Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

EU overlever trods ubehagelige trakasserier på højeste niveau

Immunforsvaret i det snart 70-årige europæiske projekt er for stærkt til at lade sig knække af dyb uenighed om regningen for genopretning efter coronakrisen.

Corona rammer verden

Covid-19-pandemien har udviklet sig til at være den mest alvorlige globale sundhedskrise siden den spanske syge i 1918-19, og de nødvendige foranstaltninger for at bremse virusudbruddet i form af nedlukkede samfund har vist sig at have voldsomme konsekvenser for den økonomiske aktivitet.

De fleste prognoser peger således på, at verdensøkonomien i år vil skrumpe mere end på noget andet tidspunkt siden depressionen i 1930’erne.

På den baggrund er der ikke noget at sige til, at olieprisen har været udsat for et dramatisk fald på det seneste. Olie bruges i dag primært som energikilde til transport, og i løbet af krisen er efterspørgslen faldet med hele 20-30 millioner tønder om dagen.

Før covid-19 var det daglige forbrug omkring 100 millioner tønder om dagen. Udbuddet af olie har til gengæld været stigende som følge af priskrigen mellem Saudi-Arabien og Rusland, hvorfor lagerkapaciteten er blevet presset til det yderste.

Ikke mindst i USA, hvor prisen på en tønde WTI-olie i sidste uge faldt til absurde -38 dollar, fordi investorerne ganske enkelt ikke ønskede at skulle modtage en fysisk leverance af olie i maj, som de ikke havde noget sted at gøre af. Så hellere betale for at slippe af med den.

Selvom sporene fra brexit skræmmer, føler jeg mig overbevist om, at covid-19 ikke bliver dødsstødet til EU.

Og selvom der nu er truffet en aftale blandt verdens store olieproducerende lande om at begrænse produktionen med 10 millioner tønder om dagen fra 1. maj, ændrer det ikke ved den kendsgerning, at der fortsat i en periode vil være et overudbud, som vil holde prisen på olie nede.

Når økonomierne så igen om forhåbentlig kort tid begynder at genåbne og transportbehovet igen stiger, vil olieprisen også stige, men om den kommer tilbage til de ca. 60 dollar pr. tønde, som den kostede inden corona-udbruddet tør jeg næsten ikke spå om. Jeg har nemlig engang brændt nallerne voldsomt på netop det spørgsmål.

Det var tilbage i 2004, da olieprisen endelig var begyndt at stige efter et totalt kollaps i kølvandet på Asien-krisen i slutningen af 1990’erne. Jeg blev for åben skærm spurgt, om prisen kunne komme op på netop 60 dollar/tønde. Mit svar var, at det havde jeg ikke fantasi til at forestille mig. Som bekendt fik jeg ikke ret i spådommen. Få år efter befandt råvarer sig i en historisk prisboble, og olieprisen nåede at passere 145 dollar pr. tønde, førend finanskrisen fik sat et eftertrykkeligt stop for festen.

Coronakrisen giver dog ikke kun økonomiske tømmermænd. Den truer også med at slå alvorlige skår i EU-samarbejdet. På tordagens virtuelle topmøde gav stats- og regeringscheferne godt nok grønt lys til en hjælpepakke på hele 540 milliarder euro i form af billige lån til medlemsstaterne, fra den europæiske investeringsbank, EIB, den europæiske stabiliseringsmekanisme, ESM, og et helt nyt initiativ kaldet SURE. Sidstnævnte skal bl.a. benyttes til at betale for arbejdsdeling eller lønkompensation for at undgå massearbejdsløshed, mens nedlukningerne står på.

Der var på papiret også enighed om, at der skal oprettes en ny og kæmpestor fælleseuropæisk genopretningsfond, hvis midler skal målrettes til at støtte de regioner og sektorer, som er hårdest ramt af krisen. Men en ting er at blive enige om, at der skal flere penge på bordet, noget andet er, hvor mange og hvor de skal komme fra.

Her deler vandene sig. De sydeuropæiske lande, som har størst behov for støtten, ønsker nemlig, at hjælpen ydes som bidrag og ikke som lån til nationalstaterne. Især den italienske regering har slået til lyd for, at EU skal underskrive og hæfte for gælden f.eks. ved at udstede corona-obligationer.

Men den form for risikodeling ønsker de nordeuropæiske lande ikke at være med til. De står fast på, at de gerne vil være med til at fremskaffe pengene, men ikke hæfte for risikoen for, at gælden ikke kan betales tilbage. Samtidig nærer de en slet skjult bekymring for, om en sådan foranstaltning blot vil føre til, at de sydeuropæiske lande endnu en gang vil slække på budgetdisciplinen.

Det har ført til ubehagelige trakasserier på højeste politiske niveau mellem medlemsstaterne, og endda spekulationer om hele EU’s eksistensberettigelse. Men selvom sporene fra brexit skræmmer, føler jeg mig overbevist om, at covid-19 ikke bliver dødsstødet til EU. Dertil er immunforsvaret i det snart 70-årige europæiske projekt trods alt stadigvæk for stærkt.

BRANCHENYT
Læs også