Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Kunne et arbejde også være noget, man selv skaber?

Der er en klar tendens til, at mennesker, som er vokset op under svære kår, bruger iværksætteri til at vise deres værd. Selv har jeg lidt af stress og depression, og min vej tilbage til arbejdsmarkedet gik igennem at starte en mindre forretning op uden af være underlagt en arbejdsgiver.

Corona rammer verden

For tiden raser debatten i offentligheden om, hvad vi som samfund gør med de mange arbejdsløse, der er kommet og vil komme som resultat af coronaepidemien. Skal der flere økonomiske hjælpepakker til fra staten? Skal de ledige have mere i dagpenge, i længere tid? Skal der være yderligere lærepladser? Og har vi råd?

Som iværksætter tænker jeg hver gang, jeg følger disse debatter, hvorfor vi herhjemme altid taler om arbejde som noget, man skal søge eller noget, der ’mangler? Hvorfor er svaret på arbejdsløshed altid et jobcenter eller et CV-kursus? Hvad med at tale om arbejde som noget, man i stedet skaber?

Jeg er bestemt ikke imod uddannelse. Vi er et videnssamfund, så selvfølgelig skal vi investere massivt i både uddannelse og forskning, men det er nu engang også sådan, at rigtig mange succesfulde iværksættere faktisk ikke har lange og fine uddannelser bag sig. De har set et arbejde som noget, de skaber frem for noget, de søger.

I mit eget netværk af iværksættere joker vi med, at rigtig mange af os har titlen ’Cand Magisk’. Dvs. at vi typisk er dropouts, der alligevel på ’magisk’ vis er lykkedes med at skabe noget på trods. Eksempelvis er jeg selv stifter af en vækstvirksomhed, hvor vi lige nu har kunder i 130 lande og beskæftiger godt 20 mand på vores kontor i Aarhus.

Når man fortæller sådanne historier, opponerer folk ofte, at det jo ikke er alle, der har den slags evner eller ressourcer, og jeg tænker i den relation, hvad man egentlig forestiller sig, at iværksætteri er? Dvs. er det kun for de særligt velbegavede eller velformulerede? Er det kun for nogle med et særligt overskud eller en utroligt stabil familiebaggrund med masser af økonomiske muligheder? Overhovedet ikke er mit svar!

Eksempelvis ved man fra utallige studier, at der iblandt iværksættere er en stærk overrepræsentation af mennesker, som er ordblinde. Der er også en klar tendens til, at mennesker, som er vokset op under svære kår, bruger iværksætteri til at vise deres værd. I udlandet findes der mennesker som inderen Naveen Jain, der voksede op i slummen i Calcutta, og i dag er mangemilliardær og arrangerer rejser ud i rummet. Herhjemme har vi heldigvis ikke Indiens forfærdelige slum, man alligevel kender de fleste vel iværksættere som Jesper Buch og Toke Kruse (nu Werner Valeur), der henholdsvis måtte kæmpe med en alkoholisk far og en svær skoletid, da de voksede op. Deres historier og succes på trods findes der tusindvis af.

Problemet med den aktuelle debat om arbejde er, at vi også retorisk skaber en kæmpe stor forskel på at være lønmodtager og arbejdsgiver, og den kløft burde slet ikke være så dyb. Hvis vi fortsætter den fortælling, gør vi det endnu mere frygtindgydende at starte op for sig selv, selvom springet i virkeligheden slet ikke er så stort. Heller ikke fra eksempelvis sygdom tilbage til arbejdsmarkedet.

Jeg har selv lidt af alvorlig stress og depression for seks år siden, og min vej tilbage til arbejdsmarkedet gik igennem at starte en mindre konsulentforretning op. Det gav mig muligheden for selv at dosere arbejdsbyrden frem for, hvis jeg skulle være startet op hos en arbejdsgiver, der så bestemte.

Det er på tide, at vi begynder at tale om arbejde som noget, vi skaber, frem for noget, vi søger eller tager.

BRANCHENYT
Læs også