Økonomer kan også bruge vejrmetaforer i analyser

Økonomer har det med at bruge vejrmetaforer i deres analyser. Og set i lyset af coronakrisen har det danske sommervejr i juli sjældent været mere anvendeligt i denne sammenhæng; kold våd og solfattig, som måneden var det ifølge den højeste autoritet på området, nemlig Danmarks Meteorologiske Institut.

Men selvfølgelig er billedet langt mere nuanceret end som så. For også i juli var der områder i landet, hvor sommervejret var rigtig fint, og andre, hvor det var elendigt.

Det samme gælder for økonomien. For mens luftfarten, kulturen og nattelivet bløder, går det forrygende i detailhandlen, som ikke har oplevet en lignende omsætning siden 2008.

Det samme gælder på boligmarkedet, hvor den ekstremt lave rente i kombination med store formuegevinster og en fortsat høj købekraft i befolkningen har sendt ejendomsmæglerne på overarbejde.

Det er en cocktail, som også betyder, at det er et meget usikkert farvand, politikerne navigerer i for tiden.

Men eftersom det er trivielt at konstatere, at antallet af smittede stiger i takt med genåbningen af samfundet, kan vi lige så godt forberede os på en længere periode med fortsatte restriktioner, en svagere økonomisk udvikling og risiko for en tiltagende polarisering af erhvervsliv og samfund.

I den forbindelse må det ikke glemmes, at især de unge og udsattes situation på arbejdsmarkedet er alvorlig. Både herhjemme, men måske i særdeleshed i de hårdest ramte lande i Sydeuropa, hvor fremtidsudsigterne i forvejen har været deprimerende siden finanskrisen.

I Spanien, hvor bnp faldt med uhørte 18,5 pct. i 2. kvartal, er ungdomsarbejdsløsheden således steget med hele 10 procentpoint siden virusudbruddet og er nu igen over 40 pct.! Til sammenligning er den på ca. 12 pct. herhjemme.

Så polariseringen mellem landene i Europa øges også under coronakrisen, og derfor var det faktisk også en af sommerens bedste nyheder, da det endelig lykkedes for EU’s stats- og regeringsledere at nå til enighed om den store genopretningspakke og det flerårige budget, som skal hjælpe Europa med at komme på fode igen efter pandemien.

Ifølge aftalen vil Kommissionen kunne optage lån op til 750 mia. euro på de finansielle markeder, hvoraf næsten 40 pct. gives som tilskud til de hårdest ramte lande, især Italien og Spanien.

Det bliver første gang i historien, at EU’s medlemslande optager et lån med solidarisk hæftelse, hvilket i sig selv har været kontroversielt, og der er fra mange sider udtrykt bekymring for, om man blot har udskrevet en blankocheck til uansvarlige sydeuropæiske politikere.

Tilsvarende ser andre hele operationen som et forsøg på at fifle en fælles finanspolitik ind ad bagdøren, da EU’s ledere også blev enige om at indføre nye egne indtægter fra bl.a. afgifter på plast til at finansiere de øgede udgifter.

Men i denne sammenhæng er det værd at pointere, at coronakrisen er resultatet af en pandemi, og ikke årtiers overforbrug, som var årsagen til finanskrisen, ligesom der kan argumenteres for, at det fælles EU-budget også fremover vil være lavt efter enhver føderal målestok.

De langsigtede fordele ved genopretningspakken skal der heller ikke kimses af.

For det første øremærkes en stor del af pakken til investeringer i den vigtige grønne og digitale omstilling.

For det andet vil renten på de kommende EU-lån, som løber frem til 2058, være lavere end den, som f.eks. Italien, Spanien og Grækenland ville kunne opnå på egne statslån. Det reducerer risikoen for en ny gældskrise.

For det tredje skal Den Europæiske Centralbank, ECB, ikke tage hensyn til komplicerede fordelingsnøgler, hvis den opkøber obligationerne for at holde renten så lav som muligt.

Og endelig illustrerer aftalen, at limen i EU-samarbejdet fortsat er stærk i en tid, hvor nationalistiske strømninger er på hastig fremmarch i verden.

Og der skal ikke herske tvivl om, at alle lande i Europa - store som små - står sig bedre i et stærkt fællesskab, når der skal forhandles med supermagter som USA, Kina og Rusland om fremtidige økonomiske og politiske samarbejdsaftaler.

Netop udsigterne for det internationale samarbejde, som for tiden knirker gevaldigt i form af mistilliden mellem stormagterne og usikkerheden om det fremtidige samarbejde mellem EU og Storbritannien, kan også vise sig afgørende for, hvor hurtigt verdensøkonomien får rejst sig igen.

De seneste nøgletal tyder på, at tempoet er på vej op igen, og at det især er den hjemlige efterspørgsel, som holder liv i håbet om en ’Indian summer’.

Men hvis ikke også udenrigshandlen for alvor begynder at røre på sig over de kommende måneder, er der til gengæld risiko for, at nye lavtryk bygger sig op i takt med at effekten fra hjælpepakkerne svinder ud.

Helge J. Pedersen