Debat

Køb af klima-aflad giver hverken syndsforladelse eller er et svindelnummer

Virksomheders offsetting-praksis, hvor der købes aflad for klimasynder, granskes til stadighed og med god grund. Men det er muligt - og nødvendigt - for virksomheder at gøre godt gennem aflad.

Selvom coronakrisen i disse dage fylder det meste i erhvervsmedierne, er og bliver klima og CO2 en kæmpe gamechanger for erhvervslivet de kommende år - nok den største. Regeringen har med klimaloven og de 13 klimapartnerskaber i høj grad budt erhvervslivet op til dans, og acceleration af en grøn omstilling af et samlet dansk erhvervsliv er i dag et vilkår.

Flere danske virksomheder har da også læst skriften på væggen og er ved at komme seriøst ind i klimakampen. Vi ser i øjeblikket næsten et “våbenkapløb” om, hvem der kan levere de mest imponerede reduktionsmål.

Mærsk vil være klimaneutral i 2050, Ørsted vil være CO2-neutrale i 2025, og Coop vil være “klimapositive” i deres driftsaktiviteter allerede i 2030. Ud over reduktionsmål er mange danske virksomheder også i fuld sving med at etablere CO2-baselines og identificere reduktionsmuligheder.

I processen er særligt ét virkemiddel blevet gennemgående for mange danske virksomheder: Kompensation for udledninger via såkaldt “offsetting”.

Offsetting fungerer som et klassisk afladsbrev. Det betyder, at man kan fortsætte med at “synde” og udlede CO2 og betale sig fra det. Enten ved selv at hive den CO2 ud af atmosfæren, som man udleder - eksempelvis via træplantning eller biokul - eller ved at købe kreditter, der støtter projekter, som kan reducere udledningen et andet sted som f.eks. solceller i Indien eller vandkraftværk i Honduras.

Offsetting er en fristende vej for virksomheder at gå: Det er ikke voldsomt dyrt, virksomheder kan undgå at pille ved kernen i deres forretningsmodel, og de kan udskyde investeringer i reduktion af egne direkte udledninger. Dertil kan de i marketing-øjemed bryste sig af klimaneutralitet.

Men spørgsmålet er, om det er den rigtige vej at gå?

Offsetting er grundlæggende ikke løsningen på klimakrisen. Løsningen på klimakrisen kræver derimod, at forbrændingen af fossile brændstoffer reduceres kraftigt i et skifte over mod en lavemissionsøkonomi.

Desuden overvurderes effekten ved offsetting ofte. Kigger man på Danmarks klimaregnskab i perioden 2008-12, er det ifølge en analyse fra EU-kommissionen kun sølle 5 pct. af de danske kreditter, som fik det ’grønne’ stempel, der betyder, at kreditterne med høj sandsynlighed har leveret den solgte CO2-besparelse.

Offsetting kan også medføre, at man udskyder vigtig regulering af visse sektorers direkte udledninger. Og endeligt er der et voksende marked for svindel. F.eks. købte Ørsted svindelkreditter fra en kemifabrik i Rusland, mens Aalborg Portland prøvede at sænke sit klimaaftryk med ukrainsk kul.

Omvendt kommer vi ikke i mål med vores klimaambitioner uden mekanismer, der kan optage CO2 fra atmosfæren eller reducere CO2 et andet sted i verden. Det ligger bl.a. i Danmarks lidt tekniske og kringlede definition på klimaneutralitet i 2050 som “netto-nuludleder”, hvor man også lægger op til at kompensere for de udledninger, man ganske enkelt ikke kan stoppe for.

Virksomhederne bør dog indse, at dette køb af aflad kun er på lånt tid, og at de uundgåeligt vil blive tvunget til at reducere eget aftryk på verden som følge af stigende krav fra forbrugere, investorer og fremtidig lovgivning

I lyset af ovenstående bør virksomheder gøre følgende i forhold til offsetting:

  1. Anvende offsetting som den sidste udvej – og aldrig som alene stående initiativ, men som et supplement til reelle reduktioner af virksomhedens egne udledninger.
  2. Prioritere fuld transparens om klimaregnskab. Kunder, investorer og andre interessenter skal kunne holde klimakreditter op mod, hvad virksomheden selv reducerer.
  3. Være præcise i udregningerne af de produkter og services som i dag uundgåeligt kun kan afbødes ved hjælp af klimakreditter, f.eks. langdistancefly og transport af varer.
  4. Bruge anbefalede verifikationsstandarder, som monitorerer og verificerer de projekter, virksomhederne køber klimakreditter igennem (f.eks. Clean Development Mechanism, CMD Gold Standard, Voluntary Carbon Standard).
  5. Sørge for, at klimakreditterne finansierer projekter, der ikke ville have fundet sted ellers.

Ovenstående kan være med til at sikre, at brugen af offsetting medfører reelle reduktioner - og dermed giver virksomheder den lovede “syndsforladelse”.

Virksomhederne bør dog indse, at dette køb af aflad kun er på lånt tid, og at de uundgåeligt vil blive tvunget til at reducere eget aftryk på verden som følge af stigende krav fra forbrugere, investorer og fremtidig lovgivning. Alt sammen peger kun i retning af, at CO2-udledning bliver en dyr fornøjelse i fremtiden.

Læs også