Serier

Den dygtige klimaklasse har bestået teorien - nu venter praksis

Regeringens klimapartnerskaber resulterede i flere og bedre forslag, end man med rimelighed havde kunnet håbe på. Nu forpligter det – både regeringen og virksomhederne selv.

Corona rammer verden

Det ligner et klassebillede på første skoledag. 13 af dansk erhvervslivs absolutte spidser og tre ministre, stillet op på to rækker, og foreviget af fotografen, da regeringen i november lancerede sine klimapartnerskaber. De ser glade og forventningsfulde ud, de 13, men smilene og blikkene vidner også om sommerfugle i maven. Regeringens repræsentanter, med Mette Frederiksen i spidsen, udstråler til gengæld udelt tilfredshed. Forståeligt nok.

Der gik dog ikke mange dage, før de kritiske røster meldte sig. Forhenværende erhvervsspidser fremførte, at de 13 var nyttige idioter, spændt foran regeringens klimavogn. Klimaaktivister udtrykte bekymring for, at partnerskaberne blot forsinkede helt nødvendig klimahandling og kun ville bringe en gentagelse af gamle kendinge fra erhvervslivets ønskesedler.

Politiske forhandlingspartnere knurrede om ”Dan Jørgensens syltekrukke”, som kynisk var udformet for at købe tid – fremfor reelt indhold – til de vanskelige forhandlinger om opfyldelse af Klimalovens ambitiøse 70 pct. På tomandshånd hviskede Slotsholms-insidere om, at man med afkobling fra ministerier og eksperter måske nok gav klimapartnerskaberne ”arbejdsro”, men ikke redskaber til at skabe noget nyttigt. Kort sagt: klimaklassen blev ikke spået mange chancer for at levere til topkarakterer. I januar måtte de bede om udskudt afleveringsfrist.

Men i mål kom de, og nu foreligger 13 ret forskellige bidrag, med knap 400 anbefalinger til regeringen.

Hvordan klarede de sig? Kritikerne vil sikkert føle sig bekræftet. Flere af rapporterne bærer præg af at være gjort hastigt færdige og har haft svært ved at skabe fælles, intern retning. Kvaliteten af indbragt ekstern hjælp og sekretariatsbistand har åbenlyst været af svingende kvalitet. Forventelige dogmer fylder en del: Klimahensyn må ikke gå ud over vækst og konkurrenceevne, grøn omstilling giver kun mening, hvis kunderne vil betale for den osv. Lige så forudsigeligt var det, at CO2-afgifter kun berøres ganske perifært, mens ønsker om tilskud fylder ganske meget.

Intet af dette er overraskende, når man tager arbejdets præmisser i betragtning. Den store overraskelse er derimod, hvor vægtige og ambitiøse kataloger, de fleste af klimapartnerskaberne faktisk har formået at aflevere.

Der stilles således skarpt på de vigtigste udfordringer i hver sektor. De store temaer, som omstilling til grøn energiforsyning, offentligt indkøb som drivkraft, behovet for investeringer i carbon capture og power-to-X, samt omlægning af afgiftsstrukturer, er alle identificeret og underbygget korrekt. Flere partnerskaber præsenterer innovative tiltag inden for deres sektorer. Mange peger på betydningen af at synliggøre virksomheders og produkters klimaaftryk, så kunderne kan træffe informerede valg.

Når Klimarådet – en streng, men kompetent censor – tæller forslagene sammen, kommer de frem til, at klimapartnerskaberne har identificeret reduktioner af drivhusgasser, der samlet overstiger 70 pct. reduktion af udledningerne i 2030. Der kvitteres endda for, at partnerskaberne på mange områder foreslår brugbare tiltag, som Klimarådet ikke selv medtog i deres ellers meget gennemarbejdede analyse fra marts om samme emne. Netop denne analyse fremlægger en række regulatoriske værktøjer, herunder en langsom indfasning af høj CO2-beskatning, som supplerer partnerskabernes sektornære anbefalinger.

Dermed er bolden i første omgang spillet tilbage til regeringen, som med foreningsmængden af Klimarådet og klimapartnerskabernes anbefalinger har fået langt mere, end de kunne have håbet på. At 70 procent-målsætningen ikke kan nås uden upopulære afgifter, at der stadigvæk udestår vanskelige omstillinger i bl.a. landbruget, og at særinteresser også fremad vil fylde meget, var helt forudsigeligt og bør ikke være uoverkommelige knaster for dygtige politiske håndværkere. Presset på dem er stort nu.

Men virksomhedernes arbejde er heller ikke forbi. De bør ikke afvente den politiske aftale, som formentlig trækker ind i efteråret. Mange af de foreslåede tiltag giver nemlig god forretningsmening i sig selv, og dygtige erhvervsledere vil forstå at læse klimapartnerskabernes facitlister som en vej til konkurrencemæssige fordele.

Klimaklassen har bestået terminsprøven over forventning, men afgangsprøven - at eksekvere på ambitionerne – venter fortsat forude. Det bliver en krævende gruppeeksamen.

Læs også