Serier

Faldende oliepriser kan være godt nyt for Danmarks grønne virksomheder

Selvom coronakrisen og de faldende oliepriser sender den grønne industri på overarbejde med at trimme og ruste forretningen, er der grund til optimisme.

Corona rammer verden

Den grønne industri oplever lige nu – som mange andre sektorer – at projekter besværliggøres og forsinkes på grund af coronakrisen. I sidste uge fik Danmarks grønne virksomheder så endnu en udfordring, da olieprisen styrtdykkede til et historisk lavt niveau og dermed gjorde grøn energi relativt dyrere.

Det rejser spørgsmålet om, hvordan fremtiden ser ud for den grønne omstilling, der lige nu udfordres af både stilstand og attraktive oliepriser.

Første del af svaret er, at den grønne omstilling er lige så vigtig nu og fremover, som den var før coronakrisen satte ind. Der er nemlig intet, der tyder på, at efterspørgslen efter grønne løsninger ikke vil vende tilbage i takt med, at produktionen genoptages og en normaltilstand indfinder sig. Det er godt nyt for miljøet og klimaet, men også for Danmarks økonomiske udvikling.

Danmark har nemlig på mange områder opbygget en førerposition inden for grøn energi - især i forhold til teknologier til effektiv udnyttelse af vind og vand. Den grønne industri repræsenterer omkring 11 procent af den samlede danske eksportværdi, og bidrager med omkring 70.000 årsværk herhjemme. Og sektoren er blandt de absolut hurtigst voksende eksportsektorer siden 2010.

Derfor er det også godt nyt for dansk økonomi, at de faldende oliepriser måske ikke er så dårlige for vores grønne virksomheder, som man i første omgang kunne tro. Selvom de lave oliepriser udfordrer på kort sigt, vil afkastpotentialet forbundet med olieinvesteringer nemlig på længere sigt følge prisernes fald, mens priserne i sig selv bliver mere uforudsigelige. De lave oliepriser, der på kort sigt kan få flere til at købe mere olie, øger altså på længere sigt det relative investeringspotentiale i den dyrere grønne teknologi.

Det kan lyde som drømmetænkning om fremtidsperspektiverne for Danmarks grønne industri, men spørger man oliegiganterne selv, er de enige i analysen. Således slog topchefen for franske Total i sidste uge fast, at det eneste ben i forretningen, der ikke ville blive skåret som følge af krisen, var virksomhedens afdeling for investeringer i nye energikilder som sol, vind og batterier. En afdeling, der står for 13 procent af oliekæmpens samlede investeringskapital.

Selvom den igangværende coronakrise og de faldende oliepriser sender den grønne industri på overarbejde med at trimme og ruste forretningen, er der altså alligevel grund til optimisme. Forudsætningen er dog, at den grønne omstilling fortsat prioriteres politisk, og at virksomhederne styrker deres portefølje af kerneprodukter, får optimeret arbejdsgangene og sikrer en likviditet, der giver rum til investeringer, når nye muligheder viser sig.

Det er nemlig de tiltag, der skal sikre, at Danmarks grønne industri kommer stærkest muligt gennem krisen på kort sigt. Og at vores grønne virksomheder på længere sigt står bedst muligt i kampen om de vigtige investeringer, der skal styrke vores grønne førerposition.

BRANCHENYT
Læs også