lommer er vores erhvervsliv.
Vi kan ikke gratis holde hånden under samfundet med obligationer, for disse skal forrentes, betales. Den regning ender hos det private erhvervsliv, der betaler for politikernes dispositioner. Årsagen til, at Jacob Ellemann-Jensen kan købe et jakkesæt, er, at en direktør betaler skat. Årsagen til, at Nicolai Wammen kan læse til cand.scient.pol., er, at en ufaglært arbejder har ydet en indsats.
Hvad der er sundhedsmæssigt bedst for Danmark, er en anden diskussion. Men, vi skal ikke negligere, hvem der betaler for hvem. Og som altid, erhvervslivet betaler hele gildet.
