Skal vi ikke droppe tanken om at vende tilbage til den gamle "normal"?

Det er voldsomme tider, de her coronatider. Verden, som vi kendte den, er ikke mere, og vi kigger længselsfuldt tilbage efter det, der var engang og nervøst mod det, der er på den anden side.

I skrivende stund går det bedre for Danmarks coronaindsats end forventet. Altså, hvis vi kigger på kurverne for smittede og dem, der dør med corona. 

Men kigger vi på kurverne over samfundets økonomi, er der ingen tvivl om, at økonomien ikke bare ligger på intensiv, men også i respirator - med stor fare for at blive det enkeltstående dødsfald, vi alle sammen kommer til at mærke mest. Og længst.

Regeringen selv siger, at vi kigger ind i en langvarig recession. Dybere end finanskrisen, hvis vi hiver worst case-scenariet frem. Så forståeligt nok, at vi længes tilbage til tiden før corona. Eller forsigtigt håber, at vi kan komme hurtigt tilbage til normalen på den anden side. 

Men findes normalen overhovedet på den anden side? Er det eneste, vi med sikkerhed ved om tiden efter corona, at vi ikke ved noget? Vi kan kun håbe, at vi for alt i verden vender hurtigt tilbage til en effektiv kadence, og at vores kriseøkonomi-værktøjer også virker efter en pandemi. Men vi ved det ikke. Vi kan kun håbe, at forbrugerne stormer ud i butikkerne og sætter penge i omløb. Men vi ved det ikke. 

Så er det ikke nu, midt i det her store tomrum og manglende momentum, at vi skal turde spørge os selv, om vi egentlig skal tilbage til det gamle? Og om vi i det hele taget har råd til det?

Er det for eksempel ikke nu high street fashion-brands skal kigge på sig selv, sin supply chain og den måde, de får fremstillet tøj på? Og om det er nok at have et par økologiske kollektioner og samtidig forfølge en strategi om en ny kollektion hver måned, så billig som mulig? Kommer der nogensinde et bedre tidspunkt at stoppe op og spørge sig selv, hvad man som virksomhed bidrager med i verden? Jeg tror det ikke. Og det spørgsmål gælder sådan set alle virksomheder i alle brancher. 

I Advices Bæredygtighedsbarometer svarer knap halvdelen af de adspurgte danskere, at de mener, at den bæredygtige udvikling går for langsomt. De er selv klar til at tage ansvar – men efterspørger også i stigende grad, at de danske virksomheder tager et ansvar for at skabe en mere bæredygtig verden. Og interessant nok er det faktisk dem under 50 år, der kigger mest mod virksomhederne.

Dette stemmer meget godt overens med Deloittes Millenial Survey fra 2019. 

Her svarer 32 pct. af de adspurgte generation Y’ere og Z’ere, at de forventer, at virksomheder skal hjælpe med at forbedre samfundet. Men der er i den grad plads til forbedringer, eftersom kun 16 pct. mener, at virksomhederne faktisk gør det – ligesom 55 pct. mener, at virksomheder er mest optaget af at tjene penge. 

Der er altså tydelige forventninger til virksomhederne, som ikke bliver indfriet i dag. 

Hvorfor er det interessant? Fordi Generation Y og Z i 2025 udgør 75 pct. af den samlede globale arbejdsstyrke, og fordi de samlet set allerede er den største forbrugergruppe i verden. Og de bruger deres holdninger både til at vælge arbejdsplads og produkter. 

I en artikel fra USA stødte jeg på begrebet The internal pressure. Eller ’Det indre pres’ på dansk. Det er, når medarbejderne i en virksomhed presser virksomheden i en anden og mere værdiladet og ansvarlig retning.

I McKinsey fik medarbejderne stoppet et samarbejde med US Immigration and Customs Enforcement, fordi de ikke mente, det var inden for firmaets værdier at samarbejde om immigrationspolitik. Også Googles medarbejdere har lavet walkouts og sit-ins for at få Google til at droppe en række militære samarbejdskontrakter.

Mit bud er, at vi kan forvente det samme herhjemme, når de to generationer langsomt fylder virksomhederne op som medarbejdere – og ledere.

Det er derfor, vi skal turde tale om, hvorfor vi vil tilbage til normal, når normal står over for massive forandringer. Både når det kommer til den grønne omstilling og virksomhedernes generelle samfundsansvar. 

Derfor er det helt afgørende, at vi bruger den mulighed, som tiden giver os, til at spørge os selv, hvad vores virksomheder skal bidrage med i samfundet – ikke bare nu og her, men også i fremtiden. 

Virksomhederne skal turde spørge sig selv om, hvad deres samfundsambition er. Hvilken tydelig rolle, de ønsker at spille – også på den lange bane. De skal i langt større omfang turde rykke på ambitionsbarometret og flytte sig fra minimumspolitikker til områder, hvor de skaber positiv værdi for det omkringliggende samfund. 

Sushikæden Letz Sushi arbejder f.eks. benhårdt for at være Europas mest bæredygtige sushibrand på alle punkter og har en tydelig defineret samfundsambition, der handler om at beskytte verdenshavene. De sælger sushi, ja, men de passer på fiskene og havene til gavn for deres egen forretning og for de generationer, der kommer efter. 

De smukt beliggende Sinatur-hoteller, der er ejet af Danmarks Læreforening, har også en samfundsambition. Alle hoteller ligger smukt placeret i den danske natur, så det naturlige spørgsmål at stille sig selv er, hvad vil der ske med deres forretning, hvis naturen bukkede under? Derfor har de en samfundsambition, der er et tydeligt pejlemærke for alle beslutninger i forretningen og handler om at drive hotellerne, som naturen ville drive dem – til gavn for forretningen og fremtidige generationer. Begge virksomheder bruger deres samfundsambition som drivkraft til at fremtidssikre forretningen.

Så sidder du i en virksomhed og tænker på fremtiden, så spørg dig selv, om ikke tiden er til at gentænke, forandre, genopdage virksomheden i en mere relevant og ansvarlig retning, hvor det er tydeligt, hvilken positiv forskel virksomheden bidrager med til verden. I fremtiden bliver din virksomhed nemlig målt på netop sin samfundsambition. 

Både medarbejdere og forbrugere vil vide, hvad din virksomhed gør af forskel for verden. Og de vil vælge virksomheden til eller fra ud fra dens bidrag til samfundet. Mit bud er, at tiden efter corona i den grad kommer til at handle om at være bedst for verden, ikke bedst i verden.

Så skal vi ikke droppe tanken om at vende tilbage til den gamle normal? Det ender med at blive alt for dyrt. For de nødvendige forandringer vil alligevel banke på døren på et senere og endnu mere ubelejligt tidspunkt. 

Og hvad er det de siger om kriser? At det også skaber nye muligheder og dermed giver plads til vigtige forandringer.

Flemming Møldrup