Ændrer covid-19 på kravene til arbejdsmarkedspolitikken?

Coronakrisen fører til faldende beskæftigelse og stigende ledighed. Der er en intens diskussion af behovet og mulighederne for at øge aktiviteten og dermed beskæftigelsen. Men situationen øger også kravene til arbejdsmarkedspolitikken.

Et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale om midler til blandt andet et uddannelsesløft til ufaglærte ledige og en trainee-ordning til ledige dimittender. Den forventede regning lyder på 730 mio. kr. frem mod 2023 og giver jobcentrene nogle ekstra instrumenter i den aktive arbejdsmarkedsindsats. Men har jobcentrene overhovedet behov for disse nye muligheder i forhold til at udfylde deres rolle?

Jobcentrene har en væsentlig funktion i forhold til at sikre et velfungerende arbejdsmarked både med rådgivning til ledige og formidling af aktiveringstilbud. Jobcentrene bidrager, sammen med a-kasserne, således til, at ledige vender hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet, og fastholder deres beskæftigelse, og indsatsen skal naturligvis afstemmes med konjunktursituationen på det lokale arbejdsmarked.

Det danske arbejdsmarked er kendetegnet ved en høj grad af fleksibilitet. Danske virksomheder har relativt lempelige afskedigelsesmuligheder, og i en international sammenligning afspejles dette ved et højt niveau af jobskift hver måned. Mange danskere skifter job, og mange gør det med en mellemliggende ledighedsperiode eller periode uden for arbejdsstyrken.

Det gælder også i en krisesituation. Efter at coronaepidemien gjorde sit indtog, er der er mange, der har mistet deres job, men der er også mange, der har fået ny beskæftigelse, og antallet af nyopslåede stillinger er højt. Faktisk er det tilbage på det på niveau, der var gældende i perioden før covid-19. Det var vel at mærke en periode, hvor arbejdsmarkedet kørte i højeste gear med særdeles høj jobvækst - kulminerende med det højest målte antal beskæftigede nogensinde.

Selvom mange finder nye job, er der endnu flere, der har mistet deres job og ledigheden er steget. Ledigheden ville have været endnu højere, hvis det ikke havde været for de massive hjælpepakker – herunder især lønkompensationsordningen. Hjælpepakkerne har således holdt en endog meget stor hånd under økonomien, men de bidrager også til at begrænse muligheden for, at nyopslåede stillinger kan besættes relativt hurtigt, da personer omfattet af lønkompensation ikke søger job lige så intens som ledige.

Lønkompensationsordningen bremser dermed den naturlige dynamik, der kendetegner et fleksibelt arbejdsmarked som det danske, og det er derfor hensigtsmæssigt, at de udfases efter sommerferien. Når de udfases, vil det formentlig føre til en stigende ledighed, og det skærper kravene til jobcentrenes effektivitet i forhold til at bidrage til at reducere ledigheden i den efterfølgende periode.

Et vigtigt instrument for jobcentrene er aktivering. Aktiveringsindsatsen er løbende blevet tilpasset, og har nu et mere virksomhedsrettet fokus end tidligere. Dvs. der er en større andel, der er i virksomhedspraktik eller i løntilskudsjob.

Det matcher godt med resultater fra en omfattende forskningslitteratur, der finder, at virksomhedsrettede tilbud oftest har den bedste effekt i forhold til at få ledige tilbage i beskæftigelse. Det taler for, også i en coronatid, først og fremmest at have fokus på at rådgive de nyledige om mulighederne for jobåbninger på arbejdsmarkedet og via kontaktforløb understøtte den lediges jobsøgning.

Mange af de nye ledige har omfattende arbejdsmarkedserfaring, og derfor ret gode muligheder for at finde ny beskæftigelse; nogle muligvis i en anden branche end den de kommer fra. Her vil jobcentrenes og a-kassernes overblik over det lokale arbejdsmarked være en stor hjælp i jobsøgningsprocessen.

Der vil også være ledige med et behov for nye kompetencer, og her er muligheden for opkvalificering et relevant alternativ.

Generelt er der da også store indkomst- og beskæftigelsesmæssige afkast af at uddanne sig. Men erfaringerne med uddannelsesaktivering til ledige er knap så positive i Danmark. I et netop udgivet oversigtstudie baseret på 105 danske og internationale studier konkluderes, at deltagelse i uddannelsesaktivering i Danmark typisk forlænger ledighedsperioden uden, at det modsvares af mere stabil, efterfølgende beskæftigelse.

Det første resultat kan tilskrives, at deltagelse i et uddannelsesforløb medfører, at den ledige naturligt fastholdes i ledighed, mens uddannelsen fuldføres. Det forlænger ledighedsperioden og stiller høje krav til, at det valgte opkvalificeringsforløb efterfølgende løfter den lediges kompetencer og efterfølgende jobmuligheder. Erfaringerne fra andre lande er mere positive, især når der måles nogle år efter uddannelsesforløbet er afsluttet.

I den nuværende situation på arbejdsmarkedet, hvor ledigheden er steget, er der flere ledige, der søger på de enkelte jobopslag. Det vil, alt andet lige, betyde, at den mulige fastlåsning, der er af ledige i opkvalificeringsforløb, vil være mindre end i en situation, hvor arbejdsmarkedet buldrer derudaf.

Det taler for, at det kan være et relativt godt tidspunkt at opkvalificere ledige på. Men det ændrer ikke ved, at det for rigtig mange ledige ikke vil være den korteste vej tilbage i beskæftigelse. Så selvom jobcentrene har fået et nyt instrument, skal det bruges med omtanke, og målrettes de mest uddannelsesmotiverede ledige til opkvalificering i brancher, hvor der er størst mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Torben M. Andersen og Michael Svarer