Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Wipe-out truer en hel generation af iværksættere

Coronavirussen har aflivet mange iværksætterdrømme, fordi de udspændte sikkerhedsnet i form af hjælpepakker er målrettet folk med fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Og de er endda indrettet sådan, at de største ydelser tilflyder dem, der i forvejen får mest.

Finn Lund, Projektcoach, POP-UP Copenhagen A/S

Det altovervejende sigte med den nationale strategi for, at vi som samfund kan komme lempeligt gennem coronakrisen, er at skabe de bedst mulige forudsætninger for en hurtig genåbning af økonomien.

Staten, det vil sige fællesskabet, har defineret hjælpepakker, der skal holde erhvervslivet i en grad af tomgang, så det er klar til at sætte i fart straks efter krisen. Det sker ved at kompensere private virksomheders omsætningstab for dermed at mindske risikoen for, at firmaer fyrer deres ansatte eller går konkurs, samt tilbyde lønkompensationsordninger, som dækker 70, 80 eller 90 procent af de ansattes løn.

De udspændte sikkerhedsnet er målrettet folk med fast tilknytning til arbejdsmarkedet og placeret under lønmodtagere i faste stillinger på et arbejdsmarked præget af orden og rettigheder. Og de er endda indrettet sådan, at der betales en procentdel af folks løn, så de største ydelser tilflyder dem, der i forvejen får mest.

Men uanset det fordelingsmæssige perspektiv er hjælpepakkerne tilpasset den gamle verden, for selv om der er særlige ordninger, som hjælper nogle freelancere og små selvstændige, bidrager pakkerne slet ikke med hjælp til dem, der arbejder fra opgave til opgave, dvs. er (ad hoc) timelønnede, har korte vikariater eller er i projektansættelser.

Selv om en stadig større del af den arbejdsduelige befolkning mere eller mindre selvvalgt må basere indtjeningen på kombinationer af disse ”prekære” erhverv, er denne restgruppe fuldstændig skubbet ud af betragtning i forhold til hjælpepakkerne - muligvis klemt af rigide arbejdsmarkedspolitiske betragtninger, men i hvert fald overset, måske endda glemt i den politiske erkendelse af fremtidens samfundsstruktur.

Dette til trods for at vikarerne udfører vigtige opgaver for samfundet, hvor de på mange måder er med til at være den skru-op-skru-ned-knap, hvormed man kan tilpasse arbejdsstyrken, så økonomien hænger sammen. For mange andre virksomheder udgør vikarerne tilsvarende den fleksible og nødvendige adgang til arbejdskraft, som kan fylde hullerne ud, når der opstår sygdom eller andet fravær blandt de faste medarbejdere. Vikarerne er uundværlige for et bredt spektrum af virksomheder indenfor bl.a. sundhedsvæsenet, eksport og fremstilling, e-handel, bygge og anlæg, samt hotel- og restaurationsbranchen.

Særlig hårdt rammes de nyeste skud af selvstændige iværksættere, der kun lige har fået et spinkelt fodfæste - og som sandsynligvis har sat alt ind på at løbe deres virksomhed i gang. For den altovervejende del af disse gælder, at en væsentlig del af indkomsten nødvendigvis må komme fra et job, som ligger i et parallelt spor - der simpelthen skal udgøre grundforingen, altså skal dække udgifter til familiens samlede daglige husførelse, mens man i hovedsporet kæmper for det forretningsmæssige gennembrud

Hvis der overhovedet skal være seriøs plads til iværksætteriet, kan dette bijob i sagens natur jo ikke være baseret på et fuldt antal timer, ligesom det samtidig skal rumme stor fleksibilitet mht. tilstedeværelse. Ofte er ingen af delene forenelige med de betingelser man hyres ind på og derfor er det helt oplagt, at man i givet fald får de dårligste tjanser og ender på de yderste centimeter af bænken - last in, first out

Her er situationen for flere, at bijobbet faktisk var det eneste, der fik tilværelsen til at hænge sammen økonomisk. Mens alt, hvad der kunne ligne et overskud, blev brugt til at skubbe endnu mere på, har mange af de nystartede virksomheder endnu ikke opnået et tilstrækkeligt forretningsomfang til at kunne få nytte af nogen af hjælpepakkerne.

Måske fair nok, sådan er det. Men når vikarjobbet samtidig bliver lukket ned, da der af gode grunde jo ikke er nogen at vikariere, fjernes det økonomiske fundament fuldstændigt, og så kan man håbe, at der er hjælp at hente andre steder

Aktivloven handler om hjælp i særlige tilfælde, hvor kommunen kan yde hjælp til en person, som har været ude for ændringer i sine forhold, der ikke har kunnet forudses - hvis den pågældendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden vanskeliggøres.

Men nej, desværre heller ikke her. Når man er selvstændig erhvervsdrivende er man åbenbart ganske unfit de etablerede hjælpesystemer. Som der står på virk.dk, er det nemt at starte en virksomhed, ligesom det er nemt at lukke den igen. Der kan bestemt tales mod det første, og til det sidste kan man kun inderligt beklage, at det kan ende med at være det, der skal til for at få hjælp fra fælleskassen - overhovedet

Så stik mod alle de anstrengelser, vi som samfund har gjort os for at afbøde virkningerne af corona, kan dette scenarium ende med at slukke lys i øjnene på mange unge mennesker, alt imens drømmen om at være selvstændig slutter med noget, der kun kan skræmme andre langt væk fra prøve.

Noget, der kan vise sig som et veritabelt wipe-out af en hel generations iværksættere - så hvad gør vi nu, lille du?

Finn Lund

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.