Serier

Black Lives Matter: Den enes død, den andens brød?

Raceuroligheder i USA har fået alverdens virksomheder op på barrikaderne. Men noget tyder på, at “Black Lives Matter” i højere grad eksisterer på sociale medier end i virkeligheden.

Corona rammer verden

Alle må efterhånden have set de gruopvækkende billeder af George Floyd, som for to uger siden blev udsat for en hårdhændet anholdelse i Minneapolis, hvor en politibetjent i 8 minutter og 46 sekunder sad med sit knæ på George Floyds hals, skønt han gentagne gange sagde »I can’t breathe«.

En tragedie, der har forarget en hel verden og tilmed fået alverdens virksomheder til at udsende velmenende statements og hashtags på sociale medier og tv-stationer til at gennemføre blackouts i 8 minutter og 46 sekunder.

Umiddelbart meget sympatisk, men omvendt bliver jeg lidt træt af at se virksomheder benytte anledningen - et forfærdeligt drab til at “redwashe” deres corporate brand, når flere af selvsamme virksomheder benytter sig af såkaldte sweatshops, hvor ansatte bliver undertrykt og arbejder under kummerlige forhold.

Noget tyder på, at “Black Lives Matter” eksisterer mere på sociale medier end i virkeligheden - for hvad nytter det at støtte racelighed og social retfærdighed uden at demonstrere walk the talk?

Mere “walk” end “talk”

Jeg savner at se alle disse prominente virksomheder, som de seneste par uger har meldt sig i koret som modstandere af racisme, fattigdom og politivold, at de frem for noget andet, valgte at tage hånd om de problemer som har udløst de uroligheder, der foregår i USA i øjeblikket.

Det vil klæde flere af de højtprofilerede brands at gemme deres logo væk og i stedet iværksætte initiativer efter samme model som Patagonias stifter, Yvon Chouinard har gjort med NGO’en 1% for the Planet, hvor Patagonia og flere andre virksomheder donerer én procent af deres omsætning til miljøfremmende formål.

Desuden har Patagonia en corporate policy, der direkte støtter politisk aktivisme ved at støtte medarbejdere økonomisk ved at betale for løsladelse, hvis de i så fald bliver buret inde i forbindelse med en demonstration.

Derfor virker det lettere hyklerisk, at flere af de virksomheder, som de seneste uger har meldt sig under fanerne, udviser total mangel på corporate governance, når det gælder spørgsmål som racelighed - især i selskabernes bestyrelser.

Black Business Matters

En af de virksomheder er Nike, som udmærkede sig ved at sende en kampagne i luften med ordene: »Don’t pretend there’s not a problem in America«, hvilket umiddelbart virker som et hæderligt initiativ - men den ubekvemme sandhed er nok nærmere, at hér er en virksomhed som har travlt med at beskytte sin omsætning, set i lyset af, at sportsbrandet som bekendt har tjent milliarder af dollar på sorte sportsstjerner og forbrugere.

Brands har som bekendt i årevis forsøgt at knytte deres produkter sammen med et konkret “purpose”, som oversat til dansk er det samme som en god sag, hvilket rejser yderligere spørgsmål: Hvordan forholder Nike sig i øvrigt til de kummerlige arbejdsforhold, som brandet flere gange er blevet anklaget for lade deres sko producere under i Sydøstasien?

Jeg kan allerede se de første spoof-reklamer, hvis ordlyd vil lyde: »Don’t pretend there’s not a problem in Southeast Asia« - og hvis det skal være mere politisk, så kan der såmænd også spoofes med Kina.

Ind i kampen

Vi skal nemlig ikke spole tiden længere tilbage end sidste efterår, da Nike tilsyneladende lod sig underkue af det kinesiske styre ved i stilhed at fjerne basketballholdet Houston Rockets tøj og merchandise fra alle sine kinesiske butikker, efter at Houston Rockets’ General Manager, Daryl More, offentligt havde bekendtgjort sin støtte til demonstrationerne i Hongkong mod netop det kinesiske styre.

Ergo lugter “Black Lives Matters” mere af profilering end reel handling, selvom det sikkert er velment at tage et populært og politisk korrekt standpunkt. Men hvilken forskel gør det, hvis alle blot ser til?

Den danske legetøjsproducent Lego forsøgte sig ellers med at gå den gyldne middelvej, ved at bakke sit statement op med en donation på 4 millioner dollar til organisationer, der støtter henholdsvis “black children” og læring om racelighed.

Som udgangspunkt et prisværdigt forsøg på at sætte handling bag ordene, men kan en virksomhed betale sig fra at gå ind i kampen mod racisme, fattigdom og social ulighed? Svaret er tvetydigt, idet Lego trods alt viser handling, men hvor langt rækker 4 millioner dollar til forebyggende oplysning i et samfund som det amerikanske, som i øjeblikket er ramt af historisk høj arbejdsløshed som følge af coronaepidemien?

BRANCHENYT
Læs også