Livet som far er for kort til en skiderik af en chef

Jeg har selv oplevet at have en skiderik af en chef. Den slags er livet som far simpelthen for kort til. Som chef har man en afgørende rolle i sine ansattes familieliv.

Vil du gerne have velfungerende ansatte, kræver det, at du anerkender både deres arbejdsliv og deres familieliv. Faktisk vil større fokus på det sidste, give endnu bedre resultater på det første.

Som ledere påvirker vi vores ansattes familieliv i langt højere grad, end vi måske selv tænker over, og det kan faktisk gøre forskellen på himmel eller helvede for vores medarbejdere. Det er jeg selv smerteligt bevidst om via egne erfaringer, som jeg nu trækker på i mit eget lederskab og også har skrevet lidt om i den nylige udgivelse af Bogen til far.

Som ledere har vi et stort ansvar for at skabe de rette rammer for vores ansatte, så de kan være nærværende både på jobbet og i hjemmet. Det er os, der initierer ekstraarbejde, siger ja eller nej og dikterer fleksibiliteten eller manglen på samme. For medarbejdere uden børn betyder rammerne måske knap så meget, men når nye familiemedlemmer kommer til, bliver chefen afgørende for både familieliv og karriere. Det skal man som leder være meget bevidst om.

De fleste ledere er heldigvis ordentlige og moderne mennesker, der gerne ser, at deres medarbejdere har et godt, harmonisk liv og en god balance mellem arbejde og privatliv. Men der er også de andre chefer. Jeg har selv oplevet at have en skiderik af en chef. Den slags er livet som far simpelthen for kort til.

De fleste mennesker, der rammes af stress, kan finde årsagen i snitfladen mellem arbejdslivet og privatlivet. Det er kombinationen af pres fra flere sider. Når man skal hente børnene senest kl. 17, og der kl. 15.30 dumper ekstra arbejde ind. Uret tikker og nerverne sidder uden på tøjet.

Jeg har selv kørt som en vanvittig til børnehaven for alligevel at komme to minutter for sent og blive mødt af et trist barn og sure pædagoger. Jeg har prøvet at lyve mig syg overfor chefen, fordi jeg ikke ville fortælle, at jeg havde et sygt barn at passe. Jeg har sagt til chefen, at jeg skulle til et møde ude i byen, selvom jeg bare kørte hjem til børnene. Fordi min chef var en uforstående, gammeldags skiderik, der ikke anerkendte vigtigheden af en nærværende far.

De oplevelser glemmer jeg aldrig, og jeg har lovet mig selv for lang tid siden, at jeg vil respektere mine medarbejderes behov for at være der for deres børn – både mødre og fædre. Jeg prøver, og mine medarbejdere må være dommere over, om jeg lykkes med det.

Det betyder ikke, at jeg er mindre krævende end andre chefer. Ofte tværtimod. Men der skal være plads til både arbejde og privatliv for begge køn. Der skal særligt være plads til børnene. Jeg har fejlet, hvis det er nødvendigt at lyve overfor mig, hvis ens børn har brug for, at man kommer hjem.

De fleste chefer er mænd – endnu. De fleste mænd er fædre. Det er svært at forstå, at mange af disse fædre ikke begriber, at andre mænd også skal have tid og fleksibilitet til at være gode fædre. Det ér blevet bedre i de seneste år, men vi kan og skal gøre det endnu bedre.

BRANCHENYT
Læs også